Arbejdsgiverne afviser alt – selv deres eget ønske

Vi står i en fuldstændig grotesk situation. Ved overenskomstforhandlingerne i 2013 var det arbejdsgiverne magtpåliggende at tale om normalisering af lærernes arbejdstid. Nu skulle det være slut med puljer og kasser, og lærerne skulle have arbejdstidsregler fuldstændig magen til dem, der gjaldt på det øvrige offentlige arbejdsmarked. Det var arbejdsgiverne så magtpåliggende, at de valgte at lockoute alle - både lærere og vejledere - for at sikre sig, at lærerarbejdstidsaftalerne blev begravet, så en ny normaliseret hverdag kunne opstå.

Som bekendt endte det efter fire ugers lockout med et lovindgreb, der ikke betød en normalisering, men derimod gav de lokale ledelser en ensidig og udstrakt grad af fleksibilitet. Vi har gentagne gange måttet konstatere, at lov 409, som indgrebsloven hed, har afstedkommet et dårligt arbejdsmiljø, mangelfuld tid til forberedelse og en høj grad af både vilkårlighed og uigennemsigtighed.

Derfor har det været et højt prioriteret krav hos vores medlemmer at slippe af med loven og få den erstattet af en arbejdstidsaftale, der dels sikrer læreres professionelle muligheder i arbejdet, dels ikke er ringere end andre offentlige ansattes arbejdstidsregler.

Vender eget ønske ryggen

Vi har nu i et par måneder forsøgt at komme i forhandlinger med arbejdsgiverne om, hvordan en sådan ny aftale kunne se ud. Arbejdsgiverne har været afvisende og henholder sig til, at de faktisk er overordentligt tilfreds med lov 409.

Vi forstår på arbejdsgiverne, at de ikke ønsker en professionsmodel. Men hvordan i alverden kan de sige nej til en reel normalisering? Det virker enormt hult, at man i 2013 kan lade det være helt, helt afgørende med en normalisering, og så her fem år senere pure afvise, at normaliserede arbejdstidsregler kan fungere i en skoleverden. Og det er præcis det, arbejdsgiverne gør.

Kommer os ikke i møde

Vi har fremlagt modeller for arbejdsgiverne, der tager udgangspunkt i nuværende arbejdstidsregler fra andre dele af det offentlige arbejdsmarked, og vi har i forhold til hver model sagt, at der selvfølgelig kan ændres i forslagene, hvis der er noget, der ikke passer til området. Men hvis der er noget, arbejdsgiverne vil have ændret, skal vi jo lave en aftale om, hvad det er værd – hvad vi skal have i stedet. Dertil er det dog aldrig kommet.

Jeg kan kun opfatte det således, at KL og Moderniseringsstyrelsen faktisk ikke ønsker at imødekomme lærernes krav om en reelt normaliseret hverdag. Det må da undre det lokalpolitiske bagland og folketingets politikere. Det undrer i hvert fald den samlede fagbevægelse.

Der er brug for enighed

Pt er forhandlingerne gået i stå. Jeg håber ikke, det fortsætter, for vi har alle brug for at nå til enighed, så der fremover igen kan komme aftalte spilleregler for tilrettelæggelsen af lærernes arbejdstid - spilleregler, der gør, at lærere på samme vis som øvrige offentlige ansatte kan kende deres arbejdstid og får løn for al det arbejde, de leverer.

I Uddannelsesforbundet og LC er vi klar til at genoptage forhandlingerne. Jo før jo bedre. Vi skal simpelthen i mål. Det bør være muligt, for en normalisering har jo i hvert fald over tid åbenbart været vores alles ønske.