- Hvis man vi have et reelt billede af, hvad uddannelsestilbud som almen voksenuddannelse og produktionsskoler kan udrette for elever, så skal man se på, hvordan skoleformerne løser deres kerneopgave og ikke kun på hvilke problemer og udfordringer, som elevgrupperne har. Ellers giver det ikke mening at evaluere de to tilbud.

Sådan siger formand Hanne Pontoppidan efter hun netop har læst rapporten ”Kombineret kvantitativ og kvalitativ analyse af avu og produktionsskoleforløb”, som er skrevet af konsulentvirksomheden Deloitte. Formålet med analysen er at afdække, hvordan de to forberedende tilbud bedst muligt sikrer de unge en god overgang til ordinær uddannelse eller beskæftigelse.

 - Den fokuserer på eleverne og deres problemer. Det er jo fint. Men den bedømmer den enkelte skoles succes på, hvorvidt den håndterer alle elevernes problemer. Dermed bliver skolerne målt op imod elevgrundlagets udfordringer i stedet for at blive målt op imod det, som lovgivningen siger, de skal lave, og det, som de får offentlige midler til, og det er fuldstændig urimeligt at måle dem på noget helt andet end det, de er sat i verden for, siger Hanne Pontoppidan.

Lærerne er ikke spurgt

På trods af at lærernes rolle i det at få de unge videre flere gange bliver fremhævet i rapporten som helt afgørende, er kun eleverne og lederne blevet interviewet. Lærerne derimod er aldrig blevet spurgt, og det er en alvorlig fejl, som gør rapporten svær at bruge, mener Hanne Pontoppidan:

- Vil man virkelig undersøge, hvad der virker, i tilbud som AVU eller produktionsskole, er det den pædagogisk praksis og det, der foregår helt tæt på elevernes situation – for eksempel i klasseværelset eller på værkstedet – der er interessant. Det kræver, at man spørger lærere om deres pædagogisk praksis, deres didaktiske overvejelser og deres tilvalg og fravalg.  Alene derfor er en rapport, som totalt fravælger lærernes som informationskilde, mangelfuld.