Fællesskab trumfer økonomi

Den statskundskabsuddannede Stefan Hermann er rektor på professionshøjskolen Metropol og har tidligere været ansat som chefkonsulent i Undervisningsministeriet og som vicedirektør på Arken. Foto: Mikkel Østergaard

Hvordan bliver flere socialt og fagligt udsatte unge klar til at starte på en ungdomsuddannelse? Og den rette uddannelse i første hug vel og mærke? Hvordan sikrer vi de unge mulighederne for en god tilværelse? Sådan lød spørgsmålene fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i januar, da de nedsatte en ekspertgruppe om bedre veje til ungdomsuddannelse. Gruppen med rektor Stefan Hermann fra professionshøjskolen Metropol i spidsen skal levere en rapport inden udgangen af året. Her skal de blandt andet svare på, hvordan skoler og kommuner bliver bedre til at samarbejde om arbejdet med den enkelte unge, og hvordan de forberedende tilbud skal indrettes, og kvaliteten forbedres. De forberedende tilbud koster årligt 3,5 milliarder kroner.

Hvordan forstår du din opgave?

- I opgaven ligger først og fremmest et stærkt normativt ønske på de unges vegne. Det er for mig at se tydeligt fra politisk side, at spørgsmålet ikke udelukkende kan reduceres til et spørgsmål om at spare penge, men et stort ønske om at løfte de unge. Det får tit en ’instrumentalistisk’ klang, når vi taler om unges gennemførelse af uddannelse og fodfæste på arbejdsmarkedet, og ordet konkurrencestat bliver ofte brugt. Derfor er det vigtigt for mig at holde fast i, at det er vigtige livs- og dannelsesprocesser at være en del af et fagligt fællesskab på en uddannelse og senere i et job. Selvom de unges liv hele tiden bliver regnet på og gjort op i procenter, skal vi ikke negligere, at det er enormt livgivende at være en del af fællesskabet.

I kommissoriet står, at jeres forslag skal være udgiftsneutrale – er der så ikke grænser for, hvor vildt I kan tænke?

- Der er samlet set ret mange penge i de forberedende tilbud, og det er samtidig et område, hvor man kan skabe nogle ret betydelige dynamiske effekter via de unges eventuelt ændrede adfærd – hvis de for eksempel gennemfører en uddannelse og får varig tilknytning til arbejdsmarkedet i stedet for at være på kontanthjælp – og de penge kan vi altså regne med i vores forslag. Så jeg vil gerne understrege, at vores opgave ikke er at barbere driftsomkostningerne ned.

 Hvad er problemerne i de forberedende tilbud lige nu?

- Det har overrasket mig, hvor meget området har knopskudt gennem tiden, og hvor fragmenteret det er. Også politisk er sammenhængende traditioner en mangelvare. Der findes ikke en ordfører for forberedende tilbud, som der for eksempel gør for gymnasier eller folkeskolen, og man får nemt fornemmelsen af, at oldtidskundskab i gymnasiet fylder mere politisk end hele det her område tilsammen. Forklaringen på det er dels, at der mangler viden, men også, at der mangler rodfæstede politiske traditioner.

Hvilke konsekvenser har det?

- Der er en betydelig grad af sektorisering, så ansvaret for de forskellige forberedende tilbud er delt op på flere ministerier og mellem flere forvaltninger i kommunerne, ligesom de samme forberedende tilbud kan være udbudt på forskellige institutioner landet over. Der mangler overblik og samlet viden. I det perfekte kommissorium var hele beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet også tænkt med. Men så skulle vi have arbejdet på det i årevis.

Hvilken rolle bør vejledningen spille i fremtiden?

- Nogle gange kan jeg godt få den tanke, at vi har givet vejledningen en betydning, som er langt ud over, hvad den egentlig kan bære. Tanken er, at hvis vi bare hjælper de unge til at træffe gode valg, skal det nok gå, men der er ikke noget, der tyder på, at det alene er et spørgsmål om information eller motivation forud for valget. Jeg tror, at mange af de unge i virkeligheden er overbelastede af valg og information. Måske savner de, at samfundet – gennem tydelige voksne – er med til at udlægge en kurs, som de ikke har oplevet at få på en god måde derhjemme? Men hvis vi som samfund skal sikre en sådan tydelighed, skal det tage udgangspunkt i den unge og ikke i økonomi – for det er demotiverende.