Regeringens annoncerede milliardbesparelser på uddannelsesområdet vil få store konsekvenser for kvaliteten og vil især gå ud over de svage elever. Sådan lyder det fra en række fagforeningsledere og uddannelsesledere i Politiken.

Hanne Pontoppidan kritiserer besparelserne for at være kontraproduktive:

- Det vil få konsekvenser for de mest udsattes læring for eksempel på erhvervsuddannelserne. Det fører til, at færre unge får en ungdomsuddannelse – altså det modsatte af, hvad regeringen ønske, siger hun til Politiken.

Besparelserne vil blive fordelt efter den såkaldte grønthøster-metode, hvor hver institution skal spare to procent om året. Kun basismidler til forskning og erhvervsgrunduddannelserne går fri, og i alt bliver besparelsen på 8,7 milliarder kroner.

Formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen kritiserer besparelserne, som alene på Undervisningsministeriets område beløber sig til 5,4 milliarder kroner.

- Uddannelse er en langsigtet investering, og vi arbejder alle målrettet mod at få flere igennem på et højere uddannelsestrin. Det er ikke et arbejde, vi kan fortsætte med så store besparelser. Det er ærgerligt, for vi har brug for, at alle unge får en uddannelse, siger hun til Politiken.

Minister for børn og unge Ellen Trane Nørby (V mener, at besparelserne vil blive modtaget med forståelse blandt studerende og undervisere.

- Jeg tror ikke, at de alle sammen vil blive glade. Men jeg tror, de alle sammen vil være glade for, at vi udviser samfundssind, siger hun til Politiken.