Det bliver en fælles kamp. Budskabet var det samme, både fra topforhandlerne på talerstolen og de flere end 10.000 tillidsvalgte fra de offentlige fagforbund, som var samlet til fælles stormøde før den forestående konflikt.
- Her kan man virkelig mærke, at det er en sag, der går tværs af faggrupper. Som en af de andre TR’er ved mit bord sagde for lidt siden, så er vi nu én gruppe.
Sådan sagde Isabel Berg fra ungdomsskolen i Albertslund. Hun var en de flere end 10.000 tillidsrepræsentanter (TR’ere), der var samlet til stormøde i Fredericia for alle tillidsvalgte i de fagforbund, der ser ud til at blive en del af den overhængende konflikt, som formodentligt begynder 4. april.
Under stormødet sad hun sammen med tillidsrepræsentanter fra de øvrige arbejdspladser i Albertslund Kommune. Og allerede på stormødet var de godt i gang med at organisere lokale aktiviteter.
Isabel Berg var også tillidsrepræsentant under lockouten i 2013. Dengang var det op ad bakke at få forklaret medier og omverdenen, hvorfor det er så vigtigt for undervisere at have en reel aftale om arbejdstid.
- Denne gang er det hele den offentlige sektor, der føler sig trådt på. Vi er mange, og vi står sammen. Og vi har også befolkningen med os, sagde Isabel Berg.
2013 gav ar på sjælen
Selv om konflikten er anderledes end 2013, og lærergrupperne nu også står sammen med resten af de offentlige ansatte, så kommer oplevelserne fra fem år tidligere tilbage til Isabel Berg og hendes kolleger.
- Jeg oplever vrede hos mine kolleger. Og de kan blive kede af det, når vi taler om lockouten i 2013. Konflikten handler også om, at vi skal føle os ordentligt behandlet. Sophie Løhde skal tale ordentligt til og om de offentligt ansatte – lige som vi taler ordentligt til vores elever og kursister. Det handler også om ligeværd.
Det kunne Helle Lind og Eva Elkær Hansen, der begge er tillidsrepræsentanter på EUD på Campus Bornholm, bakke op om på stormødet.
- Sidst blev vi kørt over. Det vil vi ikke denne gang, lød det fra Eva Elkær Hansen.
Som erhvervsskolelærer er hun og de øvrige lærere, som underviser på EUD, ansat på tjenestemandligendende vilkår, og de kan derfor hverken strejke eller lockoutes.
- Men det er alligevel vores konflikt, og vi bakker selvfølgelig op om både de strejkende og lockoutede, siger Eva Elkær Hansen.
Derfor tog hun og Helle Lind også turen fra Bornholm til Fredericia for at deltage i stormødet.
- Det er jo vigtigt. Både når det handler om frokostpause, løn og en aftale om arbejdstid. De tre punkter har samme indflydelse på vores arbejdsliv, selv om vi er ansat på tjenestemandlignende vilkår. Vi skal have en aftale i stedet for en lov, som alligevel ofte ikke bliver overholdt – uden det overhovedet har konsekvenser, lød det fra Helle Lind.
- Solidaritet er blevet moderne. Det er stort at være her, bakkede Eva Elkær Hansen op.
Også tillidsrepræsentanterne fra Bornholm styrkede deres netværk til de øvrige forbund på øen, som de var placeret sammen med, under hele stormødet.
Bred støtte på stormødet
I løbet af dagen i Fredericia var der opbakkende video-hilsner fra kendisser som sangeren Niels Hausgaard, tv-vært Thomas Schou og anføreren for kvindernes fodboldlandshold, Pernille Harder.
Det samme var der fra Christa Ceré, som er formand for CAU, der organiserer kabinepersonalet. Netop CAU fik selv stor opbakning fra den øvrige faglige organisationer, da der blev kæmpet mod Ryan Air i 2015.
- I 2015 var det os, der stod over for en overmagt. Med den støtte, som vi fik fra mange af jer, der er samlet i dag i Fredericia, stod vi igennem og vandt. I stod skulder mod skulder med os foran Arbejdsretten. Denne gange er det jer, der står forrest. I skal vide, at vi står lige bag jer, sagde Christa Ceré.
Både hun og de øvrige talere fik bragende klapsalver fra hele Messe C i Fredericia.