Religion er en privat sag, og derfor skal skolerne ikke stille bederum til rådighed for elever og kursister. Det mener hver anden af landets VUC’er, viser rundspørge.
Det er ofte VUC’erne, der er i fokus, når der tales om udøvelse af religion på uddannelsesinstitutionerne. Men halvdelen af landets VUC’er mener, at religionsudøvelse er en privat sag, der slet ikke hører til på skolens grund.
Det viser en rundspørge, som Uddannelsesbladet har foretaget.
Der er da heller ikke nogen af de 23 VUC’er, der har svaret på rundspørgen, som har et decideret bederum. En tredjedel af VUC’erne angiver som årsag, at der ikke er efterspørgsel efter det, mens to siger, at der simpelthen ikke er plads.
- En skole er ikke et sted, hvor man stiller tid og lokaler til rådighed for religiøse aktiviteter. Det hører privatsfæren til. Det er noget, man må gøre i sin fritid. Den tid, man tilbringer på skolen, skal bruges til forberedelse eller deltagelse i undervisningen. Derfor ser vi ikke religionsdyrkelse som noget, der er forbundet til vores opgave, siger Erik Ernø-Kjølhede, rektor for VUC Aarhus.
Han understreger dog, at der ikke er et forbud mod at bede på skolen, hvis kursisterne kan finde steder, hvor det ikke generer undervisningen.
Også hos VUC Lyngby går grænsen ved, at religionsudøvelsen ikke må forstyrre undervisningen.
- Er man på en uddannelsesinstitution, så beskæftiger man sig med det. Vil man udøve sin religion, må man gøre det andre steder. Der har været tilfælde, hvor kursister har brugt undervisningslokaler, men hvor jeg har sagt, at det kan man ikke her. Der kan også have været nogle, der har bedt, uden vi har opdaget det, men vi ønsker ikke at indrette bederum, siger Anne Grethe Sørensen, rektor for VUC Lyngby.
Uddannelsesstedet respekterer princippet om religiøs frihed, men anser religionsudøvelse for en personlig og privat sag. Derfor må religionsudøvelse ikke praktiseres på VUC Lyngby.
Hans Bruun Dabelsteen, post.doc. i statskundskab ved Københavns Universitet, påpeger imidlertid, at man ikke nødvendigvis behøver at udlægge det, at man anser religion for at være en privat sag, som VUC-rektorerne gør.
- At religion er en privat sag, kan man forstå på to måder. Mange politikere og meningsdannere forstår ved religionsfrihed, at det er retten til at praktisere din religion i privatlivet. Men religionsfrihed kan også forstås som, at religionsdyrkelse er noget, institutionerne ikke bør blande sig i, netop fordi det er en privat sag. Så det egentlige spørgsmål, der skal besvares, er, hvor grænsen mellem de to forståelser går, pointerer Hans Bruun Dabelsteen.