Elevernes mentale trivsel er også skolens ansvar

21 procent af eleverne på produktions- og erhvervsskoler trives så dårligt, at de risikerer at udvikle angst, depression eller stressbelastede sygdomme. Og selv om lærerne ofte ved, når en elev mistrives, ved de ikke altid, hvad de skal gøre ved det.

Det har et nyt projekt med midler fra satspuljen og et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Psykiatrifonden og 12 erhvervs- eller produktionsskoler nu forsøgt at råde bod på: Lærerne er blevet undervist i mental sundhed og har fået redskaber til at spotte og gøre noget for at hjælpe de unge.

- Det er ofte i ungdomsperioden, at psykiske lidelser som angst og depression udvikler sig. Så ved at fremme mental sundhed og trivsel her, kan man mindske risikoen for udvikling af disse psykiske lidelser senere, siger leder af projektet i Sundhedsstyrelsen, Mille Kathrine Pedersen, der fortæller, at der udover den enkelte elev, der mistrives, også er en anden central pointe: Ved at gøre noget ved elevernes mentale trivsel, styrkes også indlæringen, og frafaldet mindskes. Det viser flere undersøgelser.

- Det handler altså ikke nødvendigvis om, at den faglige undervisning på skolen er for svær, og at eleven derfor dropper ud, men måske i større grad om alt det, der rører sig omkring den unge på uddannelsesinstitutionen, siger hun. 

“Det kan være en stor mundfuld for en lærer, der måske underviser i et tømrerfag, at tage sig af elevers mistrivselˮ

Mille Kathrine Pedersen, projektleder

Tag hensyn til lokale forskelle

Satspuljeprojektet ”Mental sundhed og unge”, der nu er afsluttet, har haft tre vigtige overliggere: Eleverne har skullet undervises i mental sundhed og trivsel samt i angst og depression. Det er lærere eller vejledere på de 12 medvirkende skoler, der med støtte og hjælp fra fagpersoner selv har skullet stå for undervisningen, da Psykiatrifonden har erfaringer med, at viden så bedst forankres på skolen. Og endelig har projektet skullet tilpasses lokalt. Der er forskel på, om det er en erhvervs- eller produktionsskole, om det er en stor eller lille skole, og om undervisningen foregår i et klasselokale eller på et værksted.

- Det kan være en stor mundfund for en lærer, der måske underviser i tømrerfag, at tage sig af elevers mistrivsel. Og nogle af lærerne har været bekymret over, om de kunne håndtere det, eller om det ”pludselig ville eksplodere” i hænderne på dem, så de står med en masse elever med store problemer. Men vores erfaring fra det og andre projekter er, at det ikke griber om sig. Scenariet om, at alle får det dårligt, når man taler om at have det dårligt, holder altså ikke stik, siger Mille Kathrine Pedersen.

Evalueringen af satspuljeprojektet viser, at lærerne føler, at de er blevet bedre rustet til at spotte elever med mental mistrivsel – og til at håndtere og støtte dem, efter projektet: Mens kun under halvdelen – 45 procent – af lærerne midtvejs i projektet følte sig rustet til at spotte en elev, der mistrives, var tallet efterfølgende steget til 63 procent. Og mens kun 35 procent af lærere, som i høj grad eller meget høj grad følte sig rustet til at håndtere og støtte psykisk sårbare unge midt i forløbet, var tallet efter forløbet steget til 51 procent.

Eleverne er glade for åbenhed

Nok så væsentlig var elevernes reaktion: Hele 73 procent af dem har svaret, at de var positivt overraskede over, at temaet blev taget op på deres skole. At det havde været relevant og interessant undervisning, og at det havde været med til af-stigmatisere problemet:

- Det har betydet, at det bliver naturligt at tale om, at det nogle gange gør ondt, at nogle perioder er svære eller hårde at komme igennem i ungdomslivet, men at det er noget, alle mærker, og noget vi kan tale om. Det synes jeg er et ret vigtigt uddrag – en væsentlig aha-oplevelse for mange, siger Mille Kathrine Pedersen.

