Vvs-lærer Søren Søgaard håndplukker elever og træner dem i to og et halvt år for at gøre dem klar til DM i Skills. I år vandt en af dem førstepladsen ved Danmarksmesterskaberne med en overlegen præstation.
Til dagligt tager Emil Tornøe Wang en vvs-uddannelse på erhvervsskolen TEC i København. Men 7. april stod han på en scene i Arena Næstved sammen med Lars Løkke Rasmussen. Statsministeren overrakte ham et diplom, der viste, at Emil Tornøe Wang havde vundet Danmarksmesterskabet for lærlinge inden for sit fag.
Ved prisoverrækkelsen så den unge mand fra Glostrup rolig ud. Men han er ikke kommet til titlen ved at ligge på den lade side. Bag den ligger timevis af øvelse og bag Emil Tornøe Wang står en lærer, som er mindst ligeså stort et konkurrencemenneske som hans elev.
- Det er fedt at se, at arbejdet bærer frugt, for man kommer ikke sovende til det, hverken som elev eller lærer, fortæller en stolt Søren Søgaard, der underviser i vvs ved TEC.
De har begge lagt utallige timer i træningen. Uden det kan man ikke vinde, understreger vvs-læreren.
- Eleven skal have talent for det. De bliver nøje udvalgt allerede fra omkring første skoleperiode. Og de er først klar mellem tredje og fjerde skoleperiode. Så det tager et par år, hvor jeg som lærer er inde over dem hele tiden for i samarbejde med deres mester at forme dem, forklarer Søren Søgaard.
Selve træningen består især af at gentage de samme øvelser om og om igen.
- Præcision er ufattelig vigtigt. Hver gang der er én millimeter, der går ud over, hvad der kræves i opgaven, bliver der trukket point fra. Og så skal de være hurtige. Til mesterskabet var det kun Emil, der blev færdig med hele opgaven. Og når man bliver presset på tid, skal man have trænet meget, gengiver Søren Søgaard.
Emil Tornøe Wang får overrakt vinderdiplomet af statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Emil Tornøe Wang præsterede bedst foran de cirka 55.000 besøgende, der gæstede Arena Næstved over tre dag.
Søren Søgaard og Emil Tornøe Wang er siden blevet fejret med rådhuspandekager på Københavns Rådhus. Men for Søren Søgaard er DM i Skills aldrig rigtig slut. Han har allerede to nye unge talenter, han træner til at blive klar til næste års DM, ligesom han også er ved at starte elever op til mesterskaberne i 2021. Han har nærmest sin egen lille talentfabrik.
- De skal bygges op i lang tid for at kunne modstå presset. Jeg plukker dem fra første skoleperiode til de er klar to og et halvt år efter, afslører Søren Søgaard.
For at komme til DM skal eleverne først gå videre fra et skolemesterskab og derefter også et regionsmesterskab. Søren Søgaard har stillet op med elever tre gange tidligere. I år er anden gang, han er kommet helt frem til Danmarksmesterskabet, og første gang en af hans elever har vundet.
- Der er benhård konkurrence. Så man skal også forberede eleverne på, at selv om de træner og træner og træner, så er det ikke sikkert, at de kommer så langt, påpeger Søren Søgaard.
DM i Skills bliver i 2020 afholdt i Bella Center i København 16.-18. januar.