Lad mig starte ved slutningen. Lad mig starte med Nicoline.
Nicoline er hjemløs. Hun er en del af en meget broget gruppe unge, som jeg gerne vil finde frem til. Men det skal vise sig at blive vanskeligt. Meget vanskeligt. Hun er der. Men hun er der alligevel ikke…
Det giver ikke så meget mening lige nu. Men det gør det forhåbentligt senere i denne beretning.
Jeg er på jagt efter de unge, der falder ud af systemet og vil for Uddannelsesbladet undersøge, hvor de egentlig befinder sig. Men det skal vise sig at være en nærmest umulig opgave. Der findes nemlig ikke opgørelser over de unge, som ikke længere er i systemet. Som ikke er i uddannelse. Som ikke er i job. Og som ikke er på offentlig forsørgelse. De optræder i sagens natur ikke i systemet, fordi de glider under den statistiske radar. Og der er ikke noget nummer, man kan ringe til for at snakke med dem.
Så hvor er de? Hvor bliver de af? Og hvor begynder man sin eftersøgning? Her følger mit forsøg på at finde svaret og en af de unge, der er gemt i statistikkernes mørketal.
Jeg begynder hos Undervisningsministeriet. For det er i det system, vi som samfund føler, de unge er i de bedste hænder. I gang med en eller anden uddannelse.
I Undervisningsministeriet er man imidlertid meget opmærksom på, at der er en mindre gruppe unge, som det er meget svært at sige, hvor er henne.
“Vi kan ikke give et klart billede af hver enkelt unges vejˮ
Hanne Woller, Undervisningsministeriet
- Vi kan give et billede af hovedparten af de unges veje. Men vi kan ikke give et klart billede af hver enkelt unges vej, hvis de ikke er i gang med et uddannelsestilbud eller i beskæftigelse. Det er afhængigt af, hvor de bevæger sig hen, og hvordan indberetningssystemerne er, forklarer Hanne Woller, som er specialkonsulent i Undervisningsministeriet.
I ministeriets opgørelser er de unge, som regnes som forsvundne, altså i vid udstrækning ikke registreret. Dermed er nogle af dem så at sige forsvundet rent statistisk.
Ifølge specialkonsulenten befinder langt de fleste unge sig dog et sted i systemet. Også de fleste af dem, som ender i kategorien ”Uden aktivitet og ingen offentlig forsørgelse”. De er blot på vej mellem uddannelser, har flyttet bopæl eller er ramt af langvarig sygdom og derfor ikke med i de nedslag, som ministeriets statistikere foretager.
Usikkert, hvor mange får ungdomsuddannelse
Mit næste skridt er derfor at skabe et overblik over, hvor mange unge der får taget en ungdomsuddannelse – og ikke mindst, hvor mange der ikke gør.
I omkring et kvart århundrede har skiftende regeringer haft en ambition om, at 95 procent af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
Men det er ikke lykkedes at leve op til den målsætning. Af sidste års ungdomsårgang er det 92 procent, som ventes at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det viser den seneste fremskrivning fra Undervisningsministeriet.
“Det er et godt spørgsmål, hvad de sidste otte procent laverˮ
Niels Matti Søndergaard, KORA
Næste stop på min eftersøgning er Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA. Her er Niels Matti Søndergaard projektleder for en gruppe forskere. De har netop udgivet en delrapport, der skal bruges af det ekspertudvalg, som netop er kommet med anbefalinger til, hvordan flere unge finder vej til og igennem uddannelsessystemet.
Regeringen har i sit grundlag erklæret, at målsætningen om at få 95 procent af en ungdomsårgang igennem en ungdomsuddannelse skal tages op til genovervejelse i år. Det er i den sammenhæng, KORA’s delrapport skal bruges.
Niels Matti Søndergaard er interessant, fordi han kan fortælle, at der er usikkerhed om, hvor mange unge der reelt får en ungdomsuddannelse.
Ifølge KORA-forskeren starter næsten alle unge på en ungdomsuddannelse på et tidspunkt, efter at de har gjort folkeskolen færdig.
