Kommission vil skrotte 10. klasse og indføre ny, praktisk ungdomsuddannelse

Reformkommissionens anbefalinger om at erstatte 10. klasse og grundforløb 1 på erhvervsuddannelserne med ny ungdomsuddannelse bliver mødt med bekymring hos Uddannelsesforbundet formand.

Der skal indføres en helt ny, toårig praksisorienteret ungdomsuddannelse, Højere Praktisk Eksamen (HPX). I hvert fald hvis det står til Reformkommissionen, som blev nedsat i 2020 for at se på en række komplekse samfundsudfordringer, herunder hele uddannelsessystemet. 

Reformkommissionen anbefaler i sin nyeste udgivelse Nye Reformveje 2, at unge skal have tre veje videre fra grundskolen:

  • den praksisorienterede vej (HPX)
  • den mere abstrakte og teoretiske (gymnasiale) vej.
  • FGU til de unge, der ikke bestod folkeskolens afgangsprøve med et 2-tal

Den nye HPX skal være rettet mod erhvervsuddannelser – uden at udelukke andre uddannelsesmuligheder som HF og EUX. Det er tanken, at HPX’en skal erstatte 10. klasse og grundforløbets første del på erhvervsuddannelserne.  

Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, anerkender Reformkommissionens arbejde, men har flere vigtige bekymringspunkter.

Dybt problematisk for FGU

Bliver forslaget fra Reformkommissionen til realitet, får alle unge, som har bestået folkeskolens afgangsprøve, fri adgang til HPX, mens enhver ung, der ikke har bestået, får ret til at komme på FGU.

Dét bekymrer Hanne Pontoppidan.

- Det er dybt problematisk at gøre FGU til et tilbud kun for unge, der ikke har bestået folkeskolens afgangsprøve. Vi ved allerede, at rigtig mange af de unge på FGU i dag har totallerne, men i høj grad har brug for social modning, afklaring og personlig styrkelse. Reducerer man FGU til et tilbud kun for elever, der ikke har bestået grundskolen, risikerer man i den grad at stigmatisere tilbuddet.

- Hvem har lyst til at gå på FGU, hvis det kun er for dem, der ikke bestod? Det er ingen sællert, pointerer forbundsformanden.

"“Det er dybt problematisk at gøre FGU til et tilbud kun for unge, der ikke har bestået folkeskolens afgangsprøve.ˮ"
Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.

Hertil kommer, at FGU i forvejen har kæmpet med elevgrundlaget, og det vil blive udhulet yderligere, hvis alle eleverne på FGU, som har totallerne på plads, skal på HPX, understreger formanden, som på det kraftigste fraråder, at man haster en reform igennem.

- Det gik over stok og sten, da man etablerede FGU. Vi har ikke brug for flere store reformer, som ikke er tilstrækkeligt gennemarbejdet og afprøvet. Hvis man vil sætte det her i værk, skal det ske på et gennemarbejdet, forsøgsafprøvet grundlag. Og lad os allerførst få en fælles debat.

10. klasse er værdifuldt tilbud

Den del af anbefalingerne, som handler om at skrotte 10. klasse, har allerede mødt kraftig modvind i medierne, og heller ikke Uddannelsesforbundets formand er glad for dét skridt.

- Det kan være svært at se af forslaget, hvor stor en del af 10. klasse, man vil fjerne, men mange unge har stor værdi af tilbuddet, og vi mener, det er forkert at erstatte 10. klasse med HPX.

"“Mange unge har stor værdi af tilbuddet, og vi mener, det er forkert at erstatte 10. klasse med HPX.ˮ"
Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.

Hanne Pontoppidan fremhæver, at 10. klasse for mange elever er et meget vigtigt modnings- og afklarings-år, som gør dem i stand til at træffe et valg om ungdomsuddannelse. Hun ser derfor ikke grund til at ændre på det almene 10.klasses-tilbud.

Formanden mener til gengæld, at det er fornuftigt at lade grundforløb 1 på erhvervsuddannelserne indgå, hvis HPX’en bliver en realitet, og at alle voksne får ret til det introducerende grundforløb på erhvervsuddannelserne, GF+.

Spørg lærerne selv

Formanden er til gengæld rigtig glad for, at Reformkommissionen tydeligt anerkender, at forskning – ikke mindst i praksisfaglighed i tæt samarbejde med praktikerne – og efteruddannelse af lærerne er helt centrale elementer i Reformkommissionens anbefalinger. 

- Dygtige lærere er garanter for dygtige elever. Det er dejligt, at kommissionen i den grad har set den sammenhæng og har et tydeligt fokus på, hvordan vi understøtter og løfter lærernes faglige og pædagogiske kompetencer. Vi ved, at læreren er den vigtigste enkeltfaktor for læring, så det er helt rigtigt set, og Uddannelsesforbundet bidrager meget gerne med vores viden fra hverdagen med eleverne.

"“Vi ved, læreren er den vigtigste enkeltfaktor for læring, så det er helt rigtigt set, og vi bidrager meget gerne med vores viden fra hverdagen med eleverne.ˮ"
Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet

Endelig opfordrer Hanne Pontoppidan til, at man tænker rigtig godt over, hvor en ny uddannelse kunne tænkes at ligge. Der er ikke brug for nye institutionstyper, understreger hun.

Hvis man vælger at etablere en HPX, vil det være afgørende, at man forankrer den ét sted. Og læg den på en af de nuværende institutioner – på FGU eller på erhvervsskolerne, hvor der allerede er værksteder til den praksisbaserede undervisning, lyder det fra Hanne Pontoppidan.