Artikel bragt i Arbejderen.
Det går ud over især ufaglærte, når regeringen sparer to procent på AMU på finansloven for næste år, for under de vilkår er det svært at drive en uddannelsesinstitution. Det skriver Arbejderen. Og citronen er ifølge dagbladet presset til det yderste blandt landets AMU-centre.
- Vi har i forvejen skåret drastisk ned. Alene i år har vi nedlagt 10 stillinger. Vi har effektiviseret og givet lærerne bredere undervisningskompetencer. Konsekvensen af nye besparelser bliver, at det mere bliver en økonomisk kalkule frem for behovet på arbejdsmarkedet, der bliver gældende for hvilke kurser, vi udbyder, siger forstander på AMU Fyn Ove G. Dalby til Arbejderen.
Ifølge tal fra 3F er andelen af både ufaglærte og faglærte halveret fra en million kursister i 2010 til lidt over en halv million i 2014, og svækkelsen af AMU påvirker hele den danske flexicurity-model, mener Uddannelsesforbundets formand Hanne Pontoppidan ifølge Arbejderen.
– Det er utroligt ærgerligt, at besparelser skal ødelægge den helt unikke rolle, AMU har haft i forhold til det fleksible arbejdsmarked, som har kendetegnet Danmark, siger hun til Arbejderen.
Nu er alt under nedbrydning, forklarer hun til dagbladet. Det gælder både mulighederne for efteruddannelse, som skulle sikre lønmodtagerne bedre rodfæste på arbejdsmarkedet, og dagpengesystemet, som skulle give tryghed, når arbejdsgiverne skiller sig af med folk ved nedgang i produktionen
– Men finansloven gælder kun for 2016, og der vil være mulighed for at påvirke, hvad der skal ske i 2017-2019. Vi skal gøre alt for, at planerne ikke bliver til noget, siger hun til Arbejderen.
Uddannelse og herunder efteruddannelse forventes at blive et tema ved de kommende trepartsforhandlinger.
Læs hele artiklen her: Regeringens nedskæringer rammer især de ufaglærte