Ganske almindelige elever med en helt special bagage

Nogle gange fremstår det seneste års store antal flygtninge som meget fremmede, meget eksotiske og meget anderledes. Men når man kigger ud over modtageklassen på Kolding Ungdomsskole virker den lige så ordinær, så dansk, så alment som i enhver anden skoleklasse med 15-16-årige hvilket som helst sted i landet.

Der er et mørkt dunet skæg på en overlæbe, der er et genert blik boret ned i bordet, når læreren stiller spørgsmål. Der er eleven, der underholder og højlydt kommenterer på alt. Der er morgentrætte øjne, der er modebevidst placeret høretelefoner omkring halsen og kasket sat nøje på sned. Der er usikkerhed og latter, der er vittigheder og videbegærlighed, og der er teenagerens særlige slæbende ugidelige gangart.

Og som sådan er lærerjobbet i modtageklassen på Kolding Ungdomsskole ikke så anderledes fra et hvert andet lærerjob, forklarer Kaj Gullaksen, der har arbejdet med tosprogede elever i tæt på 30 år. Hverken den pædagogiske tilgang eller det faglige indhold er væsensforskelligt. Og så alligevel.

For eleverne er ikke som alle andre teenagere. Hovedparten af de 42 elever i modtageklassen på Kolding Ungdomsskole har oplevet og set ting, som de færreste danske unge nogensinde kommer i nærheden af. De fleste kommer fra krig, angst og terror. Nogle er flygtet over Middelhavet i overfyldte joller, de allerfleste har været på en lang og usikker rejse for at nå frem til Danmark og opnå asyl. Et par elever har ikke deres forældre i landet, og de kommer aldrig til at få det. De har alle haft oplevelser og gennemgået følelser, som er svære at forstå og sætte sig ind i, men som sætter sine spor og stadig præger eleverne. Og de hårde levevilkår fortsætter: Forældrene er pressede og usikre på fremtiden, familien i oprindelseslandet er måske stadig i fare, og samtidig skal eleverne sætte sig ind i et helt nyt lands kultur, normer og sprog.

Derfor skal der tages særlige hensyn, forklarer Kaj Gullaksen, og lærernes sociale og psykologiske seismograf skal være totalt fintunet. Hele tiden.

- Det kan være, de har en historie som uledsaget flygtningebarn som Halezgis. De fleste har en forholdsvis lang rejse bag sig, og det sætter sine spor, som betyder, at de ikke er undervisningsparate hver dag, siger han.

Hvordan har du sovet?
Derfor er der hver morgensamling hver morgen, hvor alle elever får et knus eller et håndtryk og får kigget læreren i øjnene. I dag er ingen undtagelse, og da eleverne kommer dryssende ind af døren, står Kaj Gullaksen og kollegerne fra lærerteamet klar.

Har du sovet godt i nat? Hvordan gik det hos tandlægen? Husk at tage jakken af. Har du fået Nem-ID? Spørger lærerne, mens de stille får hilst alle elever velkommen.

- Vi bruger meget tid på at scanne lokalet hver morgen og lynhurtigt fornemme, hvor de er i dag. Og i løbet af dagen skal vi også være skarpe, for mange af eleverne er meget pressede, og nogle kan reagere meget voldsomt fysisk. Selvom det absolut ikke er deres hensigt at være voldelige, og de bliver kede af det bagefter, fortæller Kaj Gullaksen.

For selvom en elev svarer, at hun har sovet fint, så ved Kaj og hans kolleger, at det ofte dækker over fire-fem timers afbrudt søvn. For der er meget at bekymre sig om, når natten falder på, og verden tier stille.

- Men vi skal altid have fokus på det faglige også, men det skal hele tiden være i kombinationen af det relationelle, det personlige, slår han fast.

“Man skal ikke tro, man kan redde hele verden, og man bliver nødt til at være professionel, selvom man har lyst til at tage en elev med hjem og lade ham bo der.ˮ

Kaj Gullaksen, lærer i modtageklassen på Kolding Ungdomsskole

For Kaj Gullaksen tror på, at det i sidste ende er en uddannelse, der skal sikre, at eleverne får det bedst mulige liv, selvom de har haft en hård start med nogle oplevelser og vilkår, som de må bære hos sig resten af livet. Med en uddannelse får de muligheder for selv at handle og tage kontrol over et liv, der har været præget af kaos og de voksnes uigennemskuelige magtkampe og krige. Så det er vigtigt for Kaj Gullaksen, at pædagogikken ikke bliver en sovepude, hvor eleverne bare bliver trøstet og strøget med hårene.

