Arbejdstid bliver stridspunkt

Opgaveoversigterne fungerer ikke, arbejdstiden bliver ikke opgjort korrekt, og tid og opgaver matcher ikke hinanden. Det står helt tydeligt i den undersøgelse, som Uddannelsesforbundet har foretaget blandt medlemmerne som optakt til de kommende overenskomstforhandlinger. Og arbejdstid er også et af de fem temaer, som står øverst på dagsorden, når Uddannelsesforbundet skal stille krav til de kommende overenskomstforhandlinger, fortalte næstformand Børge Pedersen på årets repræsentantskabsmøde i Svendborg:

- Vi er nødt til at få sikret en korrekt opgørelse af arbejdstiden, og at der en sammenhæng mellem opgaver og tid. Det har høj prioritet. Medlemmerne ønsker fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdstiden, og det må vi gå videre med. De skal ikke arbejde uden at få løn, og de skal ikke arbejde grænseløst, sagde Børge Pedersen, men han lagde heller ikke skjul på, at der er lang vej:

- Arbejdsgiverne er tydeligvis ikke til sinds at flytte sig på det her punkt. De har fx været meget fodslæbende i forhold til en fælles opfølgning på resultaterne af OK15, og det står klart, at de næppe ønsker et fælles grundlag for forhandlingerne om arbejdstid i 2018.

Vores arbejdstid er ikke normaliseret

Formand Hanne Pontoppidan forudser, at arbejdsgiverne ønsker at feje krav om arbejdstid ned af brættet, men hun mener klart at, kravet skal stilles, selvom arbejdsgiverne er afvisende.

- Arbejdsgiverne siger, at vores arbejdstid er normaliseret. Det passer ikke. Det er et tag selv bord for de ledelser, der ønsker at bestemme på skolerne uden inddragelse medarbejdere og tillidsrepræsentanter. Det er et skalke skjul at kalde det normalisering. Vores medlemmer skal som minimum have reelle værn mod grænseløst og belastende arbejde, sagde Hanne Pontoppidan på repræsentantskabsmødet og fortsatte:

- Vi går efter en aftale om arbejdstid, som understøtter det professionelle arbejde som lærer. Det er det, medlemmerne ønsker. Hvis det viser sig at være fuldstændigt umuligt at finde en løsning med arbejdsgiverne herom, må det naturlige være, at vi så må kræver regler som andre offentligt ansatte har. Det normale på det offentlige arbejdsmarked er, at man har en månedsnorm, varslingsbestemmelser og nogle andre generelle regler, som er værn mod belastning. Så kan man lokalt ved aftale tilpasse eller ændre reglerne, så de passer til arbejdspladsen.

Hvor stejlt skal vi stå?

Spørgsmålet er, hvor stejlt man skal stå, når modparten klart melder ud, at de ikke vil rykke på deres hegnspæle. Hovedbestyrelsesmedlem, Jan Andreasen, opfordrer til, at den diskussion bliver taget ude på arbejdspladserne:

- Jeg synes, det er for tidligt, at lægge sig ned. Det er vigtigt, at vi tager diskussionen med medlemmerne. De skal vide, at hvis de vil have en arbejdstidsaftale – så bliver det ikke på en fredelig måde. Vi kan ikke sende vores dygtige politikere og embedsmænd til forhandlinger og forvente, at der kommer noget ud af det. De tider, hvor man gav lidt og fik lidt er forbi. Vi er nødt til at skifte en bevidsthed i de små chips, sagde Jan Andreasen.

Vi vil ikke have LOV 409

For Hanne Pontoppidan er der ingen tvivl om, at hun ikke vil have L409 og går efter en professionsstrategi.

- Vi mener, en professionsbasseret aftale er det rigtige. Det er det, der skal til, for at give medlemmerne mulighed for at udføre deres arbejde godt. Men vi er også nødt til at gøre os nogle overvejelser om, hvorvidt vi vil forsøge at konflikte os til en sådan aftale, eller om vi i stedet vil gå et normaliseringsspor, hvis vi ikke kan komme nogen vegne med arbejdsgiverne. Men et er sikkert, Lov 409 dur ikke, der SKAL noget andet til.