Nyeste søgetal fra Undervisningsministeriet viser endelig en stigning i søgningen til erhvervsuddannelserne efter grundskolen. Afgørende ikke at hvile på laurbærrene, lyder det fra Hanne Pontoppidan.
Søgningen til erhvervsuddannelserne er steget med næsten et procentpoint efter at have været faldende i flere år. Dermed har 19,4 procent af eleverne i 9. og 10. klasse valgt en erhvervsuddannelse som førsteprioritet, da de satte kryds ved, hvilken ungdomsuddannelse de ønsker at blive optaget på efter sommerferien. Sidste år var det 18,5 procent, der søgte ind på en erhvervsuddannelse.
Årets ansøgningstal er det højeste antal siden 2014. Fremgangen ses dog helt overvejende på erhvervsuddannelser med eux, som giver adgang til de videregående uddannelser. Sidste år udgjorde den gruppe af elever 30 procent af den samlede søgning til erhvervsuddannelserne, mens det i år er 32 procent.
Formanden for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan, hilser udviklingen velkommen.
- Det er rigtig godt, at der langt om længe er lidt lys for enden af tunnelen, og at det ser ud til, at søgningen til erhvervsuddannelserne igen stiger. Og selv om vi gerne havde set, at der også var en større fremgang på de almindelige erhvervsuddannelser, så er vi glade for, at flere unge ser mulighederne i de uddannelser, som erhvervsskolerne tilbyder, lyder det fra Hanne Pontoppidan.
Hun har dog ikke armene helt oppe over hovedet af begejstring, for selv om hun er positiv, er det dog stadig kun en lille fremgang efter mange år med nedgang.
- Nu skal vi bare holde fast i den her gode udviklingen og allerhelst øge væksten betragteligt. Det betyder selvfølgelig også, at man ikke skal belaste erhvervsuddannelserne med flere besparelser. Og når søgetallene kommer næste år, håber jeg inderligt, at vi ser en markant vækst af unge, som søger – også på den traditionelle erhvervsuddannelse. Vi skulle gerne nå meget tættere på det mål, politikerne rent faktisk har defineret: at 25 procent i 2020 og 30 procent i 2025 vælger en erhvervsuddannelse lige efter grundskolen, siger formanden.