Pas på dig selv, lærer!

Det kan være meget spændende situationer, du står i som lærer. Dagligt. Men nogen gange kan det også blive så udfordrende, at du føler dig på gyngende grund fagligt. Og da gruppen af usikre og ofte marginaliserede unge vokser, kan din faglige usikkerhed også gøre det, for usikkerhed kan smitte.

- Det skal du tage alvorligt. Du skal have et øje på dig selv samtidig med, at du har et øje på det, du er sat i verden for at lave, siger chefpsykolog Michael Danielsen.

Han har en meget bred erfaring med de sårbare og ofte marginaliserede unge på kanten af fællesskabet gennem utallige samtaler med dem i sine 10 år i Psykiatrifonden. Men Michael Danielsen har også arbejdet med de medlemmer af Uddannelsesforbundet, der møder gruppen af de unge i deres vejledning eller undervisning. Han og hans firma Wellbeing Institute arbejder for tiden med nogle af de nye bestyrelser for FGU-institutionerne med den kæmpe omstilling, mange af de nyansatte lærere kommer til at stå i her, og den usikkerhed, det giver.

Pas på forråelsen

Den voldsomme usikkerhed, som mange unge oplever og reagerer på, sætter sig nemt hos vejlederen eller underviseren. Blandt andet kan de blive i tvivl om, hvorvidt de er de rette til at gå ind med det, de kan:

- Usikkerheden kan forplante sig både i forhold til dit faglige liv, men også i forhold til, om du føler, du er kompetent nok, på rette hylde eller vidende nok. En underviser kan være ekspert i didaktik, formidle en viden og give kundskaber videre til de unge mennesker. Men hvis der kommer en ung med for eksempel psykisk sygdom, er der jo brug for en anden form for støtte og behandling, før den unge er i stand til at indgå i en egentlig undervisning.

Reaktionen på denne usikkerhed hos underviseren eller vejlederen kan være forråelse. Den kommer, når man oplever en situation, som man føler en afmagt overfor. Reaktionen bliver at skabe en distance mellem sig selv menneskeligt og dem, det handler om, i form af for eksempel en forrået tone i stil med: ”Det er også bare eleverne, der ikke er dygtige eller motiverede nok, kollegerne, der aldrig bakker mig op, og min ledelse, der ikke forstår, hvilken svær opgave jeg står med”.

“Usikkerheden kan forplante sig både i forhold til dit faglige liv, men også i forhold til, om du føler, du er kompetent nok, på rette hylde eller vidende nok.ˮ

Michael Danielsen

På den måde risikerer man at skubbe andre væk og komme til at stå meget alene. Og det kan i værste fald medføre en belastningsreaktion – eller stress, forklarer Michael Danielsen.

Er det bare mig?

Hvis man ikke vil ende med at være denne bitre lærer eller med at føle sig udbrændt, skal man gøre sig klart, at usikkerhed er noget, alle oplever, møder og mærker i deres arbejdsliv.

- Det kræver, at man tager en dyb indånding eller tre, ryster lidt på hovedet og stiller sig selv spørgsmålet, ”hvor meget er mit”. Den del skal jeg gå til mit faglige netværk med. Det kan også være, jeg bliver nødt til at gå til min leder og sige, at det er en opgave, jeg ikke føler mig klædt på til at løse, siger Michael Danielsen og tilføjer, at det kan være, man alligevel bliver pålagt opgaven:

- Men dér kan jeg så som erhvervspsykolog sige, at ”fordi du har gjort opmærksom på det, er du langt bedre rustet til ikke at blive påvirket af det på en dårlig måde”.

Hvis usikkerheden ikke er ens egen, må man gå tilbage til gruppen eller sine kolleger for at få den parkeret der, hvor den hører hjemme.

- Her kan der igen ske to ting. At gruppen siger, Ja, for søren, vi ved ikke en skid om, hvad der foregår, og så får man en god konstruktiv diskussion af, hvordan man får placeret tingene det rigtige sted. Eller man kan blive afvist med et Det må du selv ligge og rode med. Og igen må jeg sige: Så ved du i det mindste, hvad du har med at gøre. Du bliver påført noget udefra, som ikke er dit eget, og så må du tage den derfra. Det er altså en indstillingsmæssig eller mental manøvre, man foretager, tilføjer Michael Danielsen.

Reagér, når du ser tegnene

Michael Danielsen har igennem sine mange år i arbejdet med at forebygge stress set, at personlig stresshåndtering ikke rigtig virkede. Og det ser heller ikke ud til, at de efterfølgende indsatser med fokus på ledelsens ansvar gør:

- I dag siger min viden og erfaring, at for langt de fleste af os er kontaktfladen til vores nærmeste leder simpelthen for lille. Og den distance er vi nødt til at tage alvorligt og sige, at det altså handler om dem, der er tæt på dig i hverdagen. Det er kollegagruppen, du skal bede om at være dine hjælpere i forhold til at fange et muligt negativt mønster, siger han. 

Så selv om det er ledelsens ansvar, at der bliver gjort noget ved belastningsreaktioner, skal man som kollega også lære de første tegn at kende hos sig selv eller ens kollega. Og reagere.

- Det er vigtigt at tage alvorligt og få startet de her diskussioner så tidligt som muligt for netop at tage tingene i opløbet. For hvis vi gør det og får en viden og mulighed for at handle, reagerer vi professionelt og ordentligt og med rettidig omhu, siger Michael Danielsen.