Af Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.

Da regeringen indførte nye arbejdstidsregler for lærerne, vidste de, man risikerede at sende dem ud i grænseløst arbejde med mere undervisning, flere opgaver og et stærkt pres på tiden til forberedelse.

Derfor indførte de værnsregler for at beskytte lærerne. Blandt andet skal lederen efter dialog med medarbejderen lave en opgaveoversigt, som giver lærerne klarhed over, hvilke arbejdsopgaver de tænkes at løse – og væsentlige ændringer skal diskuteres. Men reglen bliver ikke overholdt!

En undersøgelse blandt vores lærere viser, at knap hver tredje har ikke fået en opgaveoversigt. Cirka lige så mange har fået en mangelfuld. Dermed oplever 60 procent ikke, at værnsreglen overholdes i praksis! På erhvervsskoleområdet er det tal 80 procent! Samtidig melder næsten hver anden om manglende balance mellem mængden af opgaver og tiden til dem. Så er det katastrofalt, at de lokale arbejdsgivere ikke kan levere varen, som politikerne højtideligt lovede.

Lovindgrebet er en skrivebordskonstruktion, som ikke sikrer ordentlige rammer for undervisningen. Det skylder vi vores elever og kursister. Kære politikere og arbejdsgivere, ansvaret er jeres. Stå ved det. Og lad os sammen finde nogle bæredygtige løsninger.