Regnemodeller viser altid en politisk retning
Hvordan er det sket, at investeringer i uddannelse udelukkende ses som en finanspolitisk udgift, mens skattesænkninger forudsættes at gøre samfundet rigere? Niels Fuglsang har på Uddannelsesforbundets kongres den 17. november fået forbundets pris for i sin ph.d.-afhandling at gå bag om de regnemodeller, der bliver brugt af skiftende regeringer. Og hans forskning viser, at de aldrig er neutrale.
Er det kun skattelettelser og lavere overførselsindkomster, der får os til at ændre adfærd, så vi bliver ekstra vilde med at arbejde mere, og så samfundet i sidste ende bliver rigere? Eller kan det også være massive investeringer i velfærd som for eksempel uddannelse?
Vi ved det ikke – endnu. For mens skiftende regeringer siden slutningen af 1980’erne har valgt at bruge finansministeriets regnemodeller til at regne ud for os, at skattesænkninger i sidste ende gør samfundet rigere, har de ikke brugt krudt på at få besvaret det andet spørgsmål – om investeringer i uddannelse og generelt i offentligt velfærd udelukkende skal placeres som en udgift, eller om de også kan blive en indtægt. Undersøgelser af de finanspolitiske regnemodeller og deres såkaldte dynamiske effektberegninger på blandt andet investeringer i uddannelse har ikke været et politisk tilvalg.
Det begynder stadig flere imidlertid at stille spørgsmålstegn ved. Blandt dem cand. scient. pol. Niels Fuglsang, der i sin ph.d.-afhandling viser, at regnemodellerne ikke er objektiv videnskab, men udtryk for et politisk valg. Han har på Uddannelsesforbundets kongres på Crown Plaza den 17. november fået forbundets pris for sin forskning.
- Man kan ikke have en hel verden inde i en regnemodel. Derfor er man nødt til vælge, hvilke dele, man vil tage ind, og hvilke man vil tage ud. Så når embedsmænd og politikere siger, at regnemodellerne er objektive, upolitiske og fakta-baserede, siger jeg, at de altid er udtryk for prioriteringer. Man kan aldrig lave en neutral regnemodel. Den vil altid have en retning, siger Niels Fuglsang og forklarer, at når regnemodellerne bliver fremstillet som ”en slags blackboks, der spytter objektive tal ud”, stiller man ikke så mange spørgsmål ved dem:
- Dermed bliver de et ret effektiv redskab til at vende politikken i en bestemt retning. Regnemodellerne har større indflydelse på, hvilken politik der bliver ført, end om det er en blå eller rød regering, der fører den, siger han.
Er det rigtigt, at skattesænkninger per automatik får folk til at arbejde mere? Hvad hvis de i stedet vil arbejde mindre, fordi de vil få mere udbetalt? Eller hvad hvis de slet ikke har muligheden for at få mere arbejde, selv om de gerne vil? Det er den slags spørgsmål, som ikke bare Niels Fuglsang, men også andre er begyndt at stille om de såkaldte dynamiske effekter af regnemodellerne.
- Folketingets økonomiske konsulenter har undersøgt situationen i Norge, Sverige og USA, hvor det ikke er fast praksis at medregne dynamiske effekter af skattesænkninger. Folketingets økonomer siger desuden, at der ikke er nyere studier der kan understøtte Finansministeriets metoder på området.
- Et flertal i Finansudvalget pålagde i sommer finansministeren at ændre sin ”regnemaskine”, så den også tager højde for effekterne ved et øget offentligt forbrug. Finansminister Kristian Jensen har foreløbig tilbagevist med begrundelsen, at man ikke kan gøre det på et fagligt grundlag. I en forskningsaftale indgået i 2017 er der dog blevet afsat 12 millioner kroner til at undersøge effekterne forskellige offentlige indsatser med henblik på at forbedre regnemodellerne. Her kommer blandt andet regnemodel-analysen fra Niels Fuglsang ind. Den skal være med til at give et fagligt grundlag.
- Socialdemokraternes leder Mette Frederiksen har for nyligt stillet sig kritisk over for regnemodellernes forudsigelser om effekter af skattesænkninger i et interview til Berlingske Tidende: ”Det, der altid er problemet med økonomiske modeller, er, hvis de bliver brugt til at forklare alt og ikke har et blik på andre aspekter. Så mener jeg faktisk ikke, de kan bruges til så meget, som de ofte bliver tillagt”, sagde hun”-
Det har konsekvenser
Niels Fuglsangs forskning handler derfor om at få blotlagt og forstå, hvordan regnemodellerne har udviklet sig siden 70’erne, og hvem der har styret dem i den retning, det er sket.
Efter hans mening kan man godt sige, at regnemodellerne har udviklet sig i en mere borgerlig retning, hvis man ser borgerlig som fokusering på skattesænkninger:
- Man har inkluderet flere og flere metoder i modellerne til at regne på, hvilke incitamenter skattesænkninger giver, for at folk vil arbejde mere. På den anden side har man intet med om, hvad for eksempel investeringer i uddannelse betyder for, hvor godt det går med vores økonomi. Det er ikke en politisk neutral udvikling.
“Min pointe er, at der ikke er noget, der hedder objektivt, når man laver regnemodeller. Når man bruger det begreb, er det ofte for at sige, at det skal folk ikke blande sig i. Men hvis man gør det, har man afpolitiseret området.ˮ
Hvilke konsekvenser har den haft?
- Politikerne kan bruge penge fra finansloven til enten at sænke skatter eller investere i offentligt forbrug. Men der er selvfølgelig et stærkere incitament for politikerne i at bruge dem til at sænke skatten, når regnemodellerne viser, at man kan få mere for pengene på den måde, mens investeringer i uddannelse udelukkende er en udgift. I den analyse, de laver, får de ikke noget ud af det på bundlinjen, hvis de bruger pengene på uddannelse, siger han og tilføjer:
- Helt konkret kan man lave forskellige former for effektiviseringer gennem for eksempel omprioriteringsbidraget, og det kan man blive ved med at gøre i regnemodellen, uden at det har nogle konsekvenser. Man kan blot sætte færre lærere til at undervise flere elever. Men sådan ser det ikke ud i virkeligheden. Der har det konsekvenser for de ansatte, som måske bliver stressede og sygemeldte, og også for eleverne, der måske oplever dårligere kvalitet. Det indgår bare ikke i regnestykket, at vi ved at investere i uddannelse får elever, der har en god, høj kvalitet, så kan de bidrage til en højere produktivitet i samfundet.
Niels Fuglsang tilføjer, at der ganske vist på uddannelsesområdet er en regneregel om, at hvis man har øget uddannelsesambitionerne – altså vil uddanne flere – har man nogle produktivitetseffekter af det. Men de er ikke koblet sammen med, hvor mange penge man vil bruge på uddannelse:
- Det betyder, at hvis du vil have flere i uddannelse uden at betale mere, kan du sagtens øge produktiviteten i regnemaskinen. Men i virkeligheden falder kvaliteten selvsagt, hvis man putter 50 elever ind i klassen.