Hvem går du til, hvis arbejdet føles meningsløst, fordi du ikke får lov at udføre det på den måde, du ved virker? Eller når du ved, at endnu en ny arbejdsgiver vil medføre et år med uro, utryghed, usikkerhed? Og hvem kan bruge din viden og dine mange års erfaringer om, at den uddannelsespolitiske vej er helt forkert, og helt sikkert vil betyde, at Janus eller Yasmin falder fra? Kort sagt: Hvem skal samle og bringe dine erfaringer, din viden og din ekspertise videre og få det sat på den store samfundsdagsorden?
Det skal din fagforening. Blandt rigtig meget andet. For selv om den traditionelle fagbevægelse samlet set har været en smule i knæ rent medlemsmæssigt de senere år, og især på det offentlige arbejdsområde har haft nogle store nederlag, er det stadig her, du og dine kolleger kan tale med samlet stemme om jeres fag og erfaringer. Sådan lyder svaret fra dem, Uddannelsesbladet har talt med. Og de peger på, at der er rigeligt med måder, et forbund som Uddannelsesforbund kan gøre sig relevant på også fremover: Nye reformer, flere projektansættelser, love, bekendtgørelser, arbejdsområder, målgrupper, krav, omrokeringer, besparelser, fyringer, udliciteringer, arbejdstidsskemaer, et psykisk arbejdsmiljø, som gør medlemmerne syge – oveni den fortsatte kamp for at holde fast i gode løn- og ansættelsesvilkår. Så det kan godt være, at den gamle LO-formand Thomas Nielsen ved sin afsked i 1982 udtalte, at fagbevægelsen har sejret ad helvede til godt. Men den gang var mange af disse nye opgaver for fagbevægelsen slet ikke opfundet.
- Med den globale udvikling er der mere end nogensinde brug for fagforeningerne, og jeg kan kun tænke med rædsel på den situation, hvor vi mister denne samfundsmæssige aktør i debatten, siger Janne Gleerup, arbejdslivsforsker på RUC, og henviser til de mange forandringer på især det offentlige arbejdsmarked i de seneste 10 år, der har sat spørgsmålstegn ved relevansen af fagforeningerne for mange:
- I fagforeningerne er man pisket til at finde ud af, hvordan man bedst rammer samtiden – nutiden. Jeg tror, det er vigtigt, at man blandt andet i Uddannelsesforbundet nu siger: Vi er nødt til at revitalisere os – også selv om vi kommer til at slå os, lave skæverter og fejl. Ændringen er allerede godt i vej, vi kan ikke fastholde og insistere på, hvordan det var. Nu må vi tage os tiden til samlet at finde og skabe nogle andre arenaer.
Fagforeningen skal være en nødvendig vare
Netop den samlede røst er vigtig. At der er nogen, man taler på vegne af. Og mens det førhen var en selvfølge, at lønmodtagere meldte sig ind og stod samlet i den fagforening, der tilhørte ens fag, er der i dag i højere grad tale om en markedsplads, hvor man som fagforening skal gøre sig lækker og relevant for at tiltrække medlemmer:
- Der er sket en markedsgørelse af den faglige organisering. Der er kommet flere produkter på hylderne med Det Faglige Hus og Krifa, og mange vil kun være medlemmer af en a-kasse, siger ph.d. Laust Høgedahl fra Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, CARMA:
- Medlemmerne kommer altså ikke mere af sig selv, så man er nødt til at være dér, hvor de er, og komme med gode argumenter i forhold til dem. Det er den nye virkelighed, der præger det her område.
Laust Høgedahl er specialist i overenskomstforhandlinger, arbejdskonflikter og -løsninger på især det offentlige område og har blandt andet medvirket til den store lønmodtagerundersøgelse for LO og FTF, hvor mere end 7.000 lønmodtagere blandt flere ting er blevet spurgt om deres holdning til medlemskab af en fagforening. Og ved at sammenligne svarene med en tilsvarende undersøgelse fra 2002 kan man se, at de har fået troen på fællesskabets betydning igen de seneste 12 år, men at det især er de gule fagforeninger, de melder sig ind i.
