Alt fra dårlig ånde og løn til seksualitet og psykiske lidelser kan være tabuer på arbejdspladsen. Men det største tabu lige nu er fællesskabet. Og det er derfor 3F’erne i Kastrup Lufthavn havnede i en shitstorm, mener arbejds- og organisationspsykolog.
Sådan siger en af bagageportørerne i SAS Ground Handling til en ny kollega.
Den nye kollega nægter at melde sig ind i fagforbundet 3F. Han er ansat som vikar i fire måneder. Han fortæller, at han allerede er medlem af IDA, ingeniørernes fagforening, og påpeger, at der er foreningsfrihed.
Diskussionen fortsætter, og en af de to 3F’ere, som konfronterer vikaren, pointerer, at der hersker ”junglelov” blandt bagageportørerne i Kastrup Lufthavn, og at vikaren bare har at rette ind.
Hvad, de to 3F’ere ikke ved, er, at vikaren optager samtalen.
Kort tid efter – i begyndelsen af september – kan hele Danmarks befolkning høre hele samtalen på alle de store medier. Og herefter hagler kritikken ned over 3F’ernes metode fra alle sider.
Der er emner, som den traditionelle forskning mener er tabuer, som kan findes på tværs af alle civilisationer og kulturer. De findes typisk inden for drab og jagt, sex og seksuelle forhold, forplantning, afdøde og deres grave samt fødevarer og spisning – især kannibalisme.
Kilde: Wikipedia.org
Men mens de fleste tager afstand fra 3F’ernes facon og ordvalg, ser mangeårig arbejds- og organisationspsykolog ved Aalborg Universitet Einar Baldursson forløbet og befolkningens reaktion på den som et eksempel på et nyt tabu. Et tabu i skred.
Ifølge ham ville episoden aldrig have udviklet sig til en shitstorm for 30 år siden. Dengang var det nemlig helt almindeligt og naturligt, at strejkevagter brugte ord som skruebrækker om strejkebrydere.
- For 30 år siden havde vi en meget kollektiv kultur på de danske arbejdspladser. Der var en fællesskabs-kultur, som ikke var et tabu, mener Einar Baldursson.
Men det har ifølge ham ændret sig med den debat om mobning, der har fundet sted de seneste årtier. Med mobningsdebatten udviklede der sig en moralsk kultur om, at vi skal inkludere alle.
Konsekvensen er, at vi i dag er ekstremt beskyttende over for mindretal.
- Det har skabt usikkerhed over for de metoder, som fællesskaber kan bruge til at opretholde sig selv. Men vi har stadig brug for fællesskaberne. Det betyder, at fællesskaberne i stigende grad bliver nødt til at handle i det skjulte, forklarer Einar Baldursson.
Og det er netop et fællestræk ved tabuer. Tabuer er det, vi ikke taler om. Det, der er omgivet af hemmelighedskræmmeri.
Vi har hørt det i mange andre sammenhænge før, men fællesskabet står altså også, hvad angår tabuer, over for individualiseringen.
Et bevis på den udvikling er ifølge Einar Baldursson, at løn er blevet et tabu.
I dag er det blot 28 procent af danskerne, som taler om deres løn med kollegerne, viser en ny undersøgelse som Userneeds har foretaget blandt 1.199 erhvervsaktive danskere for IDA. Åbenhed om løn er ellers kendt som et godt værktøj til at løfte medarbejdernes løn og komme ulighed til livs.
Løn var ifølge Einar Baldursson imidlertid ikke så ømtåleligt et emne tidligere. Lønnen var bestemt ved fælles overenskomster, som også foreskrev faste kriterier – såsom anciennitet – for, hvordan man kunne stige i løn.
- Det hele var meget gennemsigtigt, og alle stod lige. Man vidste, at man havde den løn, som fællesskabet havde forhandlet sig til igennem overenskomsterne. Og man vidste, hvad ens kolleger havde i løn. Det gav en enorm tryghed, forklarer Einar Baldursson.
Den tradition blev ifølge arbejds- og organisationspsykologen disrupted, da ledelserne indførte lokale lønforhandlinger og dernæst de såkaldte fedterøvstillæg – løntillæg som ikke tildeles efter objektive kriterier såsom anciennitet, men ved forhandlinger, som finder sted mellem den enkelte medarbejder og ledelsen.
- I begyndelsen var der meget stor modstand mod fedterøvstillæg. I dag er det helt almindeligt, at ledelserne spørger medarbejderne, om man vil indstille sig selv til lønforhøjelse. Resultatet er, at lønforskellene er meget store, og at løn ikke er noget, vi taler om, påpeger Einar Baldursson.
Einar Baldursson
Hvor fællesskaberne ifølge Einar Baldursson er det største tabu i dag, var det privatlivet, som var det mest ømtålelige at tale om på jobbet for 30 år siden.
- Før var det naturligt, at der var en grænse mellem arbejde og privatliv. Der er siden sket en ufattelig hurtig udvikling mod, at en del af det, som tidligere var privat, nu er offentligt. For eksempel er transkønnethed og homoseksualitet nu accepterede temaer på arbejdet, forklarer Einar Baldursson.
Han peger på, at mange i dag helt beredvilligt deler deres fritidsliv med deres kolleger på de sociale medier. Samme tendens ser Majken Lorelei Matzau, erhvervspsykolog og direktør for Matzau Erhvervspsykologer.
- I dag krænger vi nærmest vore sjæle ud på de sociale medier. På vores bedsteforældres tid ville man aldrig have haft den slags samtaler, vi i dag har – hverken blandt venner, ude i det offentlige rum, på de sociale medier og i særdeleshed ikke på arbejdspladserne. Der talte man ikke om følelser, forklarer hun.
Der er ifølge hende dog stadig spilleregler på arbejdspladsen. Og det synes hun også, at der skal være.
For at man kan samarbejde og have gode arbejdsvilkår, skal man ifølge Majken Lorelei Matzau have en passende grænse for, hvilke intime og personlige forhold, som for eksempel psykisk sygdom, seksualitet eller familiehistorie, man deler med sine kolleger.
- En arbejdsplads er anderledes end en cocktailfest, en vennekreds eller en familierelation. For når vi går på arbejde, har vi en professionel rolle, og der gælder andre spilleregler. Vi er på arbejdspladsen for at løse vores opgave. Og der er nogle personlige ting, som er upassende at tale om, påpeger Majken Lorelei Matzau.
Som medarbejder skal man ifølge hende derfor tænke over, hvad man deler med sin kolleger og chefer.
- Du kan godt fortælle, at der er knas på hjemmefronten. Men du skal ikke dele, at din mand har problemer med at få den op at stå, eller at din kone har en affære. Det kan gå helt galt, når der opstår konflikter på arbejdspladsen, og man har den her form for intime viden om hinanden, advarer Majken Lorelei Matzau.
Majken Lorelei Matzau
Et tabu, som Majken Lorelei Matzau hele tiden støder på ude på de arbejdspladser, hun er konsulent for, er stress.
Det er ikke kun, fordi den stressramte medarbejder føler sig sårbar. Stress er ifølge hende også et tabu for lederne.
- Tit vil ledelserne ikke kalde det for stress. De vil kalde det trivsel. De er bange for, at det smitter, bare man bruger ordet stress. Det er et tabu for ledelsen, fordi det er noget, som kan pege tilbage på ledelsen, forklarer Majken Lorelei Matzau.
For medarbejderne er stress ofte for personligt et emne at tale om, hvis de selv eller en kollega er ramt af det.
- Tabuer er elefanten i rummet, man ikke vil tale om. Og stress er sårbart og enormt hårdt. Man er bange for at virke svag, og det er man også, når man er stressramt. Det er også svært for kollegerne. De ved ikke rigtigt, hvad de skal gøre og sige til en kollega, som kommer tilbage fra en sygemelding for stress, fortæller Majken Lorelei Matzau.
Einar Baldursson er ikke enig i, at stress er et decideret tabu. I hans øjne er det dog et problem, som ledelserne gerne undgår.
- Det skyldes, at ledelserne føler afmagt. De er rådløse, og de har ikke været i stand til at løse, at flere og flere medarbejder oplever, at de har stress. Så i stedet for at have åbne diskussioner om stress, forsøger man med placebo-løsninger såsom mindfulness, påpeger Einar Baldursson.
Et pinligt aspekt ved tabuer er, hvad man selv gør og ikke har lyst til at tale højt om. Noget andet er altså, hvad man ikke bryder sig om at sige til andre.
På jobbet er det det, som vores kolleger gør, og som vi ikke har mod på at tale med dem om. Hvem har for eksempel lyst til at fortælle sin kollega, at han har dårlig ånde, eller at hun har mad siddende mellem tænderne?
- Der er faktisk ret mange, som oplever hos deres kolleger, at de lugter af armsved eller har dårlig ånde. Men det er super svært at tale om. Grunden, til at det er svært at tale om, er, at det går ind i intimsfæren, forklarer Majken Lorelei Matzau.
Alt, der gælder det fysiske, er ifølge hende intimt og personligt.
- Det er pinligt for den, som har dårlig ånde, lugter af sved eller har mad mellem tænderne. Det er meget personligt. Det er sværere at sige til andre, at de lugter, end at sige de har løst en arbejdsopgave dårligt. Og det er svært nok at sige i øvrigt, men det er endnu sværere på en arbejdsplads, fordi det er et professionelt rum, forklarer erhvervspsykologen.
Tabuet omkring kropslugte er ifølge arbejds- og organisationspsykolog Einar Baldursson måske særligt omfattende på danske arbejdspladser. I Danmark har vi nemlig flere arbejdspladser, hvor der både er mænd og kvinder, end noget andet sted i verden.
- Det uheldige er, at kvinders lugtesans er bedre end mænds, mens det er mere almindeligt blandt mænd end blandt kvinder, at der tages let på hygiejnen. Og dermed er det endt med at være et tabu, som er blevet mere udbredt, forklarer Einar Baldursson.
Majken Lorelei Matzau
For mens nogle tabuer nedbrydes, opstår der hele tiden andre.
- De nye tabuer er dog meget anderledes end de gamle. De gamle var velbeskrevet i litteraturen, og der var en hvis enighed om, hvad det betød, hvis man nedbrød dem. I dag vil mange have svært ved at svare på et spørgsmål om, hvad der er tabu, forklarer Einar Baldursson.
Traditionelt har forskningen peget på, at tabuer findes inden for emner som blandt andet sex og død.
Majken Lorelei Matzau hæfter sig ved, at vi generelt er blevet mere åbne, end vi har været tidligere.
- Men rammerne flytter sig hele tiden, understreger hun.
Ifølge Einar Baldursson går udskiftningen af tabuer bare hurtigere og hurtigere. Så mens kropslugte, løn, stress og fællesskaber er dagens tabuer på jobbet, er det ikke til at sige, hvad vi fejer ind under arbejdspladsens gulvtæpper i morgen.
Begrebet tabu stammer fra Polynesien og betegner et offerritual, som høvdinge udførte. Ingen andre end høvdingene måtte overvære eller vide, hvordan ritualerne foregik. Skulle andre få indblik i ceremonierne, blev de straffet.
Kilde: Wikipedia.org
Kilde: Majken Lorelei Matzau