- Men der er også en masse, der ryger ud igen, forklarer Niels Matti Søndergaard.
At 92 procent af den seneste ungdomsårgang ventes at gennemføre en ungdomsuddannelse er samtidig en prognose – og dermed altså langt fra et faktum.
- Og det er et godt spørgsmål, hvad de sidste otte procent laver, vedgår Niels Matti Søndergaard.
Hver femte gennemfører ikke ungdomsuddannelse
Også hos SFI, der er et uafhængigt nationalt forskningscenter under Økonomi- og Indenrigsministeriet, har man forfattet en delrapport til ekspertudvalget.
“Kløften til den lille andel af unge, som ikke kommer videre, er blevet dybereˮ
Stefan Bastholm Andrade, SFI
Omkring hver femte unge i en årgang er på nuværende tidspunkt ikke i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse. Det viser tal, som SFI har udgivet i december 2016. Det er altså noget mere end de otte procent, som Undervisningsministeriet i sin fremskrivning venter vil få en ungdomsuddannelse.
Af mangel på bedre begreb kalder SFI gruppen af unge uden uddannelse for restgruppen.
- Der er mange unge, som holder et sabbatår på højskole eller som rygsækrejsende og derfor figurerer i restgruppen, fordi de ikke bliver registreret som værende i uddannelse eller på arbejdsmarkedet, forklarer forsker Stefan Bastholm Andrade.
Han vurderer, at de fleste i restgruppen kommer ind i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet senere i livet.
- Så restgruppen bliver gradvist mindre, jo ældre årgangen bliver, påpeger SFI-forskeren.
Det er på den måde, at Undervisningsministeriet når frem til, at det i sidste ende er otte procent, som ikke får en ungdomsuddannelse.
- Tager du en årgang, der for eksempel er født i 1990, er de sidste, der tager en ungdomsuddannelse, i midten af 40’erne. Så de modeller er en fremskrivning. Det er et statistisk estimat. Men faktisk ved man først 25 år senere, hvor mange der reelt har taget en ungdomsuddannelse i en årgang, forklarer Niels Matti Søndergaard fra KORA.
Dybere kløft imellem unge i top og bund
Restgruppen har ligget relativt stabilt omkring de 20 procent, siden SFI begyndte at opgøre gruppen i slutningen af 1960’erne. Men ifølge Stefan Bastholm Andrade er der sket et skift i, hvordan gruppen er sammensat.
- Der er flere i dag, som får en ungdomsuddannelse. Der er kortere til toppen, kan man sige. Problemet er bare, at dem, som ikke kommer videre og er nede i bunden, er blevet mere marginaliseret. Kløften til den lille andel af unge, som ikke kommer videre, er blevet dybere, vurderer Stefan Bastholm Andrade.
Han påpeger, at mange af de institutioner – blandt andet ungdomsuddannelserne – som skal hjælpe de unge, er kommet under øget pres på grund af nedskæringer.
- Det betyder også, at mange unge, som ryger ud af systemet, lettere havde kunnet holde fast i uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet, hvis de havde fået den nødvendige hjælp i tide, pointerer Stefan Bastholm Andrade.
Opgørelserne over, hvor mange der ikke kommer igennem en ungdomsuddannelse, siger i sidste ende imidlertid ikke meget om den gruppe unge, som ryger under statistikernes radar, fordi de ikke er i uddannelse eller har job.
- De skal jo leve af et eller andet, og en ikke uvæsentlig del af dem vil være på sociale ydelser. En anden andel ender i kriminalitet eller stofmisbrug og har en alternativ økonomi. Og så er der nogle unge, som er i stand til at leve af forældrenes indkomst, forklarer Stefan Bastholm Andrade.
Hjemløse, misbrugere, psykisk syge og kriminelle
Min eftersøgning efter de unge, som står helt uden for systemet, kredser sig mere og mere ind mod regeringens ekspertgruppe om bedre veje til ungdomsuddannelse. Med i den sidder professor ved Center for Ungdomsforskning Noemi Katznelson. Hun har samtidig været med til at skrive en rapport, hvor hun har interviewet en række unge, der lever på kanten eller er røget ud over den.
