Læs flere artikler fra Uddannelsesbladet
To års overarbejde blev opgjort forkert på AOF Nord Sprogcenter Frederikshavn, men med hjælp fra Uddannelsesforbundet fik de 10 berørte lærere forhandlet en aftale på plads, som sikrede dem 515.000 kroner.
Efter to år med overarbejde for underviserne i dansk som andetsprog på AOF Nord Sprogcenter Frederikshavn opstod der uenighed mellem de ansatte og ledelsen om, hvorvidt der var tale om overarbejde, eller om det i virkeligheden var ferie, der ikke var blevet afholdt.
Men sammen med Uddannelsesforbundets forhandler fik den lokale tillidsrepræsentant en aftale på plads med ledelsen, der sikrer de ansatte, at overarbejdet kan blive udbetalt.
Den aftale betyder, at de 10 berørte sproglærere får udbetalt 515.000 kroner for overarbejdet i perioden 2011-2013. Desuden er ledelse og medarbejdere enige om at oprette en pulje på 70.000 kroner, der i 2016 skal bruges på såkaldte velfærdsfremmende initiativer på arbejdspladsen.
Sproglærerne får udbetalt beløb mellem 16.000 og 104.000 kroner, mens et enkelt medlem har valgt at afholde overarbejdet som ferie. Dermed kan sproglærer Joan Skriver Larsen se frem til 42 feriedage – som hun regner med at bruge en stor del af på en rejse til Tanzania.
- Det er godt, vi fik en aftale. Og jeg glæder mig til min tur til Tanzania, som minimum skal vare tre uger, siger hun.
- Jeg er den eneste, der har valgt at afholde det som ferie, men når man har haft en masse overarbejde, så er det ikke ok bare at lave det om til at ferie uden at spørge de ansatte, mener Joan Skriver Larsen.
Hun tilføjer, at hun håber, den ”velfærdsfremmende pulje” skal bruges på at skabe sammenhold på en arbejdsplads med mange nye ansatte, der underviser spredt over et stort geografisk område.
Men forløbet understreger også for Joan Skriver Larsen, hvorfor det giver mening at være medlem af en overenskomstbærende fagforening.