Lærerne på landets VUC’er får i løbet af november at vide, om de skal arbejde på FGU eller fremtidens AVU. De har selv skullet ønske, hvor de gerne ville hen, men ingen af dem har vidst, hvad valget indebar, og om ønsket bliver opfyldt. Det har gjort valget meget svært, fortæller de to AVU-lærere Maj Jönsson og Thomas Simonsen fra KVUC.
Da AVU-lærer Thomas Simonsen før sommerferien skulle forklare sin kæreste, hvorfor det har været så svært at vælge mellem et fremtidigt arbejde på FGU eller AVU, bad han hende forestille sig, at hun skulle rejse sommeren 2019. Hvilket rejsebureau hun skulle med, hvad rejsen kostede, eller hvor lang tid den tog, havde hun ingen anelse om. Og heller ikke, hvor hun skulle hen, og hvad hun derfor skulle vælge at pakke. Det eneste, hun vidste, var, at hun skulle på en rejse august næste år.
- Hun var forarget og forundret og sagde, at ”det er der jo intet rationelt menneske, der vil kunne træffe et valg ud fra”, fortæller Thomas Simonsen, AVU-lærer på Københavns VUC, KVUC.
Det er ikke desto mindre det, VUC-lærere over hele landet har gjort de seneste måneder – indgivet ønske om, hvor de gerne vil arbejde, når den forberedende grunduddannelse for unge, FGU’en, bliver en realitet fra 1. august 2019. Men hvordan vælger man, når man ikke aner, hvad valget indebærer. Når FGU’en stadig ingen læreplaner eller adresse har, og når ingen kender det AVU, der bliver tilbage. I skrivende stund er der ikke engang sat tal på det antal lærere, der bliver behov for de to steder.
AVU-lærer Maj Jönsson fra KVUC mener, at der har været for mange ubekendte faktorer til at tage et kvalificeret valg.
- Jeg har formået at parkere den tryghed og stabilitet, som ellers er enormt vigtigt for mig, et andet sted i den her periode. Jeg kan sætte en hel masse ord på, hvorfor jeg synes, det er forfærdeligt, men jeg har en fornemmelse af, at det nok skal gå. Måske også fordi jeg har den her vished om, at det er lidt ude af vores hænder. Der sidder nogle andre i sidste ende og lægger puslespillet, siger Maj Jönsson.
Vi har mødt Maj Jönsson og Thomas Simonsen en lille uge, før de skulle indgive ønske om, hvor de gerne vil arbejde efter august næste år. Og usikkerheden, rådvildheden og nervøsiteten har fyldt alt i lærerkollegiet, fortæller de, som begge selv har været i tvivl om deres ønske. De kan se både positive og negative ting ved at arbejde i henholdsvis FGU og AVU.
Hvad de har valgt, vender vi tilbage til.
Hvorfor AVU?Den 1. oktober indgav Maj Jönsson og Thomas Simonsen deres ønske, og det endte med at blive AVU for begges vedkommende. Og den 30. oktober klokken 15.15 får de og øvrige kolleger på KVUC besked i e-boks og e-mail om, hvorvidt ønsket går i opfyldelse.
Maj Jönsson er ikke i tvivl om, at denne næste del af processen, hvor lærerkollegiet bliver delt i to, kan blive den værste:
- I virkeligheden bliver det behandlet præcist som en fyringsrunde, når vi får beskeden, og reaktionerne vil være de samme. Mange vil blive kede af det, og nogle vil føle det, som om de bliver vraget, hvis de ikke får deres ønske opfyldt. Og det med ikke at være herre over noget og skulle noget, man ikke selv har valgt, det bliver jo frygteligt, siger hun.
Maj Jönsson har arbejdet på KVUC i cirka fem år. Før det var hun i folkeskolen og prøvede forskellige typer specialundervisning. Hun valgte at blive AVU-lærer, fordi hun trængte til at skifte sted og luft, selv om VUC jo lidt er en ”hemmelig klub”, som hun siger. Men nu er hun ”superglad for at arbejde med en gruppe, som ikke kan gå andre steder hen for at få undervisning”.
Thomas Simonsen startede på KVUC et halvt år efter Maj som deltidsansat samfundsfagslærer på KVUC, mens han stadig uddannede sig til folkeskolelærer. Og så blev han ”smaskforelsket” i kursistgruppen, som han har den allerstørste respekt for: ”De har megadårlige skoleerfaringer, og så vælger de alligevel at gå tilbage og prøve igen”.
