Statslige arbejdsgivere lægger sig ud med alle lønmodtagere

Nu er det en uge siden, forhandlingerne skulle gå ind i sin afsluttende fase – og med en uges forsinkelse på det statslige område, men pyt. Organisationerne på både det statslige og det kommunale område havde sat sig op til lange forhandlinger, der: 

• skulle lande en et samlet resultat, der afspejler, at krisen er overstået
• skulle lave nogle pæne lønstigninger, der matcher de private forlig
• skulle fastslå, at betalte spisepauser er en del af overenskomsten
• skulle ende i en aftale om lærerarbejdstid
• og derudover skulle resultere i løsninger på en lang række andre forhold

Men... sådan gik det ikke. Først sagde kommunerne fra. De mente ved nærmere eftertanke ikke, de kunne være med til at lægge rammen for et samlet resultat. Det måtte ske på det statslige område. De kommunale forhandlinger blev derfor sat på pause, til den statslige ramme var lagt fast. 

I denne uge har forventningerne således været fuldt og helt vendt mod de statslige forhandlinger. Der har været brugt mange timer, men resultatet udeblev.

Økonomien giver rum til lønforhøjelser

Staten fastholdt hårdnakket, at de offentligt ansatte er lønførende, og derfor skal spises af med minimale lønstigninger over den tre årige overenskomstperiode. I de faglige organisationer er vi  lodret uenige. Vi har fremlagt grafer over lønudviklingen de sidste 20 år på hhv det private og det offentlige område, og de viser klart en parallel udvikling. Nogle år en lille fordel for den ene gruppe, andre år for den anden. Men over de 20 år følges grupperne pænt ad.

Vores krav var omvendt, at de forbedringer, der er i dansk økonomi, også skal kunne mærkes i rammen og i de offentligt ansattes lønningsposer. 

Efter mange timers forhandlinger måtte arbejdsgiverne og vi derfor konstatere, at der er sammenbrud i de generelle forhandlinger på det statslige område. Arbejdsgiverne vil simpelthen ikke lave et OK-resultat med os, der sikrer, at vi i årene fremover har en lønudvikling som på det private arbejdsmarked. Og vi vil ikke lave et OK resultat med dem, der gør, at vi sakker langt efter de privat ansatte. 

Kommunale strenge til staten

Nu vendes blikket så atter mod KL. Efter et statsligt sammenbrud må KL tage stilling til, om de så alligevel er indstillet på at forhandle om en kommunal ramme uafhængigt af staten. Vi håber det, og er naturligvis klar til at forhandle, når de kommunale arbejdsgivere er klar.

Jeg må sige, at det her er godt nok et mærkværdigt forhandlingsforløb. Man får den tanke, at arbejdsgiverne helt bevidst er gået efter et sammenbrud og har forsøgt at tilrettelægge det, så det lignede, at sammenbruddet skyldtes en flok fornærmede og forkælede lærere. Det sidste lykkedes dem heldigvis ikke. Det ville da også have være helt urimeligt, når man betænker, hvad det er vi har spillet ind i forhandlingerne. Vi har gennem hele forløbet oprigtigt forsøgt at imødekomme arbejdsgivernes ønske, om at lærere skal arbejde på normaliserede vilkår. Vi har med alle vores forslag accepteret den præmis men blot insisteret på, at lærere ikke skulle have ringere arbejdstidsvilkår end andre offentligt ansatte. 

Den samlede fagbevægelse for de offentligt ansatte, kan samstemmende konstatere, at arbejdsgiverne ikke vil løse problemer, men kun ønsker at finde veje til at billiggøre løsningen af de offentlige opgaver. Det er naturligvis fuldstændigt uacceptabelt for de faglige organisationer, og dermed er en konflikt på det samlede offentlige område rykket et skridt nærmere.

Vi gør os klar i flok

Organisationerne er nu ved at koordinere, hvilke steder, vi skal varsle medlemmerne i strejke, hvis der ikke i sidste øjeblik nås et resultat. Desuden indkalder vi i Uddannelsesforbundet alle vore tillidsrepræsentanter på de offentlige områder til møde den 27. februar– altså tirsdag i næste uge, hvor vi gør status på forhandlingerne, giver vurderinger på den nærmeste fremtid og vender de spørgsmål, der naturligt opstår om lånemodel og regler under en konflikt.

Om der kommer en konflikt eller ej, afhænger af, om vi i sidste øjeblik når et resultat. Størrelsen på konflikten afhænger af, om der alene bliver varslet strejke, eller om arbejdsgiverne vælger at lockoute de resterende overenskomstansatte. Der er mange ubekendte lige nu, men vi er beredt, uanset hvad der sker. Vi vil dog til det sidste håbe på, at vi når et resultat.

Afslutningsvis er der grund til at glæde sig over det sammenhold og den solidaritet, der har udspillet sig i fagbevægelsen her i fm OK18. Det har været forbilledligt, og der er grund til at takke de formænd, der sidder i forhandlingsudvalgene på hhv det statslige, det kommunale og det regionale område for deres store arbejde.