Selv om nedslidte muligvis får lov til at gå på pension tidligere, er udsigten for alle andre, at pensionsalderen stiger. Her er nogle gode råd til, hvordan du holder dig fit til et langt arbejdsliv og får mest muligt ud af dit otium.
Du har hørt det så mange gange før, at det muligvis hænger dig ud af halsen. Men det gælder også her: Hold dig i god fysisk form.
For vil du gerne holde dig fit – både fysisk og mentalt – så længe du er på arbejdsmarkedet, for at klare overgangen til dit otium bedst muligt og ikke mindst for at få den sundest mulige pensionisttilværelse, så bør du være opmærksom på KRAM-faktorerne – Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Dertil kommer gode søvnvaner.
- Fysisk aktivitet har en positiv indvirkning i forhold til stort set alt inden for aldring, forklarer Henning Kirk, aldringsforsker, forfatter og foredragsholder.
Åreforkalkning, blodpropper, hjerneblødning og hjertesvigt er blot enkelte af de fysiske lidelser, du kan risikere at få, hvis dit kredsløb bliver dårligere. Men jo mere motion du dyrker, desto bedre kredsløb får du. Og jo bedre kredsløb du har, desto mere styrket hjerne får du samtidig. Motion er altså den bedste forbyggende medicin mod aldring – både for krop og sjæl.
Tidligere mente man faktisk, at det var vigtigt at holde sig i ro – både fysisk og psykisk – når man var blevet gammel for at undgå at slide sig selv ned. Men ikke mindst når det gælder fysisk aktivitet, er mantraet nu tværtimod, at det gælder om at bruge kroppen for at undgå, at den forfalder.
For ens mentale helbred er det desuden afgørende at tilegne sig nye færdigheder som for eksempel at lære et nyt sprog. Hvis man kombinerer det med fysisk aktivitet, kan man opnå flere fordele, påpeger Karsten Vrangbæk, som er professor og leder af en forskningsgruppe ved Center for Sund Aldring under Københavns Universitet.
Som eksempler nævner han at begynde at gå til dans, tai chi eller boksetræning. En anden nøgle til at holde sig mentalt fit er at dyrke sociale relationer.
- Når man går på pension, sker der et brud. Man bliver taget ud af det fællesskab, man var en del af på arbejdet. Og så er det vigtigt at tænke over, hvilke nye relationer man kan indgå i, pointerer Karsten Vrangbæk.
Hvad mener andre af Uddannelsesforbundets medlemmer er en værdig pensionsalder, hvem er de nedslidte, og hvordan holder sig selv i gang?
Det har vi spurgt om i denne voxpop nedenfor.
Isabel Berg, 43 år, ungdomsskolelærer i heltidsundervisningen, stillede forslag til en resolution på Uddannelsesforbundets repræsentantskabsmøde i maj måned om, at alle skulle have ret til at komme på pension i en værdig alder. Men hvad er det?- Vi bliver systemisk syge og nedslidte før tiden. Og er man så heldig at overleve den gennemsnitlige levetidsalder, er det politikernes mening, at vi helst skal arbejde, til det ikke kan lade sig gøre mere. Vi skal helst dø med støvlerne på.
Det siger Isabel Berg, der er ungdomsskolelærer i heltidsundervisningen.På Uddannelsesforbundets repræsentantskabsmøde i maj blev hendes forslag til en udtalelse om, at alle skal have ret til at komme på pension i en værdig alder, vedtaget. For det gør hende harm, at der ikke er større ambitioner for både et værdigt arbejdsliv og en værdig pensionsalder – et realistisk bud er her efter hendes mening i begyndelsen af 60’erne.
- Det overskud af tid og ressourcer, der er kommet på grund af den teknologiske udvikling, skal komme lønmodtagerne til gode. Samtidig har de store generationer jo sparet op, og også de penge kan være med til at betale for en generel sænkning af arbejdstid og fastsat pensionsalder, siger hun og tilføjer:
- Og så tror jeg, at der er løsninger, vi ikke har tænkt ind endnu. For vi har aldrig været rigere, teknologien har aldrig tidligere frigjort så meget tid, så selvfølgelig kan vi lave en bedre pensionsplan og et bedre Danmark.
Jens Espensen, 65 år, underviser i dansk som andetsprog på VUC Lyngby
- Jeg var for nylig sammen med en gammel kollega, som først ville være gået om to år. Men i marts måned ville han pludselig ikke mere. Han stoppede nærmest fra dag til dag og var ligeglad med, at det gik ud over efterlønspræmier og alt muligt. Han kunne ikke mere. Det taler for, at man skal have en variabel pensionsalder, fremfor at andre skal fortælle én, hvornår man kan gå. Men det er svært, for hvem skal afgøre, om det er berettiget?
- Jeg er fortsat på arbejdsmarkedet, fordi jeg har lyst til det. De sidste fem år har jeg udelukkende undervist i dansk som andetsprog, og det er dét, jeg bedst kan lide. Det er interessant, og man møder folk fra hele verden. Det tiltaler mig. Jeg er vældig glad for mit arbejde, så spørgsmålet om pension er ikke aktuelt for mig. Jeg er slet ikke på et sted i mit liv, hvor jeg skal stå i en genbrugsbutik eller bruge en masse tid på at spille golf.
