Populær selvhjælpsdiagnose risikerer at skade unge

Begrebet ”særligt sensitiv”, som i de senere år har vundet indpas, bliver endevendt i en ny bog af fire danske forskere og psykologer. Begrebet kritiseres for at mangle videnskabeligt grundlag, have direkte skadelige handleanvisninger og for at have samme gyldighed som et horoskop.

Den amerikanske psykolog Elaine Arons står bag begrebet. At være ”særligt sensitiv” er ifølge Arons et personlighedstræk, der betyder, at nogle mennesker er mere følsomme overfor stimulering og bearbejder stimuli på et dybere niveau. Derfor bliver de nemt overstimulerede, hvilket opleves ubehageligt. Da den særlige sensitivitet er et medfødt eller tidligt udviklet træk, hverken kan eller skal det afhjælpes. Følges Arons anvisninger og særligt sensitive personer skærmer sig selv fra omverdenen, vil mange blive kunstnere, ledere eller videnskabsmænd, lyder påstanden.

Men man bør som professionel gå kritisk til begrebet ”særligt sensitiv”. For i værste fald risikerer man at overse behandlingskrævende diagnoser som angst, autisme eller ADHD eller omvendt at stigmatisere en gruppe af unge, som hører til i et bredt normalområdet, mener Barbara Hoff Esbjørn, der er en af forfatterne til bogen ”Særligt sensitiv – eller særligt udfordret? ”

Professor MSO og leder af Center for Angst på Københavns Universitet, Barbara Hoff Esbjørn, har skrevet bogen Særligt sensitiv – eller særligt udfordret? En guide til professionelle sammen med cand.psych. Nicoline Normann, cand.psych. Marie Tolstrup og cand.psych. Sofie Wille Østergaard. (Foto: Kaare Smith)

Hvorfor er Arons handleanvisninger til ”særligt sensitive” problematiske?

- Jeg mener, at Arons anbefalinger kan være direkte skadelige. Når man begynder at undgå bestemte situationer og sætte begrænsninger for sig selv, bliver man mere angst, mere ængstelig og mere isoleret. Når man afholder sig fra at tage til fest med kammeraterne, fordi man er ”særligt sensitiv”, stigmatiserer man sig selv, og udsagnet bliver samtidig en selvopfyldende profeti. Forskning viser, at jo mere et barn eller en ung selv tror på, at de er i stand til at løse en opgave, jo større er sandsynligheden for, at det lykkes dem. Unge, som opfatter sig som særligt sensitive, vil typisk afholde sig fra at prøve at mestre udfordringer i verden, og dermed får de aldrig muligheden for at lære, at de godt kan klare det. Det er også vigtigt at sige, at normalområdet er bredt. Og det er helt normalt kun at have en enkelt god ven eller to, ligesom det er helt normalt at få opbrugt ”sin sociale kvote” og tage tidligt hjem fra fest. Men hvis man som ung oplever, at man er ked af sit liv og føler sig begrænset, så skal man søge hjælp til at prøve at få udvidet de grænser. For nogles vedkommende kan det jo være, de har en angstlidelse eller depressive træk, som de ikke er klar over.

Men er der så slet ingen, der er ekstra modtagelige eller sensitive over for det, de oplever?

- Jo, sensitivitet er et velunderbygget begreb, og der er ingen tvivl om, at der er mennesker, der er mere eller mindre sensitive over for stimuli. Men der er intet videnskabeligt belæg for at sige, at man så er ”særligt sensitiv” og dermed har tendens til at blive ubehageligt overstimuleret, og at man bør følge anvisningerne i Arons bøger.

“Vi risikerer, at begrebet særligt sensitiv bliver brugt til at bortforklare unges alvorlige problemer som angst eller depressionˮ

Barbara Hoff Esbjørn

Hvordan bør man som professionel gribe den gruppe af unge an?

- Man bør altid se på den enkelte unge i stedet for det mærkat, som de selv eller andre har sat på dem. Hvordan kommer din sensitivitet til udtryk hos dig, og hvordan kan jeg hjælpe dig med det, bør vi professionelle spørge. De unges oplevelser af at være særligt sensitiv er så forskellige, fordi begrebet er så bredt, og derfor mener jeg, vi bliver nødt til at prøve at forstå de vanskeligheder, som den enkelte oplever i stedet for at tale i overordnede vendinger. Hvis urets tikken eller raslen af papirer generer i det daglige, så handler det måske om, at den unge skal lære at blive bedre til at lukke af for de stimuli. Måske handler det så om, at den unge har ADHD eller er en person, der befinder sig i en gråzone og lettere bliver distraheret? Lad os prøve at forstå den unge med de styrker og udfordringer, hun har, i stedet for at bruge alle de mærkater.

Aron mener ikke, at ’særligt sensitive’ skal kureres, hvorfor er det problematisk?

- Vi risikerer, at begrebet særligt sensitiv bliver brugt til at bortforklare unges alvorlige problemer som angst eller depression, fordi man kan udlægge det som, at den unge har en reaktion på det omkringliggende samfunds manglende forståelse af deres særligt sensitive natur. Med andre ord skal den unge ifølge Aron indordne sig under den psykiske vanskelighed - det skal man som ung ikke. Børn og unge har et FN-konventionsbestemt krav på et godt børneliv, hvor man kan udfolde sig og indgå i samfundet, og derfor skal vi ikke acceptere en logik, hvor det er ok, at unge skal begrænse sig og blive derhjemme, fordi de har nogle vanskeligheder. Nej, de har netop ret til at få muligheden for at komme ud af deres vanskeligheder.

Hvad siger det om vores samfund, at et noget fluffy begreb som særligt sensitiv kan vinde så stor indpas?

- Vi er som samfund blevet bedre til at se psykiske vanskeligheder som reelle problemer, men samtidig er vi ikke nået så langt, at de professionelles viden og sprogbrug er nået ud til forældre og unge. Og der mangler viden om psykisk udvikling og især psykisk fejludvikling, for emnet er stadig tabubelagt. Begrebet ”særligt sensitiv” trækker jo på nogle eksisterende begreber som eksempelvis ”sensitivitet” uden særlig foran, og bogen tilbyder jo en færdig pakke, der kan være fristende at tage til sig, fordi Arons bog om ”særligt sensitive” samtidig fortæller dig, at du bliver kunstner, profet, hersker, videnskabsmand og leder om nogle år, hvis du følger bogens anvisninger. Så der er også et enormt håb i at bruge begrebet, men der er bare ikke forskningsmæssigt belæg for én eneste af de positive ting.