8.36

På vej til skole møder jeg en af vores vejledere, der har brugt hele sommeren på at melde nye elever ind. Det har været lidt svært, da data-systemet ikke har været klar, så det er foregået analogt eller i dertil opfundne excel-ark.

8.49

Kommer frem til AFUK, hvor vi alle skal mødes til dagens opstartsprogram. Det er dejligt at se sine gamle kolleger efter en ferie og spændende at se lidt på de nye.

9.00

Kaffe og croissanter – der bliver snakket lidt. Folk har generelt haft en dejlig ferie. Manglen på viden om fremtiden har også gjort, at man ikke kunne bekymre sig om den.

9.30

Børne- og ungeborgmester i København, Jesper Christensen, byder os velkommen. Han sammenligner det med den specielle dag, det er at starte 0. klasse – 10 år kommer det nok ikke til at tage at gøre FGU klar.

9.39

Vores rektor, Lone Hansen, halter op på scenen. Hun starter med at forklare, hvordan hun bogstaveligt brækkede benet. Hun fortæller lidt om de udfordringer, der har været – for mange til at skrive her, men kompleksiteten af at skabe et FGU i hovedstaden har været overvældende i forhold til tidsfristen.

10.50

Vi er blevet opdelt på de adresser, vi skal undervise, og sidder for første gang omkring det samme bord med vores nye kolleger. Det er rart at endeligt at møde dem. Vi er 16, der skal arbejde sammen i Valby, og vi kommer fra fire forskellige skoler.

Mange lærere fik først at vide, hvilken adresse de skulle arbejde på i den sidste uge i juni. Alle virker glade for omsider at komme i gang.

Der bliver snakket om alt det, vi skal finde ud af den næste tid – lige fra skemaer og en fælles ordenspolitik til kageordning ved møderne – at få styr på kageordningen kan måske godt vente en uge eller to.

12.03

Frokost, hvor jeg får snakket lidt med nogle af de nye kolleger. Det skal nok blive godt det her.

13.07

Der er bliver afholdt små workshops med undervisere, der giver et bud på, hvordan undervisningsforløb kan se ud på de nye linjer og fag. De fleste vidste ikke, at de skulle fremlægge noget på første dag efter en lang ferie, så processen var nok vigtigere end indholdet.

14.13

Vi sidder igen i skolegrupper, nu snakker vi om ”samskabelse i praksis”: Hvordan når vi at blive til en enhed inden næste mandag, når eleverne ruller ind? Og hvordan lærer vi hurtigst noget om hinandens kompetencer at kende? Det har vi heldigvis resten af ugen til at finde ud af.

14.59

Der bliver sagt tak for i dag og åbnet bobler for at fejre, at vi endelig er i gang efter en hård fødsel. Der kommer flere udfordringer, men lige nu føles det godt.