- Jeg har intet pres følt for at skulle gå på pension. Overhovedet. Da jeg rundede pensionsalderen her i vinter, var det eneste, jeg blev spurgt om, hvad jeg havde lyst til næste år. I de år jeg har været på min nuværende arbejdsplads, har der hvert år været folk, der kunne gå på pension, men flere vælger at fortsætte – nogle også i deltidsjob. Så på arbejdspladsen er der tradition for, at alder ikke er nogen hindring, hvis man kan udføre sit job.
- Jeg forsøger at holde mig skarp i forhold til mit fag. Som faggruppeformand i dansk som andetsprog har jeg brugt meget energi på at udvikle arbejdet med digital dannelse og it i undervisningen. Så jeg bruger tid på nye undervisningsmedier og -former. Jeg har også pålagt mig selv at skifte mindst en tredjedel af mine materialer ud med nye efter hvert semester for at holde mig opdateret
- Det skal være 100 procent individuelt, hvornår folk skal have lov til at gå på pension. Der skal ikke være nogen aldersgrænse. I nogle faggrupper er det hænder, arme og ben, der bliver slidt ned, og i andre er det mental nedslidning. Der burde foregå en løbende evaluering af, hvornår folk er så slidte, at de må gå fra. Og der skulle uddanneseksperter til at opstille kriterierne for det. Hvis det kun er en kropslig nedslidning, kan man for eksempel blive vurderet ud fra, om man mentalt klarer sig så godt, at man kan blive omskolet til noget andet. Og hvis man ikke kan det, er man nødt til at pensionere personen.
- Jeg kørte galt for 16 år siden – frontalt ind i en lastbil. Lå i koma i 14 dage med åbent kraniebrud og var fuldkommen knust i kroppen. Jeg blev nærmest lappet sammen og fik at vide, at jeg nok aldrig kom til at gå igen. En god veninde, der er sygeplejerske og specialist i genoptræning, lagde dog et genoptræningsprogram for mig, så nu løber, svømmer og cykler jeg.
- Jeg underviser primært på VVS-linjen lige nu, og de er i gang med køre mig i stand til en kølemontøruddannelse. Min første fulde uddannelse var som VVS-energimontør, men derudover har jeg sindssygt mange faglige uddannelser og certifikater.
- Efter ulykken viste det sig, at min hukommelse og min matematiske-logiske intelligens stadig ligger over gennemsnittet. Men jeg er bygget sådan, at hvis jeg ikke fordrer min hjerne med et eller andet udfordrende, så sander jeg til. Andre føler sig mest trygge og sikre ved at arbejde med rutine. Men jeg er kun sikker og tryg, hvis jeg bliver udfordret. Så det handler om at mærke efter i sig selv. Det er også derfor jeg siger, at man skal have en løbende evaluering af, hvornår man kan få lov at gå på pension.
At udfordre sig selv er med til at holde hjernen ung. Hjernen skal blive overrasket engang imellem, for at forbindelserne i hjernen bliver fornyet.
Det er derfor en fordel at møde mennesker, man ikke har mødt før – for eksempel mennesker med andre politiske holdninger eller en anden kulturel baggrund end ens egne. Man kan eksempelvis engagere sig i frivilligt arbejde. Og også børn – og herunder børnebørn – udfordrer vanetænkningen.
Det gælder netop om at bryde rutinerne. Også fagligt.
- For lærere kan det være en udfordring, at man skal forstå at forny sig, så man holder fast i glæden ved sit arbejde. For at skære det helt ud i pap, så må man ikke lade mageligheden vinde over nysgerrigheden. Der vil være en del undervisere, som forlader sig for meget på rutinen. De kan holde den gående i en del år, men i sidste ende kommer de til at køre træt og brænde ud. De risikerer at dø en faglig død, hvis de ikke fornyer sig, advarer Henning Kirk.
Ligegyldigt hvad man arbejder med, gælder det ifølge ham om at lægge en plan for, hvordan man bliver ved med at udfordre sig selv og holde sig motiveret. Og det er ikke noget, man bør vente med, til man er gået på pension. Jo før man får gjort det at bryde rutiner til en – ja, rutine – desto bedre bliver man til det.
- Jeg holder selv foredrag, og jeg kender godt det med at hvile på laurbærrene, hvis man synes, det kører godt. Så glemmer man at forny sig, forklarer aldringsforskeren.
Og fornyelsen behøver altså ikke at bestå af store didaktiske revolutioner.
- Man kan indarbejde et system, hvor man til hver undervisningstime har et nyt element med. Det kan være en ny anekdote eller et nyt foto. På den måde stimulerer man sig selv til at undervise med en lidt anden vinkling, og der er større chance for, at dem, der bliver undervist, oplever dig som en underviser, der fornyer sig, eksemplificerer Henning Kirk.
Det gode råd til et langt og sundt otium er altså kort sagt at holde både krop og hoved i gang – både inden og efter at du siger farvel til arbejdsmarkedet. Drømmen om et otium med fødderne oppe må derfor måske forblive en fantasi – i hvert fald hvis du vil have mest muligt ud af dit tredje liv.
Kilde: Henning Kirk, aldringsforsker
