MetroXpress citerer i en artikel Hanne Pontoppidan for at sige, at kommunerne går for meget op i pris, når de sender sprogundervisning til indvandrere i udbud. Historien er en opfølgning på gårsdagens historie om, at 43 procent af alle flygtninge og familiesammenførte ikke gennemfører danskkurset indenfor tre år.

- Det er et kæmpe problem, at man udliciterer en sådan velfærdsopgave. Konkret er kvaliteten på sprogskolerne dalet. Timetallet er faldet ganske betragteligt, og der er flere per hold. Det er ikke ualmindeligt, at kursisterne kun får syv timers undervisning om ugen, og nogle får blot to-tre timer om ugen. Det, man skal huske, er, at nogle er analfabeter, siger formand for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan til metroXpress.

Hanne Pontoppidan mener, det er folketingets ansvar, og svaret fra Ole Hækkerup (S) er ifølge avisen:

- Flygtninge i integrationsprogrammet har pligt til at stå til rådighed for danskundervisningen. Hvis ikke, så skal de trækkes i ydelse ude i kommunerne, siger han til metroXpress.