Noemi Katznelson har især talt med unge hjemløse, misbrugere, psykisk syge og kriminelle.
“De blander sig med universitetsstuderende på biblioteket om dagen og overnatter på herberger om nattenˮ
Noemi Katznelson, Center for Ungdomsforskning
Ifølge Noemi Katznelson har disse unge hver deres helt egne udfordringer og samtidig meget forskellige strategier for, hvordan de klarer sig igennem dagen og vejen.
- Nogle af dem lever meget i her og nuet. Deres perspektiv rækker nærmest ikke længere end til, hvor de skal spise og sove den aften, eller hvor de skaffer den næste joint. De knalder måske rundt – også i bogstavelig forstand. De finder en eller anden mand igennem Facebook, så de har et sted at sove den nat, fortæller Noemi Katznelson.
Andre er ifølge professoren meget passive i forhold til deres situation og ender med at banke hovedet ned i tastaturet, når de har røget for mange joints.
- Det er to forskellige strategier, men de har det tilfælles, at de begge handler om overlevelse fra dag til dag. I den anden ende af spektret er der nogle, som forsøger at give deres tilværelse retning og perspektiv, forklarer hun.
Nogle af de unge er meget synlige. Men der er også unge på kanten, der nærmest er usynlige. De vil først søge hjælpe, når de er helt ude over kanten, fordi deres måde at overleve på er ved at virke normale. De ligner alle andre unge. Men det er en del af deres overlevelsesstrategi.
- De sidder på biblioteket med en Macbook Air, mobiltelefon og en sportstaske, hvor alle deres ejendele kan være. Intet andet. De blander sig med universitetsstuderende på biblioteket om dagen og overnatter på herberger om natten. De har for manges vedkommende udfordringer i relation til deres familie og netværk – nogle har nærmest ingen af delene. Men du kan ikke se det, fordi de har lige nøjagtigt de to ungdomskulturelle symboler, der skal til, for at du ser dem som normale unge, forklarer Noemi Katznelson.
Spørgsmålet er, hvordan samfundet sikrer, at disse unge bliver en del af systemet igen. Hvordan de hives fra mørketallene og skyggetilværelsen og ind på en ungdomsuddannelse og videre i job.
Ifølge Noemi Katznelson er det centralt, at samfundet holder kontakten til dem, og at de får sat nogle perspektiver i udsigt – at der er noget, man vil med dem.
- Vi har brug for, at der er en mere gennemgående støtte. For mange af dem bliver problemet, at hver gang de kommer i en ny sammenhæng, så skifter de relation. Vi mangler et bindeled. I de huller, der er, når den unge forlader for eksempel produktionsskolen og kommer over i et andet tilbud eller bliver udsluset fra et botilbud, skal der være en voksen tillidsperson, som holder kontakten til den unge, anbefaler Noemi Katznelson.
Hendes erfaring er, at hvis de unge bliver overladt helt til sig selv i længere perioder, bliver det vanskeligt overhovedet at finde dem igen. Så er de endegyldigt røget ud over kanten.
Stefan Hermann-udvalgets anbefalinger
Alle pile i min research peger nu mod formanden for det ekspertudvalg, der blev nedsat af Undervisningsministeriet sidste år for at komme med anbefalinger til, hvordan flere unge skal få en ungdomsuddannelse, og hvordan unge på kanten kan få den hjælp, de har behov for. Anbefalinger, der er kommet efter min deadline.
Det er rektor for Professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann, der blev udpeget som formand for ekspertgruppen.
“Vi har givet det mest komplekse og usammenhængende system til de unge, som har de største problemer og de vanskeligste udfordringerˮ
Stefan Hermann, formand for ekspertudvalget for bedre veje til en ungdomsuddannelse
Han er enig i, at samfundet må tage et større ansvar for de udsatte unge.
