Se, hvordan du på net-udgaven af Uddannelsesbladet finder de nyheder, der passer til din arbejdsdag. Det første år er artiklerne på det nye bladsite blevet læst på flere end 36.000 forskellige computere, mobiltelefoner og tablets.
Nyheder tættere på arbejdsdagen. Mulighed for at læse artikler både på nettet og på tryk. Let adgang til at dele artikler med kollegerne. Det var tre af de udsagn, som gik igen i en undersøgelse blandt medlemmerne om Uddannelsesforbundets medier, som blev foretaget i 2019.
Undersøgelsen har været en del af grundlaget for de ændringer, der skete med Uddannelsesbladet i begyndelsen af 2020. Det har blandt andet betydet, at Uddannelsesbladet.dk det seneste år har suppleret den trykte version af fagbladet. Siden det digitale site gik i luften den 16. marts 2020, er artikler fra net-versionen af fagbladet blevet læst af flere end 36.000 brugere.
For at imødekomme medlemmernes ønske om at læse artikler, der er tæt på deres egen arbejdssituation, giver den digitale udgave af Uddannelsesbladet mulighed for at vælge de artikler, som relaterer sig til de forskellige ansættelsesområder, hvor Uddannelsesforbundets medlemmer har deres arbejdsliv.
Derfor kan du under menuen Filtrer i øverste højre hjørne af forsiden vælge mellem EUD og AMU, FGU, VUC, ungdomsskoler, sprogcentre, vejledning samt oplysningsforbund og daghøjskoler, hvis du foretrækker primært at se artikler, der udelukkende relaterer til det skoleområde, hvor du er ansat.
Ud over at inddele indholdet på ansættelsesområder har du også mulighed for at gå ind på undersiderne Arbejdsliv, Politik og Undervisning. Du kan også læse Anmeldelser af undervisningsmateriale og andre bøger og Debat, som typisk er skrevet af medlemmer.
Hvis du har konkrete ideer til emner, som du gerne vil have, Uddannelsesbladet tager op, så send en mail til blad@uddannelsesforbundet.dk.