Myten om, at især unge ikke vil være medlemmer, bliver dog i særlig grad gennemhullet i undersøgelsen: De tror i høj grad på fællesskabet og solidariteten i dag, men melder sig ikke ind. Hvorfor?
Det er der flere grunde til: De har blandt andet et langt mere fragmenteret arbejds- og uddannelsesmønster end for 10 år siden, men meget afgørende for deres handlemønster er det, om de har mødt en vaskeægte tillidsrepræsentant, der byder dem velkommen eller ej:
- Vi kan direkte se af undersøgelsen, at det betyder noget: Hvis man er blevet personligt kontaktet, er der markant større sandsynlighed for, at man melder sig ind, siger Laust Høgedahl og henviser til amerikanske undersøgelser, der viser, at hvis man ikke tidligt møder fagbevægelsen, er der en langt mindre sandsynlighed for, at man senere melder sig ind i en fagforening.
For Uddannelsesforbundet betyder det måske ikke så meget her og nu, da medlemmerne sjældent kommer direkte efter deres uddannelse – som for eksempel i Danmarks Lærerforening – men det kan blive et problem senere, mener Laust Høgedahl:
- Er man smed, men ikke medlem af Dansk Metal, er der stor sandsynlighed for, at man heller ikke senere bliver medlem af Uddannelsesforbundet, hvis man ansættes som lærer på en erhvervsuddannelse. Så selv om udfordringen måske ikke er så direkte her, er den der jo alligevel på sigt, siger han.
Hvad hjælper det at få en god løn, hvis arbejdet er meningsløst
Velkomsten betyder altså meget for lysten til overhovedet at melde sig ind, men det gør det også, hvilken fagforening man har at byde velkommen til fremover. Den skal nemlig være relevant. Janne Gleerup fra RUC forklarer, at man kan skelne mellem de forskellige roller, en fagforening kan påtage sig, men organisationer er som regel et miks af dem alle, understreger hun. Det vigtigste er, hvordan man vægter rollerne som henholdsvis social bevægelse, samarbejdspartner, serviceorganisation eller professionsbeskytter. Og her mener Janne Gleerup, at Uddannelsesforbundet især bør vægte professionsdelen, hvis den skal ’revitalisere’ sin betydning for medlemmerne:
- Det hedder jo faktisk en fag-forening og fører sprogligt tilbage til faget. Så jeg tror, at man bør fokusere mere på, hvordan den del, der har med faget at gøre, kan fornyes, så medlemmerne føler, at der drages omsorg for deres arbejdsliv. Hvis man skal være vigtige for medlemmerne fremover, skal man altså ikke kun arbejde med at sikre de klassiske løn- og arbejdsvilkår, men også have et større blik for, hvordan medlemmerne får beskyttet fagligheden i opgaveløsningen og meningen med arbejdet.
- Det hjælper ikke noget, at man får en god løn for noget arbejde, man finder meningsløst – eller hvis man føler, at betingelser reelt undergraver kvaliteten. Så taber man arbejdsglæden, men måske også tilliden til de organisationer, som man føler, man burde have i ryggen i sit fag, siger hun.
Hvordan kan Uddannelsesforbundet arbejde med det?
- Politikerne og pressen plejer ikke at interessere sig for arbejdsmiljøet alene, men hvis det går ud over nogle borgere eller en service, så øges interessen, siger Janne Gleerup.
Hun mener, at Uddannelsesforbundet bør slå rigtig meget på den særlige ekspertise, man har som medlemsorganisation i forhold til, hvordan det bør indrettes, så kvaliteten bliver bedre og frafaldet mindre.
- Hvis man ikke får fortalt, hvorfor det for eksempel er vigtigt for samfundet, at flygtninge og indvandrere får nogle sproglige og samfundsmæssige kompetencer, som gør dem livsduelige, så får logikken fra konkurrencestaten lov at sætte sig rent igennem. Så bliver alle de velfærdsfunktioner, som der ikke er penge i, og som ikke kan omsættes til en større konkurrenceevne i et globalt perspektiv, ved at blive nedprioriteret. Så der skal være nogle aktører, der står på mål for, at de områder, der ikke umiddelbart bon’er ud, alligevel er vigtige for vores samfunds stabilitet og udvikling, siger forskeren fra RUC.
Både Janne Gleerup og Laust Høgedahl peger på, hvor vigtigt det er at prioritere området med det psykiske arbejdsmiljø, der i bund og grund også handler om at føle sig hørt, anerkendt og respekteret. Laust Høgedahl forklarer, at især dette område er rykket op i prioritet for mange:
- Lønmodtagerne efterlyser løsninger her. Så uddannelsespolitik er vigtigt, men det er det psykiske arbejdsmiljø også, hvis en fagforening som Uddannelsesforbundet skal have relevans fremover, siger han.
Vi skal have arbejdsglæden og stoltheden tilbage
Formand for Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan er helt klar over, at det ikke mere er en selvfølgelighed, at lønmodtagere bliver medlem af den fagforening, der har overenskomsten på området.
- Derfor skal vi også være utrolig bevidste om at møde nyansatte fysisk og som tillidsrepræsentant komme til dem på arbejdspladsen og byde dem velkommen i det kollegiale, faglige fællesskab, siger hun.
Hun er også meget enig i de to forskeres bud på, hvilke veje Uddannelsesforbundet kan gå for stadig at være relevant for medlemmerne – det er nemlig den vej, som man går på lige nu, mener hun.
Forbundet arbejder på at invitere medlemmerne ind til møder, hvor de kan give deres erfaringer videre og inspirere forbundet til nye initiativer og forslag. Det er blandt andet derfor, Uddannelsesforbundet har kunnet fremlægge et forslag om EUD 24/7 – erhvervsuddannelse på efterskole – med en vis tyngde af viden om, hvad der virker. Og det er på baggrund af kvalificerede input fra medlemmerne på de forskellige skoler, at man har kunnet give relevante svar til det ekspertudvalg i Undervisningsministeriet, der skal se på bedre veje til ungdomsuddannelserne:
- Forudsætningen for de forslag, vi stiller – om det så er lovmæssige ændringer, nye tiltag eller overenskomster – er alle udsprunget af en viden om, hvad der virker for lærerne, og hvad der skal til for at lave god vejledning og undervisning. Det kræver, at vi har de faglige argumenter i orden, og at vi bygger hele vores argumentation op om lærerens ekspertise, faglighed og viden fra mødet med eleven, siger hun.
Hanne Pontoppidan er ikke i tvivl om hvilke kampe, der bliver de vigtigste for Uddannelsesforbundets medlemmer fremover. Det er især den nære kamp for at få nogle arbejdsvilkår lokalt, der gør det muligt at levere kvalitet i arbejdet og giver en glæde ved at møde på arbejdet. Og de to ting hænger uvægerligt sammen, mener hun:
- Det er jo ikke kun et spørgsmål om, hvor meget tid, der kan afsættes til en opgave, det handler om at få genskabt respekten for den faglige ekspertise, som lærerne sidder inde med, om hvordan man bedst tilrettelægger undervisning for eleverne eller kursisterne, så de bliver dygtige. Vi skal have arbejdsglæden tilbage på vores arbejdspladser. Vi skal have stoltheden tilbage i lærergruppen og hos den enkelte lærer, siger hun og tilføjer:
- Men omverdenen skal så sandelig også respektere det arbejde, som læreren udfører, og anerkende læreren for at være eksperten inden for sin metier og dermed altså anerkende de forudsætninger, som er nødvendige for at udfolde sin faglighed og skabe god kvalitet. Når det ikke sker, går det netop ud over det psykiske arbejdsmiljø, siger hun og henviser til tallene på det voldsomme fravær hos EUD- og VUC-lærerne i det seneste nummer af Uddannelsesbladet.
- Det er helt, helt forrykt. Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde. Så er den ikke længere, siger hun.