De redskaber, der er brugt, er et skema – WHO-5 – der måler elevers trivsel og mistrivsel. Og da mistrivsel over længere tid kan føre til angst eller depression, er det vigtigt at tage affære så tidligt som muligt. De medvirkende skoler har også fået hjælp til at lave en beredskabsplan. Det vil sige en plan for, hvem lærere eller vejledere skal kontakte i hvilke tilfælde: Skal de gå til studievejlederen, skolens psykolog – eller skal de sørge for, at kommunen eller psykiatrien for eksempel bliver inddraget? Derudover har de involverede kommuner lavet en kortlægning af deres tilbud og kontaktpersoner med telefonnummer, så der altid er hjælp at hente:

- Det kan være et omfattende projekt for den enkelte skole eller kommune at klare. Det skyldes, at indsatsen bygger på hele skolens liv og ikke kun undervisningen i klassen – det, man kalder whole-school-approachen. Det er her, hvor vi kan kvalificere indsatsen med et projekt som ”Mental sundhed og unge”, siger Mille Kathrine Pedersen.

”Der skal være ordentlighed i det her”

Hanne Søndergaard Jørgensen er vejleder på Vejle Produktions- og Uddannelsescenter.

- Vi har gennem nogle år mærket, at vores målgruppe er blevet stadig mere skrøbelige og sårbare. De har langt mere komplekse psykiske udfordringer end før. Vi havde mange, der snittede i sig selv, rigtig mange med depressioner og indelukkethed. Da tilbuddet om ”Mental sundhed og Unge” kom, var vi ikke et sekund i tvivl om, at vi ville byde ind og være med. Det var et generelt ønske fra hele medarbejdergruppen at blive bedre rustet.

- Vi har haft brug for, at der skete et kvalitetsløft af medarbejderne – og nøglepersonerne. Og vi var helt nede i detaljen i vores snakke i forhold til, hvor meget man kan presse en psykisk belastet ung, hvornår man begår overgreb, og hvornår man skal have andre medspillere på banen. På en produktionsskole er det jo typisk en smed med en mere håndværksmæssig baggrund, der har smedeværkstedet. Så der skal fyldes på, når man går ind i det her.

- Her er vi nået frem til, at det er værkstedslederne, der spotter den unge og sammen med vejlederne finder ud af, hvad man eventuelt skal arbejde videre med. Nogle gange samler vi et hold af de unge, der mistrives, andre gange kan det af pædagogiske grunde være for eksempel et helt køkkenhold, der kommer med. Når det gælder særlige hold med de mere stille og introverte, deltager en af os med en mere sundhedsfaglig eller pædagogisk uddannelse. 

“Man skal være meget bevidst om, hvem der kan gøre det, og være klædt på.ˮ

Hanne Søndergaard Jørgensen, vejleder

- Du kan sætte gang i nogle reaktioner, som du skal følge op på. Det kan være, at nogle får sagt nogle ting, hvor vi tænker, at ”puha, ville hun nu have sagt det her ellers? Og kan vi få det til at fungere i gruppen bagefter?” Det kan også være, at man får taget hul på noget, der kræver en terapeutisk tilgang. Så er det vigtigt, at vi er opmærksomme på at få såret lukket igen.

- Vi har fokuseret meget på, hvordan eleverne internt kan hjælpe hinanden. Vi giver dem redskaber til at møde en depression, angst, snitning, eller hvad det nu kan være hos en anden elev. Man skal se det i øjnene, hvis en elev mistrives og turde forholde sig til det. Men man skal være meget bevidst om, hvem der kan gøre det, og være klædt på. Hvis man ikke føler sig kompetent til det, skal man sige fra. Der skal være ordentlighed i det.

- Den største hurdle har været at finde tiden til det! Nogle kolleger sagde da i starten ”Åh nej, skal vi nu pille navle og hvorfor det?”. Men omvendt erkender alle, at det er komplekst at arbejde med disse unge. Vi er alle bekymrede for dem, så nu prøver vi at gøre noget, og så er vi nødt til at rumme det.

