8.00

Der er kaffe og croissanter i kantinen. De fleste stole står stadig oppe på bordene, og en stor del af køkkeninventaret står midt på gulvet. Der er vist blevet lagt nyt gulv i køkkenet. Kollegerne er samlet ved to borde. Der er færre, end jeg havde forventet. Vi har mødtes flere gange i løbet af foråret, men det har været for hele institutionen, og det er først nu, jeg ser, hvem vi er, der skal være her på skolen.

8.30

Vores daglige leder siger velkommen og gennemgår dagens program. Vi laver også korte præsentationer af os selv. Jeg har set de allerfleste før, men der er to helt nye ansigter, og så er der dem, jeg har set før, men ikke har lært navnene på endnu. Vi bliver enige om at tage en kort rundtur på skolen, inden eleverne kommer, så vi kan se, hvor hinanden holder til.

De fleste kender stedet og har været her i mange år, men der er blevet flyttet en del rundt på værkstederne. Det er tydeligt, at de fleste stadig er midt i en flytteproces. Nogle værksteder er helt tomme, og andre er fyldt til randen med ting, der skal andre steder hen. Jeg har fået rundturen før, men er stadig ret forvirret over husets mange etager, længer og kringelkroge, og jeg kan helt sikkert ikke finde halvdelen af værkstederne igen.

10.00

Eleverne ankommer og samles i kantinen. Mange har været der før og kender hinanden, andre ser ud til at være nye. Jeg spotter en af mine kursister fra KVUC og skynder mig hen for at tage imod hende. Hun ser noget betuttet ud og spørger, hvor længe hun skal være der.

Efter en samlet velkomst og præsentation af skolen tager lærerne eleverne med til deres værksteder. Vi tager vores AGU-elever med ned i det ene af klasseværelserne, præsenterer os selv, og så bliver eleverne ellers overdænget med papirarbejde. De skal udfylde stamkort, samtykkeerklæring og ønsker til valgfag. Det udløser en del spørgsmål, som vi prøver at svare på, så godt vi kan. Til sidst får de en hjemmeopgave, de skal arbejde med indtil den 12., hvor de skal møde igen. De skal tage 30 billeder af sig selv ud fra forskellige overskrifter.

Min tidligere kursist har fundet sammen med en anden ung kvinde, hun vist kender fra sprogskolen, så hun ser knap så betuttet ud nu.

12.30

Lærerne spiser sammen i kantinen. Efter frokosten går værkstedslærerne til deres værksteder for at forberede sig. Vi er kun tre almenlærere, og vi går sammen ned i almenafdelingen. Vi får et klasselokale hver, som vi kan indrette, som vi vil. Så noget af det første, vi gør, er at gå på jagt efter egnede møbler i en del af skolen, jeg ikke er sikker på, at jeg kan finde igen. Det er ren luksus at have sit eget lokale. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg glæder mig til at kunne sætte mit præg på det.

Vi får printet vores skemaer ud, så vi kan få et overblik over, hvornår de forskellige fag ligger, og hvor mange klasser der er planlagt med. Vi kender ikke noget til kursisternes faglige niveauer, og da de først bliver screenet efter den 12., bliver vi hurtigt enige om at vente med klasseinddelingen til cirka 14 dage efter. I stedet vil vi køre introduktion på tværs og fokusere på at få rystet eleverne godt sammen.

Der er utrolig mange ubekendte, men vi er heldigvis enige om at tage det, som det kommer. På gangen møder vi nogle af de lærere, der skal være på den anden skole og derfor er i gang med at få flyttet alt indholdet fra deres værksteder. De har først kunnet flytte deres ting i denne uge, og renoveringen af skolen er ikke helt færdig endnu. De har fået mange flere elever, end vi har, til gengæld kom møblerne cirka samtidig med eleverne, så deres formiddag har været en del mere kaotisk end vores.

14.45

Vi siger farvel og på gensyn i morgen klokken 8.