Professor: Sid ikke på hænderne når du skal bruge hovedet

Forestil dig, at du står på en fodboldbane, og en medspiller beder dig om at gætte, hvor langt der er hen til målet. Sandsynligheden for, at du gætter rigtigt, er generelt ret dårlig. Men bliver du bedt om at sparke eller kaste en bold hen til målet, er du – selvfølgelig afhængigt af din teknik – formentlig forbavsende god til at fornemme afstanden og ramme målet.  

Bruger man sin krop, når man skal løse problemer, er det da heller ikke en ringere måde, end hvis man sidder stille og grubler. Tværtimod er chancen for, at man finder nye løsninger, betydeligt større.

Den erkendelse er forskningen kommet til, efter at man i årtier har opfattet hjernen som en slags computer, der helt løsrevet fra kroppen knuser problemer. Det fortæller Sune Vork Steffensen, der er professor ved Institut for Sprog og Kommunikation under Syddansk Universitet.

Tag hammeren i hånden

Ifølge professoren har der længe hersket en måde at forstå ideer på, som er meget ikke-kropslig. Som om ideer er noget, der svæver rundt om os, og som man nærmest bare kan fange.

- Der har været en forestilling om, at vi i Danmark skal leve af de gode ideer. Så kan vi lade kineserne om at stå for selve produktionen, eksemplificerer Sune Vork Steffensen.

Men det, man kan se inden for blandt andet dygtigt håndværk, er ifølge ham, at ideer opstår i samspil med værktøjer, materialer og små modeller, hvor man kan få øje på ting, man ellers ikke kunne. Når han selv underviser eller afholder workshops, får han folk til at komme op på benene, til at skrive stikord ned og hænge dem op på væggen eller til at tegne eller bygge figurer.

Selv mere bogligt arbejde foregår nemlig oftest ved, at man sidder med et stykke papir og prøver at organisere sine tanker med skitser og noter. Skal man eksempelvis regne ud, hvad 15 gange 13 giver, så vil de fleste skrive det ned eller sidde og tælle med deres hænder.

- Man skal altså ikke hoppe på en forestilling om, at der skal sidde nogen ved et tegnebord og komme med nogle ideer, som andre efterfølgende skal udføre, påpeger Sune Vork Steffensen.

Viser man som lærer en elev, hvordan man slår med en hammer, så handler det om at give eleven en kropslig fornemmelse af hammeren. Det nytter ikke noget at bede eleven beregne, hvor hårdt man skal slå ved at holde energimomentet i hammerens bevægelse op mod træets hårdhed.

- Vi skal væk fra den her dumme opdeling af, at der er nogle, som tænker, og andre som udfører. Det er langt hen ad vejen dem, som i forvejen bruger hænderne, der har fat i den lange ende, slår Sune Vork Steffensen fast.

Hjernen er ikke en computer

Da forskningen i, hvordan tankeprocesser fungerer – også kaldet kognition – begyndte at bryde frem i 1950’erne, var det på et tidspunkt, hvor computeren blev opfundet.

Computere fungerer ved, at man kommer et input – en lang streng af symboler – ind i den ene ende, hvorefter computeren foretager nogle beregninger. Til sidst kommer der er en streng ud af den anden ende af computeren som et svar.

- Det revolutionerede mange områder inden for teknologi og matematik. Men det revolutionerede også vores forståelse af, hvordan mennesker tænker. Man forestillede sig, at den menneskelige hjerne nok fungerede på samme måde: Vi har nogle sanser, som gør, at vi får noget input, og så sker der nogle processer i hjernen, så vi skaber en indre mental model af verden. Ud fra denne model kan vi lægge nogle planer, og så beregner vi, hvordan vi med kroppen fører planerne ud i livet. Det er så det output, der kommer ud i den anden ende, forklarer Sune Vork Steffensen.

Den nøgne hjerne er overvurderet

Den måde at opfatte tænkning på afspejler sig ifølge professoren også i vores opfattelse af, hvordan vi selv bevæger os. Vi forestiller os, at hjernen sender en besked til armen om, at den skal bevæge sig, og så udfører armen ordren.

Men kroppen er ikke et passivt instrument, som venter på signaler fra hjernen. Et eksempel er, at hvis man lægger hånden på en kogeplade, så trækker man hånden til sig, inden hjernen har registreret, at man har brændt hånden.

Inden for de seneste tre-fire årtier er forskerne derfor begyndt at stille spørgsmål ved, om det vigtige for at forstå, hvordan mennesker tænker, er det, der sker inde i hjernen, eller om det vigtige snarere er mødet mellem menneske og omverdenen.

- Når vi ser nogen gøre noget, som vi opfatter som intelligent adfærd, er det aldrig, fordi vi ser, hvad der sker inde i hjernen, men altid fordi vi ser en bestemt måde at forholde sig til omverdenen på. Det er i relationen mellem organisme og omverdenen, man overhovedet kan tale om intelligent adfærd, forklarer Sune Vork Steffensen.

Man har ifølge ham altså overvurderet den nøgne hjerne og undervurderet interaktion mellem kroppen og omgivelserne. Hans råd er derfor ikke at sidde på hænderne, når man skal bruge hovedet.