Er du en af de flere hundrede af Uddannelsesforbundets medlemmer, som hvert år nyder nogle fridage i en forbundets ferieboliger, kan der blive færre boliger at vælge imellem. For fra årsskiftet er det nemlig ikke alle medlemmer, som har adgang til alle forbundets ferieboliger længere.

Det er Tjenestemændenes Forsikring (TJM), der ejer en stor del af boligerne, som Uddannelsesforbundets medlemmer har kunnet leje indtil nu. Men nu har Tjenestemændenes Forsikring på et repræsentantskabsmøde ændret reglerne for udlejning. Det betyder, at det fra næste år kun er de cirka 12 procent af medlemmerne af Uddannelsesforbundet, som er har tegnet forsikring hos Tjenestemændenes Forsikring, der fremover har adgang til boligerne, der er ejet af Tjenestemændenes Forsikring.

For at sikre så mange medlemmer så attraktivt et tilbud som muligt, har forbundets hovedbestyrelse besluttet at investere i tre af boligerne af Tjenestemændenes Forsikring.

- Det har været vigtigt for os, at alle medlemmer vil få muligheden for at kunne leje de fleste af boligerne efter nytår, understreger næstformand i Uddannelsesforbundet, Morten Bay.

Dermed får alle medlemmer frem over adgang til i alt ni ferieboliger mod tidligere 15.

Erhvervelsen af de tre boliger medfører imidlertid samtidig, at Uddannelsesforbundet vil blive nødt til at sætte lejepriserne op.

- Det bliver vi nødt til at gøre, får at få tingene til at hænge sammen, forklarer Morten Bay.

De nye beslutninger har også betydet, at det katalog over ferieboliger, som normalt sendes ud til medlemmerne med årets sidste nummer af Uddannelsesbladet, ikke når at blive klar i år.

Sådan booker du

  • Fra 18. december præcis klokken 11 kan du se og booke boliger i 2020 på uddannelsesforbundet.dk/feriebolig
  • Du kan også ringe til telefonnummer 3330 0659
  • Eller du kan sende en mail til feriebolig@uddannelsesforbundet.dk