Førhen stod læreren ved katederet og havde mulighed for at se og aflæse sine elever: Havde de forstået tingene? Skulle de have et eksempel mere? Nu står hun ofte i et klasselokale med 30 computerskærme slået op ved bordene og kan kun se hårtoppene på eleverne. Derfor har hun svært ved at vide, hvad der foregår, hvem der har brug for hvad, og den helt elementære forudsætning for en god relation mellem elev og lærer er bogstaveligt talt ’skærmet af’:

- Rent kontaktmæssigt sker der noget uheldigt med øjenkontakten og den generelle nonverbale aflæsning af hinanden, når skærmene er slået op. Og fra psykologien ved vi, at hvis man ikke kan aflæse hinanden, bliver man usikker, siger Dorte Ågård, Lektor ved Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet.

Hun har i sin ph.d. skrevet om lærer-elev-relationens betydning for elevers motivation – og blandt andet om de barrierer, der kan besværliggøre eller ligefrem skade relationen, herunder computere i undervisningen.

Og selv om Dorte Ågård pointerer, at hendes ærinde ikke er at fjerne computerne i undervisningen, har hendes forskning sat en fed streg under, hvor vigtigt det er at have øje for utilsigtede konsekvenser af brugen, og hvad man som lærer kan gøre for at ”minimere skadevirkningerne”. For de er der. Og hun oplever en kæmpe lettelse, når hun rejser rundt og underviser i, hvordan man får opstillet spilleregler for brugen på de enkelte uddannelsesinstitutioner, fortæller hun.

Det er ikke mange år siden, at de bærbare kom ind i undervisningslokalerne. Før 2008 stod computerne i et særligt lokale, som man gik over i, når man skulle bruge dem, og tilbage igen til normalrummet – klasselokalet – når man var færdige:

- Men pludselig skete alting meget hurtigt: De bærbare computere blev billigere, og der kom trådløse net på skolerne, siger Dorte Ågård:

- Vi var fuldstændig uforberedte i forhold til, hvad det betød for kommunikation, håndteringen af dem og styringen i timerne. Lærerne havde overhovedet ikke diskuteret, hvem der skulle bestemme over maskinerne. Det var bare: De er moderne, det er godt, det skal vi have – hele tiden. Bom! Så stod vi dér, siger Dorte Ågård:

- Samtidig kom Facebook buldrende i 2007-2009, og eleverne synes, det var fedt at gå på nettet hele tiden. Lærerne var uforberedte og tænkte, at ”nå, men, det er nok sådan det skal være”. Og så viste den kæmpe opgave sig med at finde ud af, hvad man som lærer egentlig skulle stille op med computerne. Var det lærerne, der skulle bestemme over dem, for det var jo elevernes juridiske ejendom. Og hvem vidste egentlig mest om it? Det gjorde de digitale indfødte jo nok. Det korte af det lange er, at lærerne har tænkt, at det nok er bedst, at eleverne selv finder ud af det: ”Og vi vil jo gerne have, at de skal være selvstændige”.

Så efter kort tid befandt lærerne sig i en virkelig vanskelig situation: Eleverne magtede ikke situationen, de var selv rådvilde og frustrerede, og det hele kan koges ned til, at der fra starten ikke har været nogle spilleregler for computerne i klasseværelset, forklarer Dorte Ågård.  

Læreren skal have øjenkontakt

Hvad er det for utilsigtede konsekvenser, du taler om?

- Computerne svækker ikke bare kontakten til eleverne, men også læreren som autoritet. Fra forskningen ved vi, at øjenkontakten ikke kun er kontaktskabende, men også en kilde til autoritet. Så hvis læreren ikke kan få øjenkontakt, bliver han eller hun svagere rent autoritetsmæssigt. Alt i alt betyder det derfor rigtig meget, at man ikke i samme grad som tidligere kan se hinanden så meget på grund af computerskærme. Det giver måske en lille forskel med iPad, men ikke meget, for den betyder stadig, at eleven sidder bøjet imens – vendt ned mod bordet. Og så er iPads i øvrigt slet ikke så gode arbejdsredskaber, tilføjer hun

Hvad kan læreren så gøre for at opstille spilleregler?

- Det er først de seneste år, at vi er begyndt at betragte det som politisk korrekt at sige, at det her er ude af kontrol. Lærerne er nødt til at tage styringen tilbage og sætte nogle spilleregler op. Det efterlyser eleverne også, når man spørger. Jeg har en del udviklingsprojekter, hvor det er på dagsordenen, og bagefter kommer lærere og siger, at ”Nej, hvor er det dejligt, at der er nogen, som giver os lov igen og siger, at det er lærerens ret og opgave at sætte spillereglerne”. Det betyder, at læreren kan gå ind i klassen og gøre noget anderledes og se, at det rent faktisk har en effekt. Særligt hvis flere lærere i et team gør det samme – så kan man ret hurtigt få sat en ny dagsorden, som er til lettelse for begge parter.