Ordning for merkantile uddannelser gøres permanent

Det etårige hovedforløb for studenter i merkantile erhvervsuddannelser afskaffes. Elever med en gymnasial baggrund får dermed ret til et toårigt hovedforløb som alle andre på de merkantile erhvervsuddannelser.

Elever med en gymnasial baggrund får nu som alle andre elever ret til et toårigt hovedforløb på de merkantile uddannelser. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har lyttet til indsigelserne fra blandt andre Uddannelsesforbundet om, at et etårigt hovedforløb ikke er tilstrækkeligt.  

Det glæder formanden for Uddannelsesforbundet Hanne Pontoppidan:

- Det er en meget glædelig nyhed, at det er lykkedes os at overbevise ministeren om, at et etårigt hovedforløb ikke er nok, siger hun.

Det etårige forløb blev aftalt i forbindelse med EUD-reformen i 2015. Det skulle køre samtidig med den nye merkantile EUX, som var tænkt som en ny måde at rekruttere og uddanne merkantile unge. Men hverken EUX-en eller et kun étårigt hovedforløb har fået fat i tilstrækkeligt med unge. Nu mangler der ganske enkelt elever til virksomhedernes behov.

Usikkerhed om uddannelsen

Det har givet anledning til stor bekymring hos både udbyderne af de merkantile erhvervsuddannelser, de relevante skoleorganisationer og faglige udvalg, at der har hersket så stor usikkerhed om fremtiden for elever med en gymnasial baggrund. Der blev aftalt en overgangsordning med EUD-reformen, men den stod til at udløbe august næste år, og derfor har organisationerne rettet en fælles henvendelse til ministeren for at få en afklaring af, hvad der skal ske med uddannelserne.  

I henvendelsen hedder det:

Mange virksomheder og brancher er stærkt bekymrede for mulighederne for at rekruttere og uddanne merkantile elever fremadrettet. Og det i en tid, hvor både virksomheder og erhvervsskoler i stigende grad oplever, at det er svært at skaffe elever til lærepladserne”.

Og ministeren har altså netop svaret, at hun har lyttet til bekymringerne: ”EUD-aftalekredsen har givet tilslutning til, at reglen om 1-årige hovedforløb for studenter afskaffes efter overgangsordningens udløb til august næste år”, skriver Pernille Rosenkrantz-Theil.

Der mangler merkantile unge

Det samlede optag på grundforløbet af EUD- og EUX-elever (når man ser bort fra elever med gymnasial baggrund), var i 2021 på cirka 6.870 elever. I tallet indgår ikke frafald. Og det er ikke nok til at matche det årlige antal indgåede aftaler på omkring 8.000 på det merkantile område.

Elever med gymnasial baggrund udgør en stor del af de uddannelsesaftaler, der bliver indgået. Af de ca. 8.240 uddannelsesaftaler i 2021 havde eleverne gymnasial baggrund i halvdelen af det samlede antal aftaler, mens aftalerne med EUX-elever blot udgjorde 22 procent. 

Opgørelsen fremgår af skrivelsen til ministeren fra DI, DA, Finanssektorens arbejdsgiverforening, Danske Erhvervsskoler- og gymnasier, lederne og bestyrelserne, Uddannelsesforbundet, HK Danmark, Finansforbundet, Forsikringsforbundet og Handelsskolelevernes Landssammenslutning.