Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, blogger om overenskomstforhandlingerne på de offentlige områder.
Ikke så overraskende træder KL i statens fodspor og varsler lockout. Det giver udsigt til en historisk uset storkonflikt og frembringer ubehagelige minder.
Ikke helt uventet følges arbejdsgiverne endnu engang tæt ad. Først på dagen varslede innovationsminister Sophie Løhde lockout for omkring 120.000 statsansatte. Og her senere på dagen har Kommunernes Landsforening, KL, fulgt trop og varslet lockout for omkring 250.000 kommunalt ansatte.
Allerede da Løhde trak lockout-kortet stod det klart, at vi kan være på vej ud i en konflikt uden historisk fortilfælde. Aldrig før har staten iværksat en så omfattende lockout.
Med KL’s lockoutvarsel er der risiko for, at konflikten bliver af proportioner, som ligger langt over, hvad vi tidligere har set. I alt 440.000 offentligt ansatte (de regionalt ansatte medregnet) kan dermed være på vej i – hvad der kun kan betegnes som storkonflikt.
KL har fornyelig meldt ud, at den er en selvstændig arbejdsgiver. Men at der foregår en koordinering mellem innovationsministeren og KL kan der ikke herske megen tvivl om.
Både KL og statens forhandlere bruger vendinger som ”rigide regler” og ”putte i kasser”. Og især brugen af det usædvanlige begreb ”omkalfaltring” efterlader ingen tvivl om, at de to arbejdsgivere ikke kun taler samme sprog, men også taler sammen.
I 2013 var der også udtryk, der gik igen hos begge de to offentlige arbejdsgivere. Og konsekvenserne af koordinering kender alle danske lærere desværre alt for godt: lærerlockouten blev afsluttet af et lovindgreb, og på den måde kunne man finansiere den folkeskolereform, man havde vedtaget forud for overenskomstforhandlingerne.
Min frygt er, at vi ser en lignende plan udfolde sig lige nu. De offentlige udgifter skal holdes nede, mener man i regeringen. Mit håb er, at vi ikke ser en gentagelse af forløbet i 2013.