Det er ikke mange år siden, at de bærbare kom ind i undervisningslokalerne. Før 2008 stod computerne i et særligt lokale, som man gik over i, når man skulle bruge dem, og tilbage igen til normalrummet – klasselokalet – når man var færdige:
- Men pludselig skete alting meget hurtigt: De bærbare computere blev billigere, og der kom trådløse net på skolerne, siger Dorte Ågård:
- Vi var fuldstændig uforberedte i forhold til, hvad det betød for kommunikation, håndteringen af dem og styringen i timerne. Lærerne havde overhovedet ikke diskuteret, hvem der skulle bestemme over maskinerne. Det var bare: De er moderne, det er godt, det skal vi have – hele tiden. Bom! Så stod vi dér, siger Dorte Ågård:
- Samtidig kom Facebook buldrende i 2007-2009, og eleverne synes, det var fedt at gå på nettet hele tiden. Lærerne var uforberedte og tænkte, at ”nå, men, det er nok sådan det skal være”. Og så viste den kæmpe opgave sig med at finde ud af, hvad man som lærer egentlig skulle stille op med computerne. Var det lærerne, der skulle bestemme over dem, for det var jo elevernes juridiske ejendom. Og hvem vidste egentlig mest om it? Det gjorde de digitale indfødte jo nok. Det korte af det lange er, at lærerne har tænkt, at det nok er bedst, at eleverne selv finder ud af det: ”Og vi vil jo gerne have, at de skal være selvstændige”.
Så efter kort tid befandt lærerne sig i en virkelig vanskelig situation: Eleverne magtede ikke situationen, de var selv rådvilde og frustrerede, og det hele kan koges ned til, at der fra starten ikke har været nogle spilleregler for computerne i klasseværelset, forklarer Dorte Ågård.