Artikel bragt i Information
Hvad er mest dansk: kønsligestilling, velfærdssamfundet eller medmenneskelighed? Det har kulturminister Bertel Haarder spurgt danskerne om, efter at han har offentliggjort en liste med 20 værdier på Danmarkskanon.dk.
I løbet af november og midten af december skal befolkningen ved en digital afstemning skære listen ned til 10 danske kerneværdier, »som i særlig grad har formet samfundet og befolkningen i Danmark«.
Information har udvalgt seks værdierne på listen - og bedt en række aktører komme med bud på, hvordan regeringen konkret kan understøtte dem.
En af værdierne er "håndværk". Her har Information bedt Uddannelsesforbundets formand, Hanne Pontoppidan, om hendes bud.
- Det er synergien mellem håndværk og viden, der skaber fremdrift i et samfund - innovation vokser ud af produktion,« hedder det i indstillingen, der understreger vigtigheden af »ikke at glemme værdien af håndens arbejde, dansk industri og de erhvervsfaglige uddannelser, lyder det i beskrivelsen fra Haarder.
Det glæder Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, at kanonudvalget har anerkendt den danske håndsværkstradition. Også hun står til rådighed med gode råd til, hvordan regeringen aktivt er med til at fastholde den:
- De kunne starte med, at den meget ambitiøse reform af erhvervsskolerne også blev fulgt af den nødvendige økonomi. Så kunne vi undgå, at den tekniske enhedsskole har måtte skære 1.400 kroner i undervisning pr. elev fra 2008 til 2014.
Men det er jo alt sammen ligegyldigt, hvis de danske håndværkere ikke bagefter møder et arbejdsmarked, hvor de har mulighed for at bruge deres høje faglighed, understreger hun. Det gør man ved at modvirke social dumping.
- Udbud af offentlige anlægs- og vedligeholdelsesprojekter skal i udlicitering følges af krav om, at danske overenskomstforhold skal følges.