En lærer på lejrskole skal arbejde døgnets 24 timer, men får kun løn for 14 af timerne, og de har ingen ret til at holde fri. Sådan lyder afgørelsen fra en voldgiftsret, der tog stilling til sagen i forlængelse af gennemførelsen af lov 409, som Folketinget vedtog efter lockouten i 2013.

Voldgiftskendelsen vil få betydning for kommunalt ansatte ungdomsskolelærerne og sprogskolelærere i Uddannelsesforbundet, som oftest er på lejrskoler og ekskursioner med eleverne. Og det er urimeligt, mener Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.

- Dommen betyder, at lærere på det kommunale område kan sættes til at arbejde uden at få løn for det. Det er da helt hen i vejret. Selvfølgelig skal lærerne have løn for deres arbejde - også når de er på lejrtur, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan ikke forestille mig, at de politikere, der stemte ja til lov 409 mente, at lærere skulle tvinges til at bruge fritiden på gratis arbejde. Men det er blevet konsekvensen.

Forskel på lov og aftale

I kendelsen lægges vægt på, at lærere på lejrskole før lov 409 også kun fik løn for 14 timer, og at man derfor fortsætter med at gøre det samme som altid. Men den holder ikke, mener Hanne Pontoppidan.

- Det var resultatet af en forhandling og aftale mellem arbejdsmarkedets parter, hvor lærerne havde fået noget til gengæld.  Politikerne ophævede al fleksibilitet for lærerne med lov 409, og fjernede i den forbindelse også en række ressourcebindinger, som netop også var opnået via aftalesystemet.

Afgørelsen viser nu, at politikerne så også har bestemt, at lærerne skal arbejde gratis, siger hun.