Af Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet

Kære nye erhvervsskoleelev.

Velkommen til din nye uddannelse og til de mange fantastiske muligheder, som nu åbner sig for dig. Måske har du valgt en erhvervsuddannelse, fordi du kender en dygtig håndværker, måske fordi du ser de mange muligheder for at blive dygtig på én af 104 forskellige uddannelser inden for alle grene af blandt andet byggeri, transport eller mad.

Eller måske er du begyndt, fordi du gerne vil tage en videregående uddannelse bagefter. Den kombinerede erhvervsuddannelse og studentereksamen, eux, åbner nemlig også døren til videregående uddannelser -præcis ligesom for dine kammerater på gymnasiet eller hf. Og så kan du endda få et godt faglært arbejde allerede, når du bliver student.

På din første dag begynder du at opbygge den faglige identitet, som i sidste ende gør dig til en dygtig stukkatør, kranfører eller frisør.

Med en erhvervsuddannelse får du konkret viden, som ikke er allemandseje.

Du ender som ekspert i dit håndværk og ved præcis, hvorfor en tagkonstruktion kan stå i årtier, eller hvordan surdejsbrød bliver bedre, når det hæver i lang tid. Du kan noget helt særligt og vigtigt.
Man er ikke bare uddannet elektriker, skorstensfejer eller tjener, det er også noget, man er. Og det skal du være stolt af.

Dine lærere på erhvervsskolerne står klar til at lære dig alt det, de kan. De stiller krav til dig, og de hjælper, støtter og udfordrer dig hele vejen.

Derfor kan du godt ranke ryggen allerede nu, for du bliver en del af en stolt dansk håndværkstradition. Og du har gode udsigter til i en ung alder at tjene egne penge i et job med en stærk faglig identitet.
Du har truffet et klogt valg, og du får langt flere muligheder, end de fleste i det danske samfund umiddelbart tror.

Jeg ønsker dig og næsten 60.000 andre unge over hele landet tillykke med jeres valg.