- Det skal vi vise, når vi har dem i forskellige typer forløb. For noget af det, som de her unge har godt af, er, når de indgår i forskellige typer fællesskaber, hvor de betyder noget, fremhæver Stefan Hermann.
Han mener, at der mangler en nationalt sammenhængende tænkning for, hvordan kommunerne – som har det konkrete ansvar for de unge – skal tage sig af dem.
- Vi har givet det mest komplekse og usammenhængende system til de unge, som har de største problemer og de vanskeligste udfordringer. Og det har vi, selv om de folk, der har med dem at gøre – om det er produktionsskoler, frie fagskoler eller noget tredje – yder langt mere, end man kan forvente. Men de gør det på trods af systemet – ikke på grund af det, lyder det fra Stefan Hermann.
Han mener, at de unge har behov for mere sikker visitation og en større grad af myndighed og autoritet i de forløb, som de skal igennem. Samtidig skal de forløb være praksisnære.
Der er altså fra samfundets side opmærksomhed på de unge på kanten og store tanker om, hvordan de hives ind i uddannelsesvarmen igen. Men hvad mener de unge selv?
Den hjemløse unge Nicoline
Jeg er kommet til mit sidste stop på eftersøgningen efter de unge, som er blevet opslugt af systemets mørketal. Jeg kontakter derfor de hjemløses landsorganisation Sand, hvis pressemedarbejder lægger et opslag på Sands Facebook-side for at høre, om der er en ung hjemløs, der vil snakke med mig.
Der kommer en enkelt tilbagemelding fra en pige. Nicoline. Jeg får hendes e-mailadresse, som jeg skriver til. Men i første omgang svarer hun ikke.
Et par dage efter rykker jeg hende. Og så er der gevinst. Jeg kan møde hende i centrum af København. Vi bliver enige om et tidspunkt.
Dagen inden skriver hun en kort besked.
- Er der mulighed for, at vi kan skubbe vores aftale et par dage. Jeg har sprunget min ene trommehinde, skriver hun.
Vi finder et nyt tidspunkt. Jeg sørger også for at få hendes mobilnummer.
Denne gang skriver hun til mig tidligt om morgenen. Hun har migræne. Så vi udskyder igen.
“Du skal nok ikke regne med at høre noget før senere. Hun har det ikke særlig godt lige nuˮ
Der går lang tid, hvor jeg ikke hører fra hende. Jeg sms’er og ringer et par gange. Endelig skriver jeg en sidste mail, hvor jeg giver hende en udvej, hvis hun skulle have fået kolde fødder.
Jeg regner ikke med at høre fra hende igen. Så pludselig kommer der en sms. Hun har været meget syg og derfor lagt sin telefon væk. Men hun har stadig meget lyst til at tale, bedyrer hun. Vi finder en ny dag.
Denne gang har jeg ikke hørt fra hende og når faktisk frem til det sted, vi har aftalt at mødes. Jeg ringer på døren. Ingen svarer. Jeg ringer til nummeret, jeg har fået. Heller ikke noget svar. Jeg sender en sms og sætter mig ned og venter udenfor. Fire minutter efter kommer der respons.
- Nicoline er på hospitalet og kan desværre ikke modtage opkald lige nu. Kan jeg sige til hende, hvad det drejer sig om, står der i en sms fra Nicolines nummer.
Jeg forklarer.
- Jeg giver hende beskeden, når jeg får mulighed for at snakke med hende. Du skal nok ikke regne med at høre noget før senere. Hun har det ikke særligt godt lige nu.
- Hils, og ønsk god bedring, svarer jeg.
- Hun skal nok klare den.
Det er den sidste kontakt til Nicoline, jeg har, inden artiklen skal afleveres.
Normalt ville jeg slet ikke skrive om forløbet. Det blev jo aldrig til et interview. Men i det her tilfælde kan jeg ikke slippe tanken om, at det må være sådan med de allermest udsatte unge. De er svære at finde – endsige at få i tale – selv hvis noget i dem faktisk ønsker det.
Nicoline er et opdigtet navn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.
