Udtalelse fra Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse den 2. november 2015
Det forslag til nye dagpengeregler, som Dagpengekommissionen kom med, løste desværre ikke problemerne for vore ledige medlemmer.
Selv om Dagpengekommissionens forslag indeholdt forbedringer af dagpengesystemet, stod det ikke mål med de nuværende problemer og leverede ikke svar til de mange tusinder, der har mistet dagpengeretten, og de mange tusinder, der kommer til at gøre det fremadrettet.
Dagpengekommissionen så fortsat arbejdsløshed som et spørgsmål om, hvad hver enkelt ledig selv træffer af beslutninger. Der er arbejde til dem, der vil arbejde, og til dem, der udviser den korrekte, rationelle adfærd. Det er tilsyneladende Dagpengekommissionens påstand. Vore arbejdsløse kolleger må opfatte det som en fornærmelse.
Forbedringerne i Dagpengekommissionens forslag skulle finansieres af de arbejdsløse selv ved indførslen af karensdage og forringelser for dimittender. Det finder vi helt urimeligt.
Kun tre dage efter Dagpengekommissionens forslag var kommet, lavede regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne et forlig om dagpengene. Man valgte at lave aftalen ud fra Dagpengekommissionens forslag - inkl. LO/FTF's om de tre karensdage - hvorimod man med hensyn til dimittenderne valgte en helt anden løsning.
FTF valgte at deltage i Dagpengekommissionens arbejde, og set i lyset af den politiske aftale kan man stille en del spørgsmål. Var det fornuftigt at indtræde i Dagpengekommissionen? Skulle man på et tidspunkt være trådt ud? Skulle man ikke have undladt at komme med forslag, som det var for oplagt for regeringen og forligspartierne at gribe og gøre fagbevægelsen ansvarlig for?
Mange medlemmer - både hos os og i den øvrige fagbevægelse - stiller sig uforstående over for fagbevægelsens top og dens ageren i kommissionsarbejdet. For at bevare troværdigheden er det nødvendigt at inddrage medlemmerne i diskussionerne både lokalt og på landsplan.
Set i lyset af bl.a. de kommende trepartsforhandlinger, som regeringen har på programmet, må man i fagbevægelsen gøre sig nogle alvorlige overvejelser. Er præmisserne for forhandlingerne alt for bindende for lønmodtagerne? Kan man have en forventning om at kunne sætte ordentlige aftryk på udkommet af forhandlingerne? Og ikke mindst: Vil det samlet set være til gavn for medlemmerne og fagbevægelsen at deltage, eller bliver man taget som gidsler i et politisk spil?
Uddannelsesforbundet skal opfordre vores hovedorganisation FTF til at sætte gang i disse drøftelser.