Lad nu forhandlerne få arbejdsro

Når der varsles konflikt, overgår forhandlingerne til Forligsinstitutionen. Her gælder særlige spilleregler, og forligsmanden styrer suverænt, hvad der skal drøftes og hvornår. Hun vælger nogle gange at tale med begge parter på samme tid, men oftere på tomandshånd. Og så er der streng tavshedspligt, så medierne ikke udgør en ekstra forhandlingsdimension.

Det er et godt koncept, der lægger begge parter under pres, samtidig med at forligsmanden som udenforstående og ny i drøftelserne kan kigge på problemerne med nye briller.

Det forudsætter dog, at man som forhandler holder sig til spillereglerne. Og det fordrer, at journalisterne respekterer tavsheden og ikke konstant forsøger at lokke nyt frem, eller at de i fravær af nyheder selv opfinder dem. Og her må jeg sige, at det er gået seriøst galt på et tidspunkt, hvor vi bare har brug for arbejdsro til forhandlerne og forligsmanden. Søndag forlød det for eksempel i flere timer, at der var fremlagt et papir, som flere forhandlere var positive overfor. Der forelå imidlertid intet papir, og der var derfor heller ikke grundlag for hverken internt eller eksternt af have holdninger til dette fiktive papir!

Først sidst på eftermiddagen blev meldingen på TV2 ændret til, at der åbenbart alligevel ikke var et papir men kun en mundtligt udspil. Det er simpelthen ikke ok.

Sådanne fodfejl rejser tvivl om sagligheden i mediedækningen, men det rejser også undren blandt medlemmerne om, hvad det egentlig er, der foregår.

Jeg håber, at vi kan færdiggøre forhandlingerne uden mere pressecirkus. Der står simpelthen alt for meget på spil til, at det er sjovt med fodfejl og mediekiks.