Af Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet og Anna K. Birke, sproglærer og formand for sektionen for lærere i dansk som andetsprog i Uddannelsesforbundet.

I JP 25/1 mener vi, at der skyders med spredehagl angående grunden til, at flygtninge har højt fravær fra danskundervisning. Det er tydeligt, hvem haglbøssen peger på: De er ikke motiverede. De ser ingen økonomisk gevinst. De lever i deres egen verden med satellit-tv.

Det er ikke et billede vores lærere på danskuddannelserne genkender. Vi lærere oplever tværtimod, at:

  • Kommunerne tit ikke har informeret flygtningene om, at danskuddannelsen er et ”nu- eller-aldrig-tilbud”. Mange tror derfor fejlagtigt, at de kan udskyde timerne, til de er kommet en smule på fode.
  • Jobcentrene hiver dem ofte ud til et kursus midt i et danskuddannelsesforløb.
  • Flygtningene skal møde personligt op i udlændinge service og får af den grund fravær. 
  • De bliver pålagt overarbejde af deres arbejdsgiver på tidspunkter, hvor de har undervisning. Vi oplever, at mange arbejdsgivere ikke støtter op om undervisningen.
  • Der er i det hele taget meget få – bortset fra kursisterne selv – som respekterer danskuddannelsen som seriøs dannelse, der skal prioriteres lige så højt som andre uddannelser.

De er hårdt spændt for
Vi oplever, at vores kursister ER motiverede, og at de bliver meget frustrerede, når ydre forhold igen og igen spænder ben for deres undervisning.

Andelen, som består en danskprøve, er stigende. Det tyder ikke på dårlig motivation, eller at de ”lever i deres egen satellit verden”.Ja, vi oplever også, at vi har med en gruppe at gøre, som er hårdt spændt for. De står i et nyt land, i en ny kultur, skal navigere i nye systemer – ofte med en familie, som også skal finde fodfæste. Oveni det er nogle samtidig så traumatiserede, at det udgøre en barriere for at møde op hver dag og konsekvent undgå fravær (vi vil undlade at diskutere rimeligheden af at stille krav om systematisk fremmøde til så syge mennesker), så ja, der er indimellem fravær. Men man må acceptere, at fraværet på uddannelser målrettet så udsatte folk ikke kan gå i nul.

Må tage ansvaret på sig
Vil vi sænke fraværet, nytter det ikke bare at rette bøssen mod dem. Alene at placere ansvaret for fraværet hos flygtningene er hverken spor rimeligt, sandfærdigt eller konstruktivt. En del af skylden ligger i systemet selv. Det ville klæde arbejdsgivere, politikerne og kommuner at vende blik og bøsse mod sig selv og tage det ansvar på sig.