Både arbejdsgiverne og lønmodtagerne har forskellige konfliktvåben til rådighed. Hvilket af dem, der bliver trukket og i hvilken rækkefølge, er afgørende for, hvilke lærere der bliver udtaget til en eventuel strejke eller ramt af lockout.
Med sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne på det statslige område fredag og på det kommunale område mandag er en storkonflikt rykket nærmere.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at du som offentligt ansat lærer skal nedlægge arbejde eller bliver afskåret fra at undervise af din arbejdsgiver, hvis der bliver konflikt. Omvendt er der dog også mulighed for, at alle overenskomstansatte i det offentlige bliver omfattet af strejke eller lockout.
Om du bliver udpeget til at strejke af dit fagforbund, eller om du bliver ramt af lockout af din arbejdsgiver, afhænger nemlig af en række forhold. Afgørende er, hvilken form for konflikt det bliver, og hvem der har trykket på den endelige aftrækker.
Der er overordnet to former for konflikt, alt efter hvem der trækker strejkevåbenet. Både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden har nemlig hver deres konfliktvåben. Den ene er en strejke. Her er det lønmodtagerne, der vælger at nedlægge arbejdet. Den anden form er en lockout. Her er det arbejdsgiverne, det fratager medarbejderne muligheden for at gå på jobbet.
Uanset hvilken part, der trækker konfliktvåbnet, kan du faktisk ikke selv bestemme, om du vil deltage i en konflikt eller ej.
Er det lønmodtagersiden, som vælger at strejke, er det fagforeningerne, som beslutter, hvilke af deres medlemmer der skal strejke – for det er ikke nødvendigvis alle. Fagforbundene vil typisk indkalde 10-15 procent af deres medlemmer til at strejke. På den måde kan de målrette strejken, så den udelukkende rammer udvalgte arbejdspladser, og forbundene har råd til at holde strejken kørende i længere tid.
Fagforbundene har dog også kraftigere skyts i deres arsenal. De kan nemlig også vælge at indkalde alle medlemmer til strejke. Dermed bliver strejken mere slagkraftig. Men den bliver også vanskeligere at holde kørende i længere tid for fagforeningerne, idet det er langt dyrere for forbundene at støtte deres medlemmer økonomisk. De konfliktomfattede får nemlig ikke løn under konflikten.
Hvilke medarbejdere, der bliver ramt af en lockout, afhænger af, hvilken arbejdsgiver der iværksætter den.
Er det Moderniseringsstyrelsen, der er arbejdsgiver på det statslige område, er det de statsligt overenskomstansatte, som bliver forment adgang fra deres arbejde og dermed ikke får løn under konflikten. Er det Kommunernes Landsforening, der er arbejdsgiver på det kommunale område, er det de kommunalt overenskomstansatte, der bliver ramt.
Både Moderniseringsstyrelsen og Kommunernes Landsforening har som særlig krudt i deres ammunitionslager desuden mulighed for at lockoute enten alle ansatte inden for deres område eller bestemte grupper – for eksempel lærerne.
Selv om begge parter kan vælge at varsle en konflikt, er det imidlertid ikke ensbetydende med, at der bliver strejke, hvis det er arbejdsgiverne, som har iværksat konflikten. Arbejdsgiverne kan nemlig vælge at lockoute medarbejderne, inden lønmodtagernes strejkevarsel er trådt i kraft.
Det kaldes en defensiv lockout – modsat en offensiv lockout, hvor det er arbejdsgiversiden, som har varslet først. Arbejdsgiverne vil typisk vælge en defensiv lockout for at dræne fagforbundenes økonomi eller for at konflikten overstået hurtigst muligt.
Parterne kan ved årets overenskomstforhandlinger tidligst varsle konflikt fra 1. april. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke kan gøre det senere. Dermed er det stadig for tidligt at sige, om der bliver konflikt, og hvem der præcist vil blive omfattet.
Lønmodtagersiden har dog meldt ud, at der foregår en koordinering af, hvilke medlemmer de i givet fald vil udpege. Samtidig har såvel Kommunernes Landsforening som Moderniseringsstyrelsen ifølge pressen erklæret, at de er klar til at lockoute som modtræk, hvis fagforbundene varsler strejke.