Omkring 3.400 tillidsrepræsentanter fra både offentlige og private arbejdspladser mødtes onsdag i Odense for at slå et slag for velfærd vægtes højere end skattelettelser af politikerne. Det skete under banneret ’Danmark For Velfærd’.

Budskabet fra mødet var, at investeringer i velfærd ikke er en byrde for erhvervsliv og dygtige iværksættere. Tværtimod har en stærk, effektiv og borger-orienteret offentlig sektor gjort Danmark til et af verdens bedste og mest konkurrencedygtige samfund.

Mere konkret er beskeden fra de tillidsvalgte, at det økonomiske råderum ikke skal bruges på skattelettelser, men på at fremtidssikre kvaliteten af de offentlige tilbud. Det vil sige, at der skal flere hænder i eksempelvis ældreplejen, sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet.

Uddannelsesforbundet: Der bliver sagt fra

Også Uddannelsesforbundet er repræsenteret på mødet, blandt andre i skikkelse af forbundets formand.

- Det er et rigtigt vigtigt møde. Det er i den grad ikke hver dag, at så mange tillidsfolk på tværs af de faglige organisationer mødes. Det er udtryk for, at der bliver sagt fra over for den udvikling, der sker i disse år. Vi vil simpelthen noget andet. Vi vil en velfungerende offentlige sektor, og vi ser det både som en naturlig del af et velfærdssamfundet og som en forudsætning for at det private erhvervsliv kan fungere optimalt, slår Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, fast.

Hun pointerer, at Danmark er et af verdens rigeste samfund.

- Der skal simpelthen være råd til, at vi tager os af de svageste, lige som det er en forudsætning for udviklingen af den private sektor, at der er en velfungerende offentlig sektor, påpeger forbundsformanden.

Det er LO Storbyerne, FTF's regioner, Blik og rørarbejderforbundet, BUPL, Danmarks Lærerforening, Dansk El-forbund, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske Bioanalytikere, Danske Fysioterapeuter, FOA, HK, Kost & Ernæringsforbundet, Malerforbundet, PROSA, 3f og Uddannelsesforbundet, der står bag arrangementet.