Da den nordvestsjællandske produktionsskole NVPro Campus i starten af maj gik konkurs, betød det ikke kun, at skolens elever og lærere måtte indstille sig på en ny hverdag her og nu. Alle produktionsskolens 35 lærere og formentlig en stor del af dens 220 elever havde udsigt til at blive indlemmet i FGU Nordvestsjælland, når den som en del af oprettelsen af den forbedrende grunduddannelse (FGU), skal åbne 1. august. Men deres fremtid ser med et helt anderledes ud.

For de 35 lærere betyder konkursen, at de ikke længere bliver virksomhedsoverdraget til FGU, men tværtimod står helt uden job.

- Det er en rigtig møgsituation, lærerne er havnet i. De mister deres arbejde nu og her, skal igennem en frygtelig masse bøvl med Lønmodtagernes Garantifond og er ikke sikret job på FGU-institutionen den 1. august, selv om de står med de kompetencer, som FGU’en får brug for, siger Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan.

Lærerne kan få tabt løn godtgjort

Uddannelsesforbundet tilbyder sine medlemmer hjælp til at søge den løn, de har til gode hos konkursboet godtgjort af Lønmodtagernes Garantifond. Forbundet tilbyder dem desuden mulighed for lån, indtil de får deres penge af Lønmodtagernes Garantifond, ligesom det arbejder på at finde nye arbejdspladser til dem.

Lærerne vil selvfølgelig kunne søge ledige job på FGU’en, men de er ikke garanteret at få dem, forklarer bestyrelsesformanden for det kommende FGU Nordvestsjælland.

- Vi har en uddannelsesinstitution, som ser dagens lys 1. august, og der får vi brug for flere lærerkræfter, end dem vi nu kan se frem til bliver fusioneret ind. Vi vil inden for ganske kort tid slå en række stillinger op, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi mangle nogle af de kompetencer, som har været ansat i NVPro. Så jeg håber, at nogle af de medarbejdere vil søge mod FGU-institutionen, siger Thomas Adelskov (S), der foruden at være FGU-bestyrelsesformand er borgmester i Odsherred Kommune.

Han kan dog ikke garantere dem ansættelse og tør ikke at sige, hvor mange stillinger der vil blive slået op.

Eleverne får hjælp af kommunen

Langt størstedelen af konkursboets 220 elever er ifølge borgmesteren i gang med at blive hjulpet videre af Holbæk Kommune.

Hos Uddannelsesforbundet er man bekymret for, at nogle af eleverne falder helt fra, inden de kan starte på FGU.

- En del af dem får jo rykket deres base op og skal finde ud af, hvad de nu skal. Man skal huske på, at stabilitet og tryghed betyder meget for eleverne. Så man kan være bange for, at nogle af dem, der har et særligt behov for det, ikke får startet på FGU, og går helt i stå i forhold til at få taget sig en uddannelse, siger Hanne Pontoppidan.

Aktiver går ikke til den nye FGU

Ligesom der er tvivl omkring, hvad der skal ske med lærere og elever, er der er også usikkerhed omkring NVPro Campus’ aktiver. Det kommende FGU Nordvestsjælland skulle have haft hovedsæde i nogle af NVPro Campus bygninger i Holbæk, men skal nu muligvis ud og finde andre lokaler.

- Det er min pligt som kurator at sælge aktiverne bedst muligt. FGU kan byde på aktiverne på lige fod med alle andre interesserede. Jeg kan ikke spå om, hvem der ender med at købe, oplyser kurator Karsten Holt.

Konkursen betyder, at FGU Nordvestsjælland sandsynligvis skal ud og finde andre lokaler, erkender borgmester og bestyrelsesformand Thomas Adelskov.

- Udfordringen for os er, at vi havde en forventning om, at vi ville få nogle værdier overdraget. Det får vi ikke. Skal vi overhovedet i nærheden af nogle af de bygninger, som NVPro har ejet, skal det nærmest være en foræring, for alternativt kan det være lige så relevant for os at finde andre undervisningssteder, siger Thomas Adelskov.

Flere kan komme i lignende knibe

Selv om der ikke er lang tid, til FGU åbner dørene, kan andre produktionsskoler nå at gå konkurs inden. Og dermed vil andre lærere og elever kunne komme i klemme, advarer Uddannelsesforbundet.

- Vi har længe holdt øje med en række produktionsskoler, som er økonomisk pressede – de fleste på grund af et lavt antal elever, fortæller Hanne Pontoppidan.

Forbundsformanden vil ikke sætte navn på de nødlidende produktionsskoler, men hun opfordrer Undervisningsministeriet til at være særlig opmærksom på problemstillingen.

- Vi skal ikke risikere, at flere elever og lærere bliver sat i samme usikre situation. Og der er også brug for, at alle FGU-institutioner kommer så godt fra start som muligt og ikke lige pludselig står og mangler kvalificerede lærere og de nødvendige lokaler eller står til at overtage en større gæld, understreger Hanne Pontoppidan.