- Der var faktisk nogle små overraskelser undervejs. Vi fandt ud af, at der var flere, der havde det dårligere, end vi faktisk var vidende om. Derfor har vi fast indført skemaet WHO-5 fra projektet til at opspore mistrivsel. Det bruges i forhold til alle elever i løbet af de første uger. Det betyder, at vi meget hurtigere kan optimere og kvalificere vores indsats over for en elev, der ikke trives. Det er guld værd, når vi har med mennesker at gøre.

”Det her skal vi også kunne tale om”

Ditte Gram Bastholm, cand.mag. i musikvidenskab med dansevidenskab som sidefag, koordinator for og underviser i Mental sundhed på produktionsskolen k-u-b-a.

- Først var hele skolen involveret i projektet, og alle lærerne blev undervist i mental sundhed, angst og depression. Og det er altid en udfordring at få et helt lærerkollegium til at indse, at det er en skidegod idé at tale om mental sundhed og bruge to formiddage på det, når der også er så mange andre ting at tage fat på…

- Jeg blev både koordinator for og underviser i mental sundhed. Det var naturligt for mig at være med, da jeg er med i sundhedsudvalget på skolen. Jeg var selvfølgelig i tvivl om, hvorvidt jeg var i stand til at undervise med den baggrund, jeg har. Men den første del underviste den eksterne projektleder i, og efterhånden som jeg følte mig tryg, overtog jeg selv undervisningen. Jeg havde fordelen af, at jeg kendte eleverne, og det er vigtigt, at vi kan tale om det her som almindelige mennesker, for det er så almindeligt, at eleverne oplever mistrivsel.

- Der lå en udfordring i at skulle turde gå ind i den snak og vide, hvordan jeg skulle takle, hvis der kom nogle voldsomme ting på banen, og hvordan vi kom videre derfra. Blandt andet blev det ret vigtigt, at der var en lærer mere til stede, for bare det at snakke om angst, kan sætte et angstanfald i gang hos en elev. Skal vi så tale om det? Ja, jeg synes, det er vigtigt for eleverne at vide, at det kan vi også håndtere. Det er en del af dig, at du har angst, og det er ok, at du har, og at du kender dine grænser.

“Grundlæggende ville eleverne faktisk gerne tale om nogle af de her tingˮ

Ditte Gram Bastholm, lærer

- Eleverne på k-u-b-a blev undervist to gange med en uges mellemrum. Første modul handlede om mental sundhed generelt og depression. Andet modul handlede om angst, og hvad man kan gøre. Jeg startede med Power Points og videoklip, men så gik vi væk fra det for at gøre det mere nærværende og i dialog med eleverne. Jeg kunne for eksempel skrive stikord på tavlen som ”Hvad gør dig glad? Hvad kan gøre dig positiv? ”. Og så skrev eleverne deres svar på post-it-sedler. Vi tog udgangspunkt i deres tanker og måder at tænke verden på, for det skal være på deres præmisser, og deres ideer vi tager afsæt i.

- Der vil altid være nogle elever, der er imod den slags, men grundlæggende ville eleverne faktisk gerne tale om nogle af de her ting og synes, at det var vigtigt også at få fortalt sin historie i et rum, hvor man godt kunne tale om det og at få brudt nogle tabuer.

- Vi havde også en tabel, der viste, hvordan man kunne blive mere opmærksom på sine egne advarselssignaler, når man har stressbelastninger, og hvor man reagerer ved at ændre sin adfærd, sine tanker og handlinger. Her kan man måske lære at genkende sine mønstre og blive mere opmærksom på, hvilke der går igen. Og hvis man bliver bevidst om advarselssignalerne, kan man måske nå at ændre på noget eller omvendt forstå, hvis ens kammerat pludselig ændrer adfærd. 

- Min skole vil gerne have, at jeg fortsætter efter projektet, og jeg vil gerne selv. Men der er jo ikke flere penge til det, og vi er udsat for en masse besparelser. Viljen er der, men der er nogle uafklarede ting omkring økonomien i det. Desværre.