Politiet har torsdag morgen bedt alle elever om at holde sig hjemme fra Techcollege i Aalborg. Også de ansatte er blevet opfordret til at tage hjem og arbejde hjemmefra resten af dagen med for eksempel forberedelse. Det skriver Techcollege på sin hjemmeside.

- Det er en ubehagelig situation, siger Martin Filt, der er fællestillidsrepræsentant på Techcollege og medlem af Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse.

Han udtrykker fuld tillid til, at skolens ledelse og politiet håndterer selve bombetruslen.

- Men det er fuldt forståeligt, hvis der er nogle kolleger, som har behov for at tale med nogen om, hvad der foregår. Har man det, er man altid velkommen til også at ringe til sin tillidsrepræsentant. Har man spørgsmål, skal vi nok sørge for at få samlet op på dem, siger Martin Filt.