Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten.
Af Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet og Anna K. Birke, sproglærer og formand for sektionen for lærere i dansk som andetsprog i Uddannelsesforbundet.
I JP 25/1 mener vi, at der skyders med spredehagl angående grunden til, at flygtninge har højt fravær fra danskundervisning. Det er tydeligt, hvem haglbøssen peger på: De er ikke motiverede. De ser ingen økonomisk gevinst. De lever i deres egen verden med satellit-tv.
Det er ikke et billede vores lærere på danskuddannelserne genkender. Vi lærere oplever tværtimod, at:
De er hårdt spændt for
Vi oplever, at vores kursister ER motiverede, og at de bliver meget frustrerede, når ydre forhold igen og igen spænder ben for deres undervisning.
Andelen, som består en danskprøve, er stigende. Det tyder ikke på dårlig motivation, eller at de ”lever i deres egen satellit verden”.Ja, vi oplever også, at vi har med en gruppe at gøre, som er hårdt spændt for. De står i et nyt land, i en ny kultur, skal navigere i nye systemer – ofte med en familie, som også skal finde fodfæste. Oveni det er nogle samtidig så traumatiserede, at det udgøre en barriere for at møde op hver dag og konsekvent undgå fravær (vi vil undlade at diskutere rimeligheden af at stille krav om systematisk fremmøde til så syge mennesker), så ja, der er indimellem fravær. Men man må acceptere, at fraværet på uddannelser målrettet så udsatte folk ikke kan gå i nul.
Må tage ansvaret på sig
Vil vi sænke fraværet, nytter det ikke bare at rette bøssen mod dem. Alene at placere ansvaret for fraværet hos flygtningene er hverken spor rimeligt, sandfærdigt eller konstruktivt. En del af skylden ligger i systemet selv. Det ville klæde arbejdsgivere, politikerne og kommuner at vende blik og bøsse mod sig selv og tage det ansvar på sig.