Fredag er al undervisning på AOF Syd aflyst. Den sønderjyske kursusvirksomhed, der udbyder kurser og sprogskole i Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder kommuner, har drejet nøglen om. Antallet af kursister er raslet ned, og især danskundervisningen har været hårdt ramt, skriver JydskeVestkysten.

Medlemmer er sikret økonomisk

Konkursen betyder, at 43 medarbejder har mistet deres job, og for dem er der ingen løn for arbejdet i august:

- Det er en rigtig skidt situation, de medarbejdere står i. Ikke nok med, at de har mistet deres job, her og nu mister de også en indtægt. Men alle medlemmer af Uddannelsesforbundet har mulighed for at få et lån, der tilnærmelsesvis svarer til deres løn sandsynligvis allerede i næste uge, fortæller vicesekretariatschef Jens Erik Dam i Uddannelsesforbundet.

De 26 medlemmer af Uddannelsesforbundet, der er berørt af konkursen, bliver fredag kontaktet af forbundet og tilbudt lånet. Lånet svarer til den erstatning, som lærerne senere vil få fra Lønmodtagernes Garantifond.

Møde med de berørte medlemmer

På mandag holder Uddannelsesforbundet møde med de berørte lærere i Sønderjylland:

- Der har de mulighed for at få svar på nogle af de mange spørgsmål, de må sidde med. Det handler selvfølgelig om deres løn, men også hvordan de ellers skal forholde sig i forhold til konkursen, for eksempel om de skal stå til rådighed, siger Jens Erik Dam.

Skolen arbejder ifølge JydskeVestkysten på en redning i form af en rekonstruktion, hvor en anden AOF-afdeling kan overtage aktiviteterne i Sønderjylland.