Forfejlet debat om de 800.000

Af Hanne Pontoppidan, Anders Bondo, Bodil Otto, Dennis Kristensen, Elisa Bergmann, Ingrid Stage og Majbritt Berlau

Det er en vildfarelse at tro, at der kan frigøres en arbejdskraftreserve på 800.000 helårspersoner i ordinære jobs. Det tætteste, vi kommer på en reserve, er de bruttoledige på cirka 130.000 personer, der tæller dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Vi bliver jævnligt bombarderet med budskabet om, »at det skal kunne betale sig at arbejde«, og at vores sociale ydelser er for høje. Beviset skulle angiveligt være, at cirka 800.000 mennesker (fraset SU-modtagere) svarende til over 20 pct. af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, bliver offentligt forsørget. Som repræsentanter for de ansatte, der leverer offentlig velfærd og tryghed til danskerne, finder vi, at debatten om de 800.000 og arbejdsincitamenter føres på et helt forfejlet grundlag.

For det første består de »800.000« af en broget skare af mennesker, som tæller nybagte forældre på barselsorlov, sygedagpengemodtagere, handicappede på førtidspension, efterlønnere, beskæftigede i løntilskudsordninger, arbejdsløse med ledighedsperioder på ned til en dag og kontanthjælpsmodtagere – hvoraf hovedparten har andre problemer end bare ledighed. Det er således en vildfarelse at tro, at der kan frigøres en arbejdskraftreserve på 800.000 helårspersoner i ordinære jobs. Det tætteste, vi kommer på en reserve, er de bruttoledige på cirka 130.000 personer, der tæller dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere. Denne gruppe svinger med de økonomiske konjunkturer.

De »800.000« lyder af mange, men de var der også tilbage i 1960, altså før udbygningen af velfærdssamfundet for alvor tog fart. Dengang var overførslerne bare private. Man blev forsørget af familien, og man havde de såkaldte skæve eksistenser, som hjalp til på gårdene mod gratis kost og logi. I takt med mekaniseringen af landbruget er disse muligheder imidlertid forsvundet. Samtidig har kvindernes indtog på arbejdsmarkedet betydet, at ansvaret for samfundets svage grupper herunder pleje – og pasning, er blevet en offentlig opgave.

Modstykket til de »800.000« er, at 72,8 pct. i den arbejdsdygtige alder er i arbejde i Danmark ifølge OECD. Det er klart over EU-gennemsnittet på 64,8 pct. og OECD-gennemsnittet på 65,7 pct. Og i øvrigt også højere end i USA og England, der har langt større uligheder, mindre social sikring og et mere råt arbejdsmarked end Danmark. At vores velfærdsmodel skulle hæmme lysten til at arbejde rimer således dårligt på, at Danmark har høj beskæftigelsesfrekvens.

Hermed ikke sagt at vi bare skal stille os tilfreds med, at 800.000 står uden for arbejdsmarkedet. Det er ikke en naturlov, men vi skal være realistiske, og vi skal gøre det rigtige. Over 75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne har ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse, og vi ved, at uddannelse er helt afgørende for at kunne klare sig på dagens arbejdsmarked. Vi ved også, at hovedparten af kontanthjælpsmodtagerne har problemer, der skal løses, før de kan få et arbejde. Vi ved, at for mange unge falder fra på erhvervsuddannelserne, og at alt for mange nedslides på grund af dårligt arbejdsmiljø og førtidspensioneres. Det handler om at forebygge tilgangen til overførselsindkomst. Forslagene om at skære ned på de sociale ydelser er derimod både usympatiske og virkningsløse. Fx bliver de syge ikke raskere af at få frataget deres sygedagpenge, de nedslidte bliver ikke friskere af at miste deres førtidspension.

Og en kontanthjælpsmodtager med et alkoholproblem eller dårligt helbred får ikke bedre forudsætninger for at passe et job, fordi kontanthjælpen skæres ned. En stor del af de 800.000 vil ikke kunne reagere på økonomiske incitamenter og mangler jo forudsætningerne for at kunne arbejde.

For det andet fremstilles det, som om der er frit valg på alle hylder. Skal jeg tage et arbejde eller en tur på overførselsindkomst? Er den økonomiske forskel på at arbejde og at være på overførsel for lille, så vælger jeg selvfølgelig overførselsindkomsten, lyder omkvædet fra visse politikere og arbejdsgivere.

Det er et helt fortegnet billede af virkeligheden. Det er langtfra alle, som er berettiget til at få kontanthjælp eller dagpenge, og man er desuden underlagt en række rådighedsforpligtelser som kontanthjælps- og dagpengemodtager. Opfylder man ikke forpligtelserne, vanker der sanktioner.

For det tredje betaler det sig at arbejde – også som lavtlønnet. Fx vil den typiske fremgang i rådighedsbeløbet for en kasseekspedient med barn ifølge AE-rådet være på 2.000 kr. om måneden sammenlignet med kontanthjælp. Det er måske småpenge for de fleste topskatteydere, men omvendt mange penge for en kontanthjælpsmodtager. Og måske lige det ekstra, der sikrer, at der bliver råd til, at lille Jens eller Frida kan deltage i fritidsaktiviteter og børnefødselsdage.

Beregningen undervurderer endda den økonomiske gevinst ved at arbejde. Der er en ’her og nu’- betragtning, som ikke fanger, at man glipper erfaringsbestemte lønstigninger og pension og muligheden for at rykke til et mere velbetalt job, når man ikke arbejder. Lønstigninger og pension øger livsindkomsten og dermed også gevinsten i forhold til at være på overførselsindkomst i det lange løb.

Endelig for det fjerde er der jo, ud over det økonomiske motiv et utal af andre grunde til at arbejde - mulighed for faglig udvikling, faglige fællesskaber og venskaber på arbejdspladsen. Endvidere er dét at have et arbejde utrolig vigtigt for vores selvværd og identitetsfølelse. Hvem synes, at det er fedt at sige i større forsamlinger, at man ikke har arbejde? Det er vist et fåtal.

Vi skal hermed kraftigt opfordre til, at debatten om de 800.000 uden for arbejdsmarkedet nuanceres og tages på et oplyst grundlag. Lad os i stedet bruge krudtet på at løse specifikke problemer for specifikke grupper fremfor at mistænkeliggøre alle danskere, som står uden for arbejdsfællesskabet.