- Så mit budskab til dem er Det er noget rigtig lort, du har været ude for. Jeg har hørt det. Men jeg synes, at du er sådan en god dreng, at du skal have en uddannelse, og jeg tror på dig. Så nu vil jeg gerne hjælpe dig videre. Prøv at holde fokus på det, du skal lære lige nu. Sæt dig nogle konkrete mål, så skal jeg hjælpe dig med at nå dem, lyder hans opskrift med lige dele omsorg og handlekraft til eleverne.

Professionel til benet
Det er samme tankegang, der gør Kaj Gullaksen i stand til ikke at tage elevernes nogle gange meget voldsomme skæbner med hjem og blive påvirket af det i negativ retning. Omsorgen skal professionaliseres.

- Jeg bliver stadig berørt, når jeg hører deres historier, og jeg kan have lyst til at græde over verdens uretfærdighed, når jeg hører elevernes skæbne, men det handler om at være professionel. Man skal ikke tro, man kan redde hele verden, og man bliver nødt til at være professionel, selvom han har lyst til at tage en elev med hjem og lade ham bo der. Og at være professionel handler også om hele tiden at finde balancen mellem at holde et fagligt fokus og have øje for trivslen og se, om en elev har brug for at sidde alene i dag, og er der en, der har behov for at snakke, siger han.

Og selvom den strategi ifølge Kaj Gullaksens knap 30 års erfaring giver pote med målgruppen, så er det også sådan, at han tackler den til tider personligt udfordrende elevgruppe.

- For det betyder, at når jeg går hjem, kan jeg sige til mig selv, at jeg har gjort det, der skal til at hjælpe dem, siger han.

Og så er åben snak, støtte og opfølgning med kollegerne efter barske oplevelser altafgørende, og i lærerteamet og på Kolding Ungdomsskole samarbejder de, som var de én stor organisme

- Jeg opfatter hele huset som en enhed, og det hele skal fungere. Der er ikke noget, der hedder mine eller dine elever, det er vores opgave, og den skal vi løse i fællesskab. Og ligger der en bananskræl udenfor, så samler jeg den op, for det er ikke bare pedellens opgave, slår Kaj Gullaksen fast.

Et job til evig debat
Den igangværende debat om indvandring og integrationspolitik er blevet et livsvilkår for lærerne på alle uddannelser, der har tosprogede elever. Og det gælder også i Kolding, hvor Kaj Gullaksen oplever, at de fleste har en holdning til hans elever og hans arbejde. Helt fra om de skal være i Danmark eller ej til om vilkårene for asylansøgerne i Danmark er i orden. Men Kaj Gullaksen lader kritikken ryge ind af det ene øre og ud af det andet, og hans holdning er klar:

- Nu er de kommet til landet, og så er det vores pligt at behandle dem ordentligt. Og vi skal respektere dem for det, de kommer med, for sådan får vi den samme respekt tilbage. Men jeg er ikke blåøjet, og jeg ved, at der kommer nogle til landet, som ikke er berettiget til asyl, at der bliver snydt, og at en på papiret 16-årig måske er 23 år i virkeligheden. Men det vigtige er, at jeg som lærer kan udføre min opgave ordentligt, og så må den anden diskussion tages et andet sted, og politiet og Udlændingestyrelsen må tage sig af lovgivningen.

- For vores professionalitet som lærere forsvinder, hvis vi blander den debat ind i det faglige, siger han.

Én ting er Kaj Gullaksen dog ikke bleg for som lærer at melde ind i den verserende debat: Der har været en tendens til misforståede hensyn fra de repræsentanter for Velfærdsdanmark, som indvandrerne har mødt op gennem 1980 - 1990’erne.

- Man har troet, man har gjort noget godt, men så har man faktisk gjort det stik modsatte og accepteret nogle ting, der ikke er acceptable, fordi man har ment, det bundede i en kultur, man skulle respektere mener han.

For eksempel at lade elever gå ud af folkeskolen uden afgangsprøven og acceptere, at de ikke kan lære noget, fordi de kommer fra en meget belastet indvandrerbaggrund, og familien er svær at forstå og samarbejde med.

- De unge har ingen muligheder uden folkeskolens afgangsprøve. De kan ikke starte på en ungdomsuddannelse, de kan ikke få noget arbejde, og så virker kriminalitet let som den eneste udvej, siger Kaj Gullaksen.

Derfor skal det tydeligt kommunikeres, hvad man må i Danmark, og hvad samfundet forventer af den enkelte. Kaj Gullaksen gør noget ud af at udfordre eksempelvis forventningen hos både de unge og forældrene om, at unge piger kan blive hjemmegående husmødre. Og når det kommer til eksempelvis vold er meldingen til forældrene i klassen altid utvetydig:

- Kommer dit barn med blå mærker, efter at du har slået ham, så melder jeg dig til politiet. Og jeg gør det, det skal du vide. Du må ikke slå dit barn i Danmark, forklarer han.