Efter seks år på posten som næstformand i Uddannelsesforbundet har Børge Pedersen meddelt, at han efter kongressen i november går på pension og derfor ikke genopstiller som kandidat til næstformandsposten. Han fylder 65 år i februar 2018.

- Det har været et privilegie for mig at være med helt inde i maskinrummet, når det har handlet om at sikre medlemmernes løn- og arbejdsvilkår og udviklingen på vores skoleområder bedst muligt. Men nu er det tid til nye kræfter på posten. Jeg har virkelig værdsat at være næstformand – også selv om jeg har haft posten i en årrække, som langtfra har været problemfri. Her tænker jeg især på konsekvenserne af lockouten i 2013, siger Børge Pedersen. 

Han er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og blev i 1984 ansat som faglærer på Thisted Tekniske Skole. Det faglige lokale arbejde begyndte næstformanden i 1987, og han blev siden valgt til DTL’s hovedbestyrelse og senere til næstformand. Da Uddannelsesforbundet blev dannet i 2009, blev Børge Pedersen valgt ind i hovedbestyrelsen og i 2011 valgt til forbundets næstformand.

I rollen som næstformand har han især varetaget opgaver i forhold til løn- og arbejdsvilkår og det organisatoriske samarbejde med både forbundets tillidsvalgte og de øvrige fagforeninger på lærerområdet.

Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, har været meget glad for samarbejdet med Børge Pedersen.

-  Børge og jeg har haft et godt og velkørende makkerskab, som har betydet, at vi har haft et rigtig godt grundlag for at sætte kursen for forbundet. Jeg har været meget glad for Børges og mit samarbejde, men jeg har naturligvis også respekt for hans beslutning om, at han ønsker at gå på pension, siger Hanne Pontoppidan.

Hanne Pontoppidan genopstiller til formandsposten på kongressen den 17.-18. november.