Efter flere års forgæves forhandlinger om en overenskomst indledte lærerorganisationerne i Lærernes Centralorganisation (LC) den 4. oktober 2018 en blokade mod skolen Sputnik. Blokaden betyder, at medlemmer af Uddannelsesforbundet ikke må søge job eller lade sig ansætte hos Sputnik. Og det er den blokades lovlighed, som arbejdsretten netop har godkendt.

Arbejdsgiverne mente, blokaden var ulovlig

Dansk Arbejdsgiverforening og Sputnik indbragte blokaden for Arbejdsretten umiddelbart efter, den var iværksat.

Om skolen sputnik

Skolen Sputnik tilbyder skole- og dagbehandling for børn på alle klassetrin med autismeforstyrrelser og psykisk sårbarhed. Desuden tilbyder Sputnik STU, en treårig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med autisme og/eller psykisk sårbarhed.

Påstanden var, at blokadevarslet var ulovligt, særligt fordi arbejdet på Sputnik allerede var overenskomstdækket med overenskomst mellem Dansk Erhverv for Sputnik og Socialpædagogernes Landsforbund.

Arbejdsretten frifinder

Arbejdsretten frifandt i en klar kendelse den 17. januar 2019 LC for DA's påstand. LC er således ”berettiget til at varsle og iværksætte blokade over for Sputnik til støtte for et krav om at overenskomstdække lærernes undervisningsarbejde på Sputnik.” Dermed fortsætter blokaden og presset på Sputnik for at komme til forhandlingsbordet og få indgået en overenskomst. Og medlemmer af Uddannelsesforbundet må fortsat ikke søge job eller lade sig ansætte hos Sputnik