Læs flere artikler fra Uddannelsesbladet
Julefrokosten er en af de få begivenheder, hvor vi kan lære nye sider af vores kolleger at kende. Og det er som oftest en gevinst i den travle dagligdag på jobbet.
Er du blandt dem, der har en hel stribe julefrokoster stående i kalenderen i december. Så er du måske fristet til at melde fra til julefrokosten på jobbet. Men gør du det, skal du vide, at julefrokosten har en vigtig funktion. Den er nemlig – som oftest – med til at styrke sammenholdet og fællesskabet på arbejdspladsen.
- Det er vigtigt, at vi har en lejlighed til at være sammen på en anden måde, end hvor snakken går om de daglige opgaver, forklarer Helle Bruun Madsen, der er ledelsesrådgiver i interesseorganisationen Lederne.
Jo bedre du kender dine kolleger, desto nemmere er det ifølge hende også for jer at arbejde sammen i hverdagen. Styrker du din relation til en kollega til julefrokosten, vil det også gøre det mere trygt at gå til kollegaen og bede om hjælp til en arbejdsopgave.
- Det at tale sammen og interessere sig for hinanden er det, som binder os sammen på arbejdspladsen. Hvis du ikke har relationer på dit arbejde, men bare møder op, så bliver du ikke motiveret, og det går ud over din trivsel, pointerer Helle Bruun Madsen.
Ifølge psykolog og forfatter Camilla Raymond skaber gode relationer større hensyn. Når vi har gode relationer, bliver samarbejdet ifølge Camilla Raymond ofte meget nemmere, fordi vi er mere motiverede til at hjælpe hinanden.
- Det er især vigtigt i perioder, hvor der er mange afskedigelser og sygemeldinger. For når vi pludselig er tre mand, som skal løse fem mands opgaver, har vi brug for, at alle virkelig bidrager, påpeger Camilla Raymond.
Det kan for eksempel være svært for kolleger, der selv ikke har det store overskud, at udvise hensyn til for eksempel en stressramt, som vender tilbage.
- Men hvis vi har gode relationer, er vi i langt højere grad villige til at udvise større hensyn, er mere tolerante og har større forståelse, påpeger Camilla Raymond.
Det større hensyn til kolleger kan andre gange dog omvendt stå i vejen for samarbejdet. Det kan ifølge Camilla Raymond nemlig betyde, at vi ikke tør at stille krav til hinanden.
Når opgaverne skal fordeles, kan det være svært at sige, at ”jeg synes det er din tur” til en, man er tæt på, forklarer Camilla Raymond.
Ligesom tætte relationer nogle gange kan ende med at blive en udfordring for samarbejdet på en arbejdsplads, kan julefrokosten også være med til at udstille mistrivsel på arbejdspladsen. Er det for eksempel sparetider, og besparelserne rammer julefrokosten, ender julefrokosten blot med at blive endnu en begivenhed, der viser, at arbejdspladsen er presset.
- Hvis der er dårligt arbejdsmiljø, og man ikke har det godt med hinanden, vil folk typisk fravælge at deltage i julefrokosten. Og dermed ender julefrokosten med at bekræfte, at der er mistrivsel, forklarer Camilla Raymond.
Både hun og ledelsesrådgiver i Lederne Helle Bruun Madsen synes dog først og fremmest, at vi skal se julefrokosten som en positiv begivenhed.
- Julefrokosten tjener det ene formål: At vi skal have det godt og sjovt sammen og ikke producere noget. Så mange glæder sig og nyder at planlægge det. Og så er det noget, man snakker om – både op til og bagefter, understreger Camilla Raymond.
Kilde: Helle Bruun Madsen