Uddannelsesforbundet har fået ny næstformand

Henrik Dyrby Mogensen er Uddannelsesforbundets nye næstformand. Han har været ansat på en erhvervsskole, men den nye næstformand vil kæmpe for alle Uddannelsesforbundets ansættelsesområder.

På Uddannelsesforbundet kongres den 25.-26. november blev Henrik Dyrby Mogensen valgt som ny næstformand for Uddannelsesforbundet. Han afløser Morten Bay efter seks år på posten. 

Og det er en næstformand med solid erfaring fra erhvervsuddannelsesområdet, som efter kongressen skal beklæde posten som næstformand.  

Henrik Dyrby Mogensen har nemlig gennem 25 år været faglærer på ZBC og undervist ernæringsassistentelever i alle elementer af uddannelsen, ligesom han også har arbejdet med implementering af flere reformer, været med til at udarbejde bekendtgørelser og været med til at indføre svendeprøver.

Han har desuden i flere år siddet i en række vigtige erhvervsuddannelses-udvalg i Uddannelsesforbundet, blandt andet det såkaldte E-udvalg (Udvalget for Erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne) og herudover blandt andet i Rådet for Erhvervsuddannelser.  

Fokus på gode arbejdsvilkår

Henrik Dyrby Mogensen glæder sig gevaldigt til at starte på et nyt kapitel af kampen for alle ansættelsesområder i Uddannelsesforbundet.  

- Jeg glæder mig rigtig meget til arbejdet med at skabe bedre løn- og arbejdsvilkår for alle vores medlemmer. Det er en dybt meningsfuld opgave, for god trivsel og ordentlige arbejdsforhold betyder så meget, siger han. 

- Jeg ser alt for mange dygtige kolleger knække nakken på grund af deres arbejdsvilkår, og vi ser flere, der søger væk fra vores arbejdspladser med god grund. Vi skal stille krav om en bedre og mere ansvarlig ledelsesmæssig håndtering af de problemstillinger, medarbejderne er i, når arbejdspresset er tæt på at vælte den enkelte, pointerer Henrik Dyrby Mogensen. 

Kompetenceudvikling af lærere er nødvendigt

Han er desuden optaget af at forbedre rammerne for tillidsrepræsentanterne, og af at sikre at kompetenceudvikling af lærerne ikke træder i baggrunden – som man blandt andet har set det med den pædagogiske diplomuddannelse, den såkaldte DEP.  Desuden er han optaget af kompetenceudvikling i forhold til den nye teknologiske udvikling med AI.  

- Vi skal have klædt alle lærere på, og vi skal sikre trivsel for lærer og elev i de forandringer, der vil komme.  

Derudover glæder han sig til at bidrage til at gøre Uddannelsesforbundet mere tilgængeligt i hele landet – og dermed mere demokratisk – både via digitale og fysiske aktiviteter.

Han ved også, at han skal i arbejdstøjet for at lære de andre områder bedre at kende – og også dét ser han frem til, for selv om han ved mest om erhvervsuddannelserne ser han, som han selv siger, frem til at være næstformand for hele Uddannelsesforbundet.  

Udpluk af Henriks CV 

  • Faglærer på ZBC siden 1998 (bestyrelsesmedlem i fagforening siden 1999). 
  • Medlem af Uddannelsesforbundets hovedbestyrelse - valgt i Region Sjælland i 2020. 
  • Formand for Udvalget for Erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne (også kaldet E-udvalget) siden 2020 – og medlem siden 2015. 
  • Medlem af Rådet for Erhvervsuddannelser (REU) siden 2021. 
  • Fællestillidsrepræsentant på ZBC og Formand for Uddannelsesforbundet ved ZBC i 2013 .
  • Forretningsudvalgsmedlem i FH Vestsjælland 2020-2023.