Finn blev fejret som en faglig ildsjæl

Murerfaglærer Finn Pedersen fik i november Byggebranchens faglærerpris og er blevet fejret på sin arbejdsplads. Men hvordan er det at være kollega eller chef med en faglig ildsjæl? Smitter det – eller kan det også være belastende? Det har vi spurgt arbejdspladsen om.

Onsdag den 18. januar vældede de fine ord – igen – ned over murerfaglærer Finn Pedersen. I november fik han Byggeriets Faglærerpris – Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundets pris – ved et stort anlagt Building Awards-show i København. Men nu var det på arbejdspladsen gennem 36 år, EUC Nord i Hjørring, han blev fejret. Det blev han af en blanding af nuværende og tidligere kolleger, familie samt blandt andre direktør i Boligfonden Kuben, Sidse Buch, samt næstformand i Uddannelsesforbundet, Morten Bay.  

Fra sidstnævnte lød ord som et utroligt flot eksempel på en dygtig og engageret faglærer, et ”fyrtårn på det faglige felt”, ”initiativrig”, ”engageret i elever og kursister, i faget og uddannelsen”…

Finn er med andre ord en faglig ildsjæl.

Men hvordan er det at arbejde sammen med eller være leder for en person, der brænder så meget for sit fag? Det har vi spurgt hans kolleger og chef om før fejringen.

”Lad os finde ud af det sammen”

Peter Muhlig er tømrerfaglærer og kollega med Finn Pedersen på Håndværkerakademiet på EUC Nord gennem næsten tre år. Han kom selv nærmest direkte fra byggepladsen uden den store erfaring i undervisning og pædagogik.

- Men Finn er en fantastisk kollega og sparringspartner. Han er god til at give viden videre, der kan bruges af en som mig, siger Peter Muhlig, som går tæt op ad Finn til dagligt.

På Håndværkerakademiet tilmelder voksne sig, fordi de har brug for kurser. De er erfarne og har meninger om, hvordan tingene skal gøres. Nogle gange ved de mere om et emne end underviserne:

Mere om værkstedspuljen

"Han forventer ikke det samme fra andre – eller at jeg svarer, før jeg er i arbejdstiden."
Peter Muhlig, kollega

- Men her siger Finn, at der ingen skam er i at sige, at ”det ved jeg ikke. Lad os finde ud af det sammen”. Det er en god måde at takle det på, mener Peter Muhlig, ligesom Finn Pedersen er god til at skabe fortrolighed og få kursisterne til at fortælle om sig selv og egne erfaringer.

Kan det ikke også være lidt anstrengende for dig som kollega?

- Jo, hvis Finn sender en mail klokken 21, kan jeg da godt tænke, at hold op, det skulle jeg jo have brugt tid på selv. Men det er bare ikke negativt med Finn. Han siger, at arbejdet er hans hobby, men han forventer ikke det samme fra andre – eller at jeg svarer, før jeg er i arbejdstiden, siger Peter Muhlig, der også føler, at han har fået en god ven med Finn Pedersen.

Om fredagen er de to ofte de eneste tilbage på skolen, fordi deres kurser tidsmæssigt kører lidt længere. Og så sidder de og vender, hvad der er sket i ugen, og hvad der skal ske i weekenden.

- Den type kollega sætter jeg meget stor pris på, siger Peter Muhlig.

”Han er god til at danne relationer”

Ellen Margrethe Thomsen er underviser og konsulent i ledelses- og organisationsudvikling på EUC Nord samt kollega med Finn, men sidder i en anden afdeling. Hun har mest samarbejdet med Finn i projekter om fælles opgaver, blandt andet for voksne håndværkere i efteruddannelse.

Her samler de forskellige typer håndværkere, der skal netværke og udvikle gennem at samarbejde samt se nytten af at lave noget i fællesskab. De netværk er samlet i fyrtårne, som der er 11 af i det nordjyske.

- Finn har været rigtig dygtig til at facilitere fyrtårnene. Han er god til at netværke og danne relationer både internt og eksternt, der gør, at det kan lade sig gøre, siger Ellen Margrethe Thomsen.

"Jeg tvivler på, at han nogensinde hæver stemmen, men alligevel har han sjovt nok altid ørenlyd."
Ellen Margrethe Thomsen, kollega

- Man har en forestilling om, at en faglærer er en, der har enten grundforløb eller hovedforløb. Det har Finn også haft, men det er ikke så strømlinet ved ham. Han laver så mange forskellige opgaver. Og selvom han har været her så mange år, er han altid parat til at prøve noget nyt, siger hun.

Men får han alle med, når han selv er så ihærdig en ildsjæl?

- Som kollega kan man godt få sved på panden. Man kan ikke bare ”nøjes”; men med Finn kommer man bare lidt længere, siger hun og peger på, at Finn Pedersen med et godt nordjysk ord er sindig – selv om han måske ikke vil bruge det ord selv, som Ellen Margrethe Thomsen understreger.

- Der er aldrig panik hos ham, selvom der er travlt. Han er lidt underfundig. Han skaber en god stemning, er stille og rolig og meget opmærksom på sine kolleger. Og hvis nogle brokker sig, spørger han, hvad man kan gøre ved det, siger hun og tilføjer:

- Jeg tvivler på, at han nogensinde hæver stemmen, men alligevel har han sjovt nok altid ørenlyd. 

”Han er også købmand”

Uddannelseschef Steffen Damgaard er Finn Pedersens nærmeste chef og har været det i tre år. Han er imponeret over Finn Pedersens evne til at sætte ting i gang:

- Læring handler for Finn om at skabe nysgerrighed hos kursisterne i forhold til at undersøge noget konkret. Han har været med til at oprette Håndværkerakademiet, hvor det ofte ender med, at kursisterne tager fem kurser på en gang, fordi han formår at skabe nysgerrigheden hos dem.

"Man kan ikke forlange, at en, der skal overtage, hverken kan, vil eller gør det samme som ham."
Steffen Damgaard, chef

Finn Pedersen er heller aldrig selv stoppet med at ville lære. Han er foregangsmand på området bæredygtighed og restaurering, men kan også nørde med, hvordan kalken for eksempel arter sig, fortæller Steffen Damgaard.

- Kan han være besværlig at være chef for, når der hele tiden skal udvikles nyt?

- Altså, Finn er en af de medarbejdere, der sender mig mails nytårsmorgen, fordi han er kommet i tanke om en idé eller er ved at undersøge noget. Så han har svært ved at skelne mellem arbejdstid og fritid. Men det er ikke noget, jeg forlanger.

Finn Pedersen tager selv et stort ansvar. Han er også købmand og meget bevidst om, selv at være en del af det forretningsskabende og ud at finde kursister.

Dog kan Steffen Damgaard være bekymret for den, der engang skal tage over efter Finn:

- Men man kan ikke forlange, at en, der skal overtage, hverken kan, vil eller gør det